Damon Lindelof, skaber af ‘Lost’ og ‘The Leftovers’, takkede to gange nej til Warner Bros. og HBO’s tilbud om at skabe en serie baseret på forfatter Alan Moore og illustrator Dave Gibbons grafiske romanklassiker ‘Watchmen’.
Tegneserien betragtes som en milepæl, der med sin psykologiske realisme, moralsk tvetydige maskerede helte, politiske temaer og komplekse fortællerstruktur vendte op og ned på superheltegenren. Damon Lindelof er blandt de fans, der betragter ‘Watchmen’ som et mesterværk, og da Alan Moore efter Zack Snyders filmatisering i 2009 gjorde det klart, at han ikke ønskede at se ‘Watchmen’ filmatiseret igen, tøvede Lindelof.
Tredje gang HBO spurgte ham, efter han netop havde afsluttet kritikerhittet ‘The Leftovers’ i 2017, sagde han ja. Men i stedet for at skabe en direkte filmatisering flyttede han handlingen 30 år frem til nutiden, hvor nye karakterer i vid udstrækning har erstattet tegneseriens originale figurer. Det kontrafaktiske univers skildrer et splittet USA, hvor de tidligere populære maskerede helte stadig er bandlyst, men politiet bærer masker for at beskyttet sin identitet.
Seriens centrale konflikt står mellem den overvejende sorte politistyrke i Tulsa, Oklahoma og white supremacist-terrorgruppen Seventh Kavalry, der har hentet inspiration fra ‘Watchmen’-skurken Rorschach. I centrum er Angela Abar, spillet af Regina King, som er en pensioneret politibetjent med en hemmelig superhelteidentitet som Sister Night. Da hendes politichef bliver dræbt, begynder hun at grave i terrorgruppens aktiviteter.
Men hvad fik Damon Lindelof til at ændre mening og endelig kaste sig over sin hellige gral? Det spurgte vi skaberen om, da vi mødte ham på Gramercy Park Hotel på Manhattan, New York.
Har stjålet fra tegneserien i årevis
»Da jeg var 13 år, gav min far mig de to første numre af ‘Watchmen’«, starter Lindelof.
»Han sagde, ’du er ikke parat til den, men du vil aldrig glemme den’. Jeg havde et kompliceret forhold til min far. Han var ikke specielt god til at kommunikere, så vi fandt et fællesskab omkring tegneserier, film og tv-serier.
Da ‘Watchmen’ blev udgivet i midt-80’erne, blev den tilskrevet at komplet disrupte og forandre alt, hvad nogen vidste om tegneserier. Det vidste jeg ikke noget om dengang, jeg vidste bare, at da jeg læste den som 13-årig, gik den helt hen over hovedet på mig. Den var til voksne, hvilket var meget anderledes end de andre tegneserier, jeg havde læst.
Først og fremmest havde den en følelse af mystik. Der var et mordmysterium – hvem har dræbt komikeren og hvorfor – men der var også en masse små spor, der gjorde, at man var nødt til at læse sine numre igen og igen for at forstå og debattere dem. Alle de træk, der senere blev en del af min måde at fortælle historier på, lærte jeg fra ‘Watchmen’.
Jeg har altid følt en gæld til ‘Watchmen’. Jeg har stjålet meget liberalt fra den i størstedelen af min karriere, og selvom jeg altid har anerkendt tyveriet, følte jeg mig intimideret, da HBO og Warner Bros. første gang kom og spurgte, om jeg var interesseret i skabe ‘Watchmen’ som en tv-serie. Jeg har lovet ikke at bruge Alan Moores navn til at sælge serien. Han har sagt i årevis, at ingen bør adaptere ‘Watchmen’ og har distanceret sig selv fra denne vision. Det respekterer jeg fuldt ud, men jeg tilbeder ham som forfatter.
Zack Snyders film, der var en direkte filmatisering af tegneserien, kom ud i 2009. Jeg havde det sådan, hvorfor skulle jeg gøre det samme? Hvorfor skulle jeg skabe en serie på 13 afsnit, hvor alle vidste, hvem den skyldige var og hvorfor? Jeg ville aldrig være i stand til at caste en bedre Rorschach end Jackie Earle Haley.
Jeg kom frem til, at den eneste måde, man ville kunne tackle en serie på, var at finde på en ny idé. Jeg tøver med at kalde det en sequel, fordi en sequel normalt er en direkte fortsættelse af historien. Men den skulle hænge sammen med den originale ‘Watchmen’ og anerkende begivenhederne i den som kanon.
Men jeg skulle ikke gøre det. Ingen skulle gøre det, mente jeg. Men så begyndte jeg at gruble over, at HBO ville skabe serien med eller uden mig. Skulle jeg så sidde derhjemme og se ‘Watchmen’ og sparke mig selv resten af mit liv for at have passeret den chance?
Så begyndte jeg at tænke over ideer. Selvom den var skrevet af to englændere, var ‘Watchmen’ i 1980’erne en kommentar til amerikansk politik, kulturen omkring eskatologi og verdens undergang gennem atomkrigsførelse mellem USA og Rusland. Den foregik i en alternativ historie, men føltes meget aktuel og virkelig. Så jeg begyndte at tænke over, hvad der ville ske 30 år senere i den verden. Og da ideerne begyndte at komme, følte jeg mig kaldet til at lave serien«.
Det konstante pres
Ja, for seriens temaer føles meget relevante for det politiske klima, specielt i USA. Hvad ville du gerne sige om samfundet med serien?
»Den originale ‘Watchmen’ var en refleksion af sin tid, og det følte jeg mig også forpligtet til at forsøge at skabe. Normalt læser du en tegneserie, hvor Superman bekæmper et rumvæsen, eller Batman kæmper mod Jokeren. Når du har læst den færdigt, tænker du, at det var godt, at det bare er fantasi. Det skræmmende ved at læse ‘Watchmen’ midt i 80’erne var, at den tæller ned til en atomkrig.
Jeg spurgte mig selv, som en amerikaner i 2019, når jeg tænder for mit fjernsyn, hvad skaber så frygt i verden lige nu? Og jeg tror, svaret er mistillid til lederskab og race. Det er interessant, i hvert fald som en meget liberal amerikaner, at diskussionen om race virkelig har sat sig i højsædet. Og ikke bare på grund af, hvem der for tiden sidder i det ovale værelse. Den amerikanske historie er ved at blive omskrevet og bliver anerkendt på en ny måde.
Jeg læste om debatten om erstatning for slaveri for første gang for to-tre år siden. Afroamerikanere har sikkert kendt til idéen i hele deres liv, men hvis jeg hører om den nu, tyder det på, at den er ved at få momentum. Derfor begyndte jeg at tænke over et scenarie, hvor en liberal præsident sad i Det Hvide Hus i 20 år og faktisk vedtog nogle af de love. Hvilken effekt ville det have på det amerikanske samfund?«
Seriens opbygning ligner tegneseriens på flere områder, blandt andet ved at den begynder hvert kapitel med et citat. Hvor tæt har du lagt dig op ad tegneseriens struktur?
»For at kalde serien ‘Watchmen’ var den ligesom tematisk nødt til at minde om og hylde originalen i forhold til struktur og historiefortælling. Jeg syntes, første afsnit havde brug for et mord og en efterforskning, der driver historien fremad.
Siden ‘Lost’ og ikke mindst i ‘The Leftovers’ har jeg godt kunnet lide at give hvert afsnit sin egen specifikke identitet, der i nogle afsnit er fortalt fra én karakters perspektiv. Det har jeg fra ‘Watchmen’, og det format bruger jeg også i serien. For eksempel er tredje afsnit fortalt udelukkende gennem Agent Blakes perspektiv og fjerde afsnit primært gennem Angelas. Jeg tror, at når man når til slutningen på afsnit 9, vil man se, at vi målrettet har forsøgt at følge ‘Watchmens’ struktur, men forhåbentlig på en overraskende måde.
Den er sin egen serie, men deler originalens dna. Ligesom et barn minder om sine forældre, men med tiden vil gøre oprør«.
‘Watchmen’ bliver betragtet som en af de vigtigste tegneserier nogensinde. Du har før haft fingrene nede i ikonisk materiale med manuskripterne til ‘Star Trek Into Darkness’ og ‘Prometheus’ fra ‘Alien’-universet. Er det en byrde? Føler du et pres?
»Det er en byrde. Det er noget, jeg tænker på og bekymrer mig om konstant. Jeg spørger alle omkring mig, hvorfor jeg gjorde det, og fortryder det. Det er overvældende. Men jeg har det også sådan, at i det her stadie af mit liv er det eneste tidspunkt, jeg bliver begejstret over historiefortælling på, når jeg føler de byrder og det pres. Når jeg har en følelse af ægte fallit og i dette tilfælde en forpligtelse til at leve op til materialet. Jeg leder konstant efter projekter, der tvinger mig til at levere mit bedste arbejde.
Jeg har helt fra starten vidst, at jeg aldrig kommer til at lave en serie, der er ligeså god som ‘Watchmen’. Det er et mesterværk. Men jeg håber at have skabt en serie, der fortjener titlen eller føles, som om den holder universet i live. Eller endnu vigtigere: Hvis nogen kom hen til mig og sagde, ’din serie var okay, men den gjorde mig opmærksom på tegneserien, og den er fantastisk, og jeg ville ikke have læst den ellers’ – så er det også en bedrift.
Jeg synes ikke helt, man kan sammenligne situationen med ‘Prometheus’, for der var det Ridley Scott, der bad mig om hjælp, hvorimod Alan Moore har sagt, at han ikke ønsker nogen til nogensinde at lave en ‘Watchmen’ igen. Jeg var desperat efter at skabe en god og original serie, og det er en interessant udfordring at skabe en original fortælling i en tid, hvor altid er kopier og fortsættelser. Jeg føler presset konstant. Jeg føler det lige nu«.
Fortjener ikke at dø – trods alt
Føler du også det pres fra fans? Du har jo fået en del kritik fra fans gennem årene, både om ‘Prometheus’ og ‘Lost’. Synes du, det er positivt, at folk bliver ophidsede, eller hvordan har du det med det?
»Jeg synes, det er positivt. I sidste ende er det aldrig sjovt at sidde i den varme stol, selvom jeg godt ved, at jeg selv har sat mig i den. At være fan er at holde af noget, og når man holder af noget, føler man trang til at beskytte det. Og man må gerne kritisere det, fordi man elsker det. Jeg forsøger at forstå sammenhængen og undgå at tage det personligt, men der er også et giftigt niveau af fandyrkelse, hvor folk siger, at de håber, jeg dør. Der har jeg det sådan, ‘guys, det er en historie’.
Jeg forstår godt, at man kan føle virkelig intenst, at jeg ikke fortjener at fortælle den historie. Men jeg er ikke født med en sølvske i munden, og jeg har ikke bare fået ‘Watchmen’ forærende. Jeg har arbejdet virkelig hårdt for at få den mulighed. Hvis du ikke kan lide serien, er det fint. Men jeg synes ikke, at jeg fortjener at dø af den årsag«.
‘Watchmen’ var i høj grad en dekonstruktion af superheltegenren, som vi siden har set i film som ‘Kick-Ass’, ‘Deadpool’ og senest ‘The Boys’ og ‘Joker’. Betragter du stadig serien som en superhelteserie? Den handler trods alt om mennesker i masker.
»Jeg ville ikke kalde dem superhelte. Jeg ved ikke engang, om de er almindelige helte. I den originale ‘Watchmen’ er Dr. Manhattan den eneste karakter med superkræfter, og han er indtil videre ikke med i serien. Resten af karaktererne er almindelige mennesker.
Jeg var mere interesseret i at udforske tegneseriens centrale idé om, hvem der vogter vogterne. Hvad sker der, hvis de mennesker, der skal opretholde loven, er uenige med loven? Hvad betyder et politiskilt, og hvor går grænsen mellem en maskeret hævner og en politibetjent?
Og endnu vigtigere: Hvad sker der psykologisk, når man dækker sit ansigt? Når jeg går til kostumefester, opfører mine venner sig helt vildt. Maskerne bliver en måde at slippe hæmningerne fri på, og den maske, du vælger, afslører også noget om dit indre selv, som du gemmer med dit ydre«.
’Watchmen’ har premiere på HBO Nordic 21. oktober.
Soundvenue var inviteret til New York af HBO Nordic.
Læs også: 5 stjerner til ‘Watchmen’
Læs også: Syv alternative superheltefilm, du kan streame, når du har åndet ud efter ’Joker’