’White House Plumbers’: Woody Harrelson og Justin Theroux giver den hele armen i ny serie om Watergate-skandalen
Hvis ’White House Plumbers’ var på pensumlisten i folkeskolen, ville man formentligt ikke blive meget klogere på de tekniske detaljer i Watergate-skandalen, men man ville bestemt være underholdt.
I hvert fald i de første tre afsnit.
For der findes næppe en større og mere kompliceret sager i amerikansk historie end Watergate-skandalen, der i 1974 fældede den amerikanske præsident Richard Nixon. Det har naturligvis også født et hav af filmiske fortolkninger af skandalen.
Alt fra journalistiske dramaer som ’All the President’s Men’ til komedien ’Dick’ til filmiske gags som scenen i ’Forrest Gump’ og senest serien ’Gaslit’ med Julia Roberts fra sidste år.
Man kan roligt sige, Watergate-skandalen tonalt kan bevæge sig i stort set alle genrer. Men ikke desto mindre er det præcis tonen, som miniserien ’White House Plumbers’ har sværest ved at finde fodfæste i.
I serien spiller Justin Theroux og Woody Harrelson henholdsvis G. Gordon Liddy og E. Howard Hunt, der også spillede nøgleroller i ’Gaslit’ og var en del af Komiteen for genvalg af præsidenten, hvor de i bund og grund fremlagde uetiske måder, hvorpå Nixon kunne blive genvalgt. Blandt andet Watergate-indbruddet.
Trods titlen handler ’White House Plumbers’ altså ikke om vvs’ere i Det Hvide Hus (lyder ellers fremragende), da plumbers i stedet refererer til de to herrers afdeling, som havde til opgave at fixe lækager.
Woody Harrelson spiller, som Woody Harrelson gør – karismatisk og til tider overspillende. Heroverfor er Justin Theroux, som Gordon Liddy er en Hitler-fascineret tough guy med et overskæg, der ville gøre Hercule Poirot stolt, et højdepunkt i et hav af velspillende kendte ansigter.
Begge er way over the top, hvilket selvfølgelig er helt overlagt, eftersom serien er instrueret af ‘Veep’-forfatter David Mandel og skrevet af Alex Gregory og Peter Huyck, som også var en del af ’Veep’-slænget.
’White House Plumbers’ starter med det andet forsøg på et indbrud i Demokraternes hovedkvarter (ja, der var åbenbart fire i alt), hvor Liddy og Hunt sammen med en gruppe medsammensvorne forsøger at bryde ind og plante aflytningsudstyr. På ganske komisk vis bliver de nødt til at afblæse deres mission, da deres cubanske indbrudstyv har glemt sit værktøj.
Herefter hopper man til starten af Liddy og Hunts afdankede karrierer, og i bedste heistfilm-stil gennemgår man deres forsøg på at nå til tops, alle de resterende indbrudsforsøg samt andet spionage på dagpenge.
De første afsnit er fyldt med komiske finurligheder, som igen og igen slår fast, at ’genierne’ bag Watergate-skandalen var inkompetente fjolser. Intet slår det bedre fast end deres elendige, såkaldte spec obs-kostumer, der mest af alt ligner Arne fra ’Jul på Vesterbro’.
Kostumerne bruger de blandt andet på deres fotograferingsmission i Miami, hvor de glemmer at tage filmen ud af kamerarullen, inden de afleverer det lånte kamera. Relativt uprofessionelt af to mænd, der henholdsvis har arbejdet i CIA og FBI. No wonder, at de blev fyret.
Men den humoristiske charme hænger ikke ved længe. I efterspillet af Watergate-indbruddet vender serien ryggen til den komiske heist-stil og åbner op for en mere dramatisk fortælling, og her føles de karikerede figurer malplacerede. Ikke at komikken er væk – den er blot sjældnere og taktløs i det mere seriøse rum. Og lige så god Theroux var i starten, lige så tungt falder han igennem, når serien skifter tone til en mere jordnær fortælling.
Serien lever højt på de mange ’skete det virkelig’-øjeblikke, og størstedelen af dem virker til at være sande – men smagt til med en god omgang dramaturgisk krydderi. Det oplyser serien også hver gang i rulleteksterne. Dog er den heller ikke bange for at flage med konspirationsflage, og giver da også et lille cheeky bud, hvem der myrdede JFK.
Som sagt bliver man ikke guidet pædagogisk gennem Watergate-skandalen, men ikke desto mindre kommer man ud med en større viden om de uduelige mennesker, der stod bag en af de største sager i amerikansk politik og et endnu mere kritisk billede på 70’ernes patriarkalske hierarki.
Kort sagt:
’White House Plumbers’ er en underholdende og morsom fortælling om Watergate-skandalen, der desværre taber pusten i de sidste afsnit.
Anmeldt på baggrund af hele serien.