’Women Talking’: Sitrende suspensefyldt og stjernespækket Oscar-film er endelig kommet til Danmark
I et kønsflydende landskab anno 2023 kan det virke håbløst umoderne og reduktivt at kalde noget for en kvindefilm.
Alligevel er det præcis sådan, jeg bedst kan karakterisere ‘Women Talking’, der blev Oscar-nomineret for Bedste Film sidste år og tilmed vandt for Bedste adapterede manuskript, og nu med al for stor forsinkelse er kommet til Danmark på streamingtjenesterne.
Den anerkendte instruktør Sarah Polleys første film siden dokumentarhovedværket ’Stories We Tell’ fra 2012 bygger på Miriam Toews roman, der handler om netop det, som titlen lover.
Størstedelen af filmen udspiller sig på et høloft, hvor tre generationer af kvinder fra to familier snakker med hinanden. Kvinderne, der tilhører en religiøs koloni, har netop opdaget, at nogle af koloniens mænd har udsat dem for natlige overgreb i årevis. Bedøvelsesmiddel, patriarkalsk magtudøvelse og historier om Satan har holdt kvinderne i mørket.
Nu er de endelig oplyst, og en udvalgt skare må træffe en beslutning på vegne af dem alle. Mens mændene er taget til byen, skal de skynde sig at blive enige: Vil de blive og kæmpe om nye og bedre vilkår eller rejse væk fra de undertrykkende mænd?
Kvinderne er i starten langt fra hinanden. Den bramfri Mariche (Jessie Buckley) ytrer indædt modstand mod at flygte, mens Salome (Claire Foy) melder rent ud, at hun kommer til at dræbe nogen, hvis hun skal blive. Ona (Rooney Mara), der er mere filosofisk og roligt anlagt, overvejer nøje, hvad et liv med eller uden mænd kan betyde for fremtidig kvindelig selvstændighed.
Mens de snakker, fører August (Ben Whishaw) – den eneste mand, der har fået lov til at være til stede – stiltiende referat. I kolonien lærer kvinder hverken at læse eller skrive, så en mand må gøre det for dem. I filmens litterære forlæg (har jeg læst mig frem til) er han også historiens fortæller. En nøglerolle, der i filmen er overladt til en kvinde.
Kvinderne er velformulerede, og dialogen læner sig til tider mere op ad det klassiske teaterrums replikføring end filmmediets realisme. Og det mener jeg i øvrigt ikke som en kritik. Skuespilniveauet er tårnhøjt, og diskussionen er lige så sitrende, som den er respektfuld og kærlig.
En gang imellem opstår velkomne pauser i snakken, hvor koloniens kvindeliv uden for høloftet nuanceres og foldes ud. Vi hører om Nettie/Melvin, der har mistet både lyst til at være kvinde og til at tale efter et overgreb. Tavshedskulturen er gennemgående.
Foruden et enkelt voldeligt angreb fra Salomes hånd er konfrontatorisk vold insisterende fraværende. Nuvel, den viser sig da som Mariches gennembankede ansigt efter et sammenstød med en voldelig ægtemand eller som Onas blå mærker på lårene efter endnu et natligt overgreb. Men slag og stød er, som koloniens mænd, henvist til kulisserne. Suspense bliver opretholdt i den evige frygt for deres genkomst.
Overgrebshistorier kan virke utrolige, men Miriam Toew, bogens forfatter, har ikke grebet sit stof ud af det blå. Inspirationen kommer fra en række overgreb, faciliteret af gasbedøvelse, der blev begået i en koloni i Bolivia i årene 2005-2009. ‘Women Talking’ foregår i USA, men hverken tid eller sted er specificeret. Det ligger derfor lige for at se deres lille opgør som analogi for noget større.
»This is an act of female imagination«, står der ved filmens begyndelse, og det er netop, hvad ‘Women Talking’ er. En refleksion over, hvad der mon kunne ske, hvis maskulin fremdrift, handlekraft og konfrontation ikke satte kursen for de historier, vi fortæller, og det samfund vi skaber.
‘Women Talking’ fremviser et alternativ, hvor kvinder – både foran og bagved kameraet – har ordet.
Kort sagt:
’Women Talking’ er en klog, suspensefyldt, nuanceret og velspillet film om, hvad der sker, når tavse kvinder får ordet.