’Mrs. Davis’: Damon Lindelofs nye serie er en tom tryllekunst
Historiefortællingen og tryllekunsten deler dna. Begge forsøger at fastholde publikums opmærksomhed med effektive remedier op til forløsningen i den store finale.
Et af de bedste remedier er den lukkede boks. Vi vil vide, hvad der er indeni. Og der findes få tryllekunstnere, som behersker den lukkede boks bedre end skaberen af ’Mrs. Davis’, Damon Lindelof.
Lindelofs hang til mystik og symbolik er så prominent, at det har affødt udtrykket ’at lindeloffe’: at sætte bøjer i vandet og hænge geværer over kaminen ud fra grundreglen om, at de får en betydning senere.
Jeg fik aldrig set ’Lost’, og måske er det derfor, at mit forhold til Lindelof var uspoleret, da jeg så den originale ’The Leftovers’ og var ellevildt begejstret for den kærkomne modernisering af ’Watchmen’. Fordi der var noget i boksen.
Men nu har jeg set ’Mrs. Davis’, som han har skabt med Tara Hernandez, og forstår bedre ’Lost’-fanskarens smerte, når boksen åbnes, og der ikke er noget i kassen.
Og det, der findes i ’Mrs. Davis’ kasse, er endog værre end tomheden. Her finder man nemlig en ny boks. Og så en til. Og en mere. Det hele er én lang trommehvirvel uden forløsning.
’Mrs. Davis’ babushka-intrigante kædemystik foregår i en parallel-nutid, hvor en sofistikeret AI, titlens Mrs. Davis, har løst alle verdens problemer ved at unificere menneskeheden gennem tilkoblingen til ’hendes’ hjerne/algoritme via et digitalt earpiece.
Vores heltinde Simone (som også hedder Lizzy) er nonne i et kloster, men arbejder også for en flot fyr med skæg, der står bag en bar og giver hende sedler med navne på tryllekunstnere, som skal afsløres.
Sedlerne, som hun selvfølgelig spiser, er skrevet af en mand bag en dør, som er gud. På en af sedlerne står navnet på Mrs. Davis, altså robotten, som samtidig er ude efter Simone, altså Lizzy, fordi hun skal finde den hellige gral, altså den kop, som Jesus futtede rundt og bællede af.
Det er i øvrigt Jesus, der står bag baren, og som har stjålet Simone/Lizzy fra hendes ekskæreste Wiley, der arbejder for en modstandsgruppe, som vil kortslutte Mrs. Davis, før Salma Hayek også dukker op.
Tryllekunstens lighed med historiefortællingen er et bærende element i ’Mrs. Davis’ egen fortælling. Simones forældre var tryllekunstnere, og både Jesus og Mrs. Davis er, på deres egen vis, også en slags tryllekunstnere, der manipulerer deres subjekter til at handle i overensstemmelse med den guddommelige vilje ved at få dem til at tro, at de handler på baggrund af deres egen tankefrihed – en analogi over de moderne algoritmers potentiale for usynlig hjernevask, der hverken er så smart eller subtil, som serien selv synes.
Men kan man ud fra de første fire afsnit egentlig sige noget om en tryllekunst, der som bekendt bør bedømmes på kvaliteten af dens afsluttende mirakel?
Jovist, der gemmer sig muligvis en altomkalfatrende overraskelse i ’Mrs. Davis’ sidste akt, som jeg mistænker for at være en metaafsløring a la: Hele serien er faktisk skrevet af en computer – tadah! Men den gode tryllekunsts forudsætning er ikke kun dets crescendo. Håndværket lægger også i at besnære sit publikum undervejs, og sandheden er, at jeg ikke gider at blive i mystikken frem til åbenbaringen, for jeg er hverken underholdt eller bjergtaget.
David Lynchs ’Twin Peaks’ og Lindelofs egen ’Watchmen’ er perfekte eksempler på, at en historie godt kan være gådefuld til det sidste, så længe den besidder mystikkens magi. Men en stor del af magien kommer fra relationen til karaktererne, og desværre nærer jeg ingen følelser for Simone, ellers velspillet af Betty Gilpin.
Serien ved ikke, om den vil være campy, humoristisk eller filosofisk. Det mest irriterende er dog dens selvtilfredse tro på sin egen originalitet. Men det er ikke originalt at tage 100 klicheer og dårlige dialogbidder og præsentere dem i en vilkårlig rækkefølge.
Seriens studentikose overfladeberøring af samfundsrelevante problemstillinger indgyder en forestilling om dybde, men når man ser efter, er det et billigt trick. En tom tryllekunst.
Kort sagt:
’Mrs. Davis’ er som en af de drømme, man engang har fortalt om til en ven, fordi den virkede dybsindig, indtil det gik op for en, at den ikke handlede om noget.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.