’Saint Omer’: Biografaktuel film er det klassiske amerikanske retssalsdramas diametrale modsætning
I Alice Diops festivalhit ’Saint Omer’ står Laurence Coly (Guslagie Malanda) anklaget for at have druknet sit 15 måneder gamle barn.
I filmens intro ser man hende bære babyen ud mod strandkanten ved nattetide, mens man hører bølgernes susen kraftigt på lydsiden.
Hun erkender sin udåd over for den franske domstol, men hævder stadig sin uskyld, da årene med hendes datter, som hun udtrykker det, var de værste i hendes liv. Som kvinde i 20’erne fik hun barnet med en etnisk franskmand på omkring de 60, Luc (Xavier Maly), der i forvejen havde kone og datter.
’Saint Omer’ følger en spektakulær mordsag, der er baseret på en sand historie: Store bidder af manuskriptet er baseret 1:1 på vidneudsagn fra virkelighedens verden.
Amerikanske film har givet os nogle klare forventninger til, hvad vi skal forvente af et retssalsdrama. ’Saint Omer’, derimod, er ikke ude på at lave en ’Pelican Brief’ eller ’A Few Good Men’ på os. Den er nærmest kemisk renset for suspense, og der er meget lidt tvivl om skyldsspørgsmålet.
I stedet bruger Diops originale film – der kan føles som et umuligt miks af jurabestselleren John Grisham og slowcinema-pioner Chantal Akerman – retssalen som scene til at vise os den mørke, afrikanske kvindes plads i det franske samfund.
En universitetslærer undrer sig fra vidneskranken over, at Laurence ville skrive om den østrigske filosof Wittgenstein og ikke noget tættere på hende selv og hendes egen kultur. Man tager sig til hovedet. Barnets far er en falmet patriark, der på sin egen passive facon har slavegjort den unge kvinde, som et modfaldent mikroportræt af den engang så stolte franske republik og kolonimagt.
’Saint Omer’ vil for nogle fremstå provokerende neutral omkring selve sagen, der trods alt omhandler barnemord, og vil hellere bruge historien til at udstille vestlig racisme og subtil undertrykkelse.
Hovedrollen i ’Saint Omer’ er ikke barnemordersken, men derimod forfatteren og universitetslæreren Rama (Kayije Kagame), der følger retssagen fra publikumsrækkerne. Hun er knap nok en egentlig karakter, hun er mere et ciffer, en kile skudt ind mellem seeren, instruktøren og filmens begivenheder.
Spillefilmdebutanten Alice Diop fulgte selv virkelighedens retssag, og Rama er efter alt at dømme blot en let justeret version af hende selv. Rama underviser på universitetet og er udgivet forfatter. Hun opsøger retssagen for at skrive en bog om den unge kvindes forbrydelse, men der er også noget personligt på spil.
Første gang vi møder hende, vågner hun af en drøm, og der klippes direkte fra scenen, hvor Laurence bærer sit barn ud mod vandet, som om de to kvinders fortælling er vævet sammen på et dybere plan. I løbet af filmens første halve time lærer vi en del om hendes liv, hun underviser i blandt andet den feministiske forfatterinde Marguerite Duras på universitetet, hun har en etnisk fransk musikerkæreste, to søstre og en mor, faren er død år tilbage.
Opvæksten med moren hjemsøger Rama, og hun får hyppige flashbacks omkring moren i løbet af filmen. Der er en slags traume på færde, som en flakkende subtekst, hvis omrids vi selv skal stykke sammen. Det er dog ikke en spoiler at fortælle, at Rama er gravid, og at vidnesbyrdet fra datter-morderen derfor berører hende ekstra dybt.
’Saint Omer’ kommer først rigtigt i gang, når vi har kigget med på Ramas hverdagsliv og kommer ind at sidde med hende på tilskuerrækkerne i retssalen i provinsbyen Saint Omer. På dette tidspunkt sad jeg allerede og var lidt utålmodig over, hvornår filmen ville begynde at præsentere sit ærinde for mig. Og når den kommer til sagen, sætter den tempoet yderligere ned.
Vi får historien oprullet i lange, lange takes, hvor kameraet er fastholdt på Laurence Coly, hvis brune hud næsten går i et med det mørke træ i retssalen. Udpegelsen af nævningetinget (den franske pendant til en jury) er filmen også imponerende lang tid om, der bliver fra dommernes plads opremset navne, som skal gøre tjeneste, og vi forventer, at vores hovedperson er blandt dem.
Det er blot ikke tilfældet, og dette greb virker radikalt, fordi vi som filmforbrugere er så vant til, at vores hovedpersoner er universets midtpunkt. Rama forbliver en udenforstående, der dog interviewer morderens egen mor mellem to af de lange retslige forhør.
Laurence Coly er ikke rundet af en forfulgt flygtningefamilie. Hun er en velintegreret franskmand af senegalesisk oprindelse, taler sproget perfekt og har ifølge hende selv haft en lykkelig barndom. Den litterære Rama ser en lighed med den græske tragedie om Medea, der myrdede sine børn for at hævne sig på sin mand Jason. Sindssyge, depression, hævngerrighed a la de gamle grækere eller fransk-eksistentialistisk mord uden motiv som i Albert Camus’ klassiske roman ’Den Fremmede’?
The jury is out. Laurence Colys uudgrundelighed bliver filmens.
I stedet fastholder filmen en antidramatisk formkurve og filmisk askese. Alice Diop har en fortid som dokumentarfilminstruktør og har beholdt et ben i hver lejr. Jeg selv ville ikke holde længe på nogen anklagebænk og bryder også her og nu hulkende sammen. Tilstår. Blev smådesperat efter, at der skulle ske noget overraskende eller voldsomt som i en af de amerikanske film, der har givet os så kulørte og overgearede forventninger til retssalen som institution.
Men jeg hylder også filmen for alle de melodramatiske valg, som den fravælger.
’Saint Omer’ kerer sig mere om postnational identitet, kvindelighed, moderskab, tilknytning og personlig splittelse end for suget i maven og pulsen i årerne, vi får, når en amerikansk overbetalt skuespiller råber »objection your honor!«.
Kort sagt:
’Saint Omer’ er retssals-slowcinema, der ikke interesserer sig for skyld eller suspense, ikke engang stillet over for den måske mest uforståelige og grummeste af alle forbrydelser. Den tilbyder biografgængere en unik oplevelse, men hvis man forventer traditionelt retssalsdrama, vil man gabe kæberne af led.