’Toves værelse’: Paprika Steen leverer en kraftpræstation i eksplosivt dansk drama
At skrive sin egen nekrolog kræver en ekstraordinær karakter, en skriveevne, et forholdsvist stort ego og en direkte kontakt til sin egen dødelighed.
Tove Ditlevsen besad alle fire kvaliteter og var derfor en passende afsender af sit eget dødskrift.
Men inden da skrev og afsendte hun digte om pige- og kvindesind, om de evige tre og kærlighedens svære vilkår, om lidelsens lænker og indlæggelser og om moderskabets skyggesider. Om sin barndomsgade, kærligheden til det proletariske Vesterbro og om dobbeltbetydningen af ordet ’gift’ i tekster om afhængighed af både (ægte)mænd, stoffer og andre bedøvende midler.
Hun skrev kontroversielle brevkassesvar, poetiske klummer, slagfærdige noveller og har ladet hele sit skriftlige katalog udfordre og udvide forståelsen af kvindens samfundsmæssige rolle og hendes nuancerede væsen.
Og så skrev hun ’Vilhelms værelse’. Ditlevsens sidst udgivne roman inden sit selvmord i 1976. En delvist selvbiografisk fortælling om ondskab, et ulykkeligt ægteskab, kærlighed, en mørklagt psyke og et helt særligt værelse.
Nu har værelset en ny ejer. Eller Tove har fået sit eget, men de tunge møbler er flyttet med.
Møblerne og forfatteren flyttede faktisk allerede ind i 2016, hvor Folketeatret opførte forestillingen ’Toves værelse’. En iscenesættelse af et fysisk og psykisk voldeligt hjem, menneskeligt forfald og parforholdet mellem Tove Ditlevsen og hendes fjerde og sidste ægtemand, chefredaktør Victor Andreasen.
Baseret på denne forestilling har ’Applaus’- og ’Under sandet’-instruktør Martin Zandvliet skabt en film af samme navn om samme værelse, om samme Tove.
Oplevede du teatersuccesen i 2016 eller til dens repremiere i 2019 – eller nåede du det netop ikke – kan du glæde dig over, at filmversionens bærende roller indtages af Paprika Steen og Lars Brygmann, de selvsamme skuespillere, som portrætterede ægteparret på Folketeatret.
Manuskriptpennen er endnu engang ført af dramatiker Jakob Weis, der evner at sammensmelte det modbydelige med skønhed og humoristisk absurditet. Betragt det som en hyldest og en hilsen til den vesterbroske digter-darling, der netop mestrede denne form for sproglig leg med det kontrastfulde.
Og betragt netop ordet og sproget som filmens – og Toves – drivkraft, liv og hjerte. For der er ikke mange bileksplosioner, røverier eller scenografiskift i dette kammerspil. Til gengæld konstituerer det eksplosive sprog en voldsom virkelighed og en skrigende smerte, når vi besøger den store kunstners lille værelse, der gennem ord udvikler sig til en arena for et sadomasochistisk drama.
Et drama, som har formået at forene sin teaterforgængers afklædte scenerum med filmmediets potentiale, hvor et nærgående kamera kan fange en nervesammentrækning i et falmet ansigt eller i en ensom fod, der lige er blevet stukket af en narkotikasprøjte. Smukt, klaustrofobisk, dybt ubehageligt og suverænt godt.
Men bedst er Tove. Bedst er Paprika Steen.
Den danske skuespiller leverer en kraftpræstation i rollen som den følsomme, forpinte og fuldstændigt udmattede skrivegigant. Man kunne mistænke, at de to har drukket af samme kunstneriske kilde eller slugt de samme vitaminpiller. For præcis som Ditlevsen er Steen indehaver af vagtsomme øjne, en skarp tunge og hvileløse fødder, der lader hovedpersonen bevæge sig sindsplaget rundt i sit indre og ydre fængsel.
Må jeg kalde det en kanalisering af forfatteren? Næ, det ville være en misforstået betragtning og beskrivelse. For der er nok ikke noget, som ville kunne bringe Ditlevsen tilbage til det jordiske liv, hun gentagne gange forsøgte at undslippe – end ikke i en andens krop. Der er ikke tale om kanalisering, men om uovertruffet håndværk.
Som når Paprika Steen med en henslængt cigaret i hånden rammer forfatterens selvtrænede rigsdanske og karikerede stemmeføring, hvor det sidste ord overlegent trækkes ud. Denne kælende behandling af replikkerne sker med den helt rette dosering, hvorfor portrættet aldrig bliver en forkvaklet parodi, men skabt med stor respekt og kunstnerisk integritet.
Selvsamme kunstneriske integritet opretholdes af filmens øvrige skuespillere. Lars Brygmann er grænseløst brutal som den belæste og (magt)liderlige Victor Andreasen. I sammenspillet med Steen gør han det forfærdeligt at være vidne til ægteparrets limboland af foragt, begær og ydmygelser.
Joachim Fjelstrup er fremragende og sympatisk i rollen som en ung Klaus Rifbjerg, der egentlig bare kom til sildefrokost for at diskutere litteratur. Men sammen med Proust og andre store forfattere, som står på værelsets mange bogreoler, bliver han en spillebrik i Toves og Victors forstyrrede relation.
Fjelstrups overbærende Rifbjerg er det eneste raske element på et sygt værelse, hvor skellene mellem litterær begavelse, magt og sex er ulæselige, og hvor fysisk og verbal straf er en grundpille.
Pillen har inficeret filmens undertitel: ’Den man elsker, tugter man’. Der tugtes, mere end der elskes. Men netop som man har diagnosticeret relationen som grusom, aner man konturerer af ømhed. Lige præcis nok ømhed til at blive og ville have mere. Som en altødelæggende og giftig afhængighed.
Side om side med Rifbjerg sidder publikum bedøvet i sædet. Man kan ikke udvandre fra hverken biografen eller værelset. Måske fordi man både væmmes og drages af den perverse kamp mellem Ditlevsen og Andreasen. Måske fordi man ønsker at redde hende. Fra ham og fra hende selv.
Der bor en ung pige i mig og Klaus Rifbjerg, som ikke vil lade Tove Ditlevsen dø. Ikke igen.
Én nekrolog må være nok.
Kort sagt:
’Toves værelse’ er møbleret med menneskeligt forfald, giftige relationer, eksplosive ord, vagtsomme øjne, dygtigt håndværk og fænomenale skuespilpræstationer. Et rammende portræt af den elskede, forhadte og forpinte Tove Ditlevsen.