Da jeg overværede ’Avatar: The Way of Water’-premieren på Aarhus’ eneste IMAX-skærm, var publikumshøjdepunktet slet ikke relateret til James Camerons fænomenale film om blå aliens og deres hvalvenner.
I stedet var det en bag-kulisserne-optagelse fra den kommende ’Mission: Impossible’-film ’Dead Reckoning Part 1’, hvor Tom Cruise kører en motorcykel ud over kanten på en tinde i det idylliske norske fjeldlandskab. Da han lander på jorden hundredvis af meter nede, konstaterer han, at han godt kan holde motorcyklen i frit fald i nogle sekunder mere. Op på hesten igen!
Publikum – jeg selv inklusive – slugte det råt.
Tidens actiontendens er efterhånden blevet en metaøvelse i dumdristigt vovemod, hvor vi biografgængere smider penge efter Hollywoods bedst betalte mænd og kvinder for at se, hvor langt de tør gå i deres forsøg på at imponere.
Alle vil have en tur i sollyset.
Charlize Theron og Tom Hardy drev hinanden til vanvid i den namibiske ørken om bord på en massiv tanker i ’Mad Max: Fury Road’. Keanu Reeves bliver ved med at finde længere og længere europæiske trappesatser at kaste sig ud over i ’John Wick’-serien.
Og så er der altså Tom Cruise, der siden 2011 med ’Mission: Impossible – Ghost Protocol’ har kanaliseret sin nærpsykotiske fanatisme og stålvilje til at begå nogle af filmhistoriens vildeste stunts. Han har hængt på siden af et fragtfly, mens det letter, udført et Halo-udspring samt kravlet op ad siden på Burj Khalifa.
Og vi betaler glædeligt for at opleve strabadserne. Spielberg har sågar udråbt Tom Cruise som Hollywoods redningsmand.
Men når ’Dead Reckoning Part 1’ om lidt vil gå sin uundgåelige sejrsgang i biografsale verden over, bør Cruise ikke blot takke Xenu for sin succes. I stedet bør han se til en anden Hollywood-stjerne under 1,70 meter, som for hundrede år siden begik lignende vanvidsøvelser.
Alt sammen i underholdningens navn.
Vanvidsstuntmanden
Vaudevillekomikeren Buster Keaton, der vitterligt blev født samme år, som filmkameraet blev opfundet, lavede ganske vist fald-på-halen komedier. Men film som ’The General’ og ’Sherlock Jr.’ er nærmere beslægtet med Reeves’ og Cruises svingommer med døden, end de er med ’Dum og Dummere’ eller ’Bridesmaids’.
Selv hvis du ikke har hørt om manden med det urokkelige stenansigt og den nær usårlige lille krop, så kender du givetvis til hans mest bemærkelsesværdige stunts.
Manden, der lige ved og næsten bliver ramt af en husfacade, men i stedet undgår det igennem vindueshullet på øverste etage? Det er fra ’Steamboat Bill, Jr.’ og et stunt, der er blevet gengivet igennem hele filmhistorien. Heriblandt af stuntmagikeren Jackie Chan, som ofte har nævnt Keaton som en stor inspiration.
Hoppet fra ét højhustag til et andet, der går galt, så Buster falder ned, men bliver grebet af et overhæng på vejen ned? Det er fra ’Three Ages’. Og nej, ligesom i ’Mission: Impossible – Fallout’, hvor Cruise brækkede anklen i et spring, var faldet ikke planlagt.
Bagom-historierne fra Buster Keatons film er næsten for utrolige til at tro på. Han blev overdynget med vand fra en vandkran under optagelserne til ’Sherlock Jr.’ og fandt flere år senere ud af, at slaget havde brækket hans nakke, uden at han havde opdaget det.
Og på settet til hans borgerkrigsepos ’The General’ formåede han at ramme en bjælke på størrelse med sig selv, mens han sad for enden af et kørende lokomotiv. Havde han ramt ved siden af, var lokomotivet højst sandsynligvis blevet afsporet.
Under samme film kørte han bevidst et lokomotiv ud over en faldefærdig bro. Keaton nægtede at bruge effekter, og stuntet kostede rundt regnet 40.000 dollars i 1926-penge. I dag ville det svare til at køre et transportfly ind i siden på en hangar.
En visuel punchline
Parallellen imellem Keatons værker og den moderne actiongenre er slående. Som i de gamle klassikere er ’John Wick’ såvel som de nyeste ’M:I’-film konstrueret omkring filmenes store stunts snarere end den overordnede fortælling.
I et interview har instruktør Christopher McQuarrie da også bemærket, at han til ’Dead Reckoning Part 1’ ønskede at ødelægge et tog, ligesom de store mestre som Keaton og David Lean (i ’The Bridge over the River Kwai’) havde gjort det. Og ’John Wick: Chapter 2’ begynder med en projektering af ’Sherlock Jr.’, hvor Buster Keaton sidder på håndtaget af en motorcykel og ligeved-og-næsten bliver ramt af et tog.
Selv den antagoniske tête-a-tête i ’M:I – Fallout’ med muskelmanden Henry Cavill over for minimyen Cruise er som taget fra Brutus/Skipper Skræk-dynamikken i samtlige af Keatons film, hvor han altid ville finde morskab i at spille sig selv op imod en større mand.
Men sammenhængen stikker dybere end blot finurlige hyldester til nogle af 1920’ernes mest anerkendte film. De deler i høj grad filmsprog. Keatons stunts er altid præsenteret som punchlinen på en joke og er altså kommunikeret visuelt, som en standupkomiker ville konstruere en vittighed.
Som YouTube-kanalen ’Every Frame a Painting’ har vist så fint i sit portræt af den gamle vaudeville-mester, så foregår karakterernes handlinger i en Keaton-film altid på en akse med et klart mål for øje og et overraskende udfald.
De samme træk-og-skub-mekanismer ser man i ’John Wick’s actionsekvenser, hvor lejemorderen pludselig bruger en hests hove som et våben eller slår en modstander i struben, så Wick har tid til at lade sin pistol.
Actionscenen i centrum
Det bliver endnu lettere at sætte pris på denne kunstart, hvis vi vender opmærksomheden mod de imitatorer, der på den ene eller anden måde misforstår de dyrt tjente lærepenge, filmskabere som Chad Stahelski (’John Wick’-serien), George Miller (’Mad Max: Fury Road’) eller i sin tid Jackie Chan (’Police Story’) har taget med sig fra Keatons film.
Der er masser af problemer i maskinrummet på Netflix’ vandgrød af en actionserie, ’Extraction’. Den største tjørn i øjet er dog, at Russo-brødrene – vor dags Kong Midas for middelmådighed – så ’John Wick’ og tænkte, at man nok bare skal sætte en stuntperson i instruktørstolen for at opnå succes.
Men Sam Hargraves pivfalske, såkaldte oner-actionsekvenser fortæller ingen historie. De har ingen spændingskurve, men er bare hvid støj på nethinden.
Samtidig har dudebro-instruktører som Guy Ritchie og David Leitch overbevist sig selv om, at punchlinen i disse actionsekvenser ikke bør leveres visuelt, men snarere i form af et ocean af fladpandede oneliners.
Så på den ene side får vi skodfilm som ’Operation Fortune: Ruse de Guerre’, der er fyldt til randen med onkelvittigheder, men drænet for adrenalinsus – og på den anden ’Bullet Train’s memeværdige cameos, aggressivt nihilistiske ultravold og hovedpineinducerende ’Thomas Tog’-fiksering.
Havde det været let at gøre, hvad folk som Jackie Chan, Keanu Reeves og Tom Cruise gør, ville vi næppe sidde med fråde om munden klar til at se, hvor langt McQuarrie og kompagni tør at gå i denne omgang.
Men nøglen til succes for den moderne actionfilm er såmænd simpel nok: Det er film, der formår at bruge actionsekvensen til at fortælle en historie – præcis som Keaton gjorde det for 100 år siden.
Buster Keatons filmografi kan findes på YouTube og Filmstriben.
’Mission: Impossible – Dead Recknoning Part 1’ får biografpremiere 12. juli.