Artiklen indeholder spoilers for ‘The Bear’ sæson 2.
Det bedste #1: Forrygende finaleservering – med bræk og sammenbrud til dessert
Lad os starte med slutningen.
Finaleafsnittet ‘The Bear’ bandt en perfekt stemningsmæt sløjfe på seriens anden sæson og det, den gjorde allerbedst:
Nemlig at føre første sæsons gennemgående feelbad-stemning videre – give årsagerne til restaurantkaoset endnu mere dybde, men samtidig bløde det op med gennemførte feelgood-øjeblikke.
I tiende og sidste afsnit for nu (før vi forhåbentlig får bekræftet en sæson tre) skal det hedengangne Original Beef of Chicagoland-hold genopstå som gourmetkokke på restauranten The Bears åbningsaften med venner og familie ved bordene.
Den hæsblæsende 40 minutter-lange finale spejler forrige sæsons bedste afsnit ‘Review’, hvor alt gik grueligt galt, da restauranten skulle åbne op for to go-bestillinger.
Denne gang er det bare restaurantens omtalte »kaos-menu«, der skal søsættes. Med cirka lige så mange serveringer, som der er ringe i helvede.
Ligesom i første sæsons takeaway-inferno bliver en bippende bestillingsprinter en tikkende bombe over prøveserveringen, der også bevarer lidt af forrige sæsons intense one take-stil.
Men hvor ‘Review’ startede og sluttede med, at alt gik helt ad helvede til, høster vi frugterne af sæson tos brillante karakterstudier i form af adskillige optursøjeblikke. Fætter Richie styrer bestillingerne med nyvundet overskud. Serveringerne er smukke – ikke mindst Marcus’ desserter og Carmys traume-cannoli med parmesanskorpe og mortadella-creme. Selv den omvandrende røvsprække Fak er gået i Barney Stinsons suit up-fodspor.
Før det for god ordens skyld ender rimelig ulykkeligt med, at Sydney kan fejre første skridt mod sit nye liv som Michelin-aspirerende kok med at kaste op i gyden. Foruden Carmy der tilbringer åbningsaftenen spærret inde i køkkenets køleskab med galoperende angst. Nogle ting har ændret sig, men i ‘The Bear’ er madlavning først og fremmest lig med lidelse.
Hvilket bringer os videre til sæsonens mest overlegne afsnit.
Det bedste #2: Gaffeldrøm feat. Taylor Swift og Olivia Colman
Mens de fleste andre lande end Danmark kunne nyde ‘The Bear’ i juni måned, gik især et meme fra seriens anden sæson sejrsgang på internettet.
Et nærbillede af Ebon Moss-Bachrachs modløse ansigtsudtryk med underteksten: *’Love Story by Taylor Swift playing*.
Et af sidste års mest hypede seriehits featuring Taylor Swift? Det var næsten for godt til at være sandt. Men da vi endelig fik syn for sagn, skuffede afsnittet ikke.
I ‘Forks’ skal den ulykkelige fætter Richie finde sit formål ved at pudse gafler på Chicagos fineste Michelin-restaurant. Som sidste udvej efter at have drevet alle i ‘The Bear’ fantastisk til vanvid med sin ubrugelighed i samtlige af seriens afsnit.
Ebon Moss-Bachrachs karakter har været en fanfavorit fra start. Hvis han var et dyr, var han en druknet kattekilling og en hovedløs hane på samme tid. Og hans soloafsnit er forrygende fanservice. For han er ikke ligefrem en karakter, der har gjort sig fortjent til en happy ending.
Men det gør det på en måde endnu bedre at se første sæsons måske nok mest tragiske og uduelige karakter til en mand med et formål. Med Taylor Swift på anlægget. En sand kærlighedshistorie.
Onde tunger vil måske mene, at hans forvandling går lige lovlig stærkt. Fra t-shirt med stavefejl (Original Berf of Chicagoland) til jakkesæt.
Men for alle, der holder af en god »tjuhej hvor det går«-montage, er hans zenagtige ‘Karate Kid’-genfødsel aldeles henrivende. Da han står sin ultimative prøve og klarer sig elegant gennem en helt særlig servering Deep Pan-pizza med basilikum-gele og konverserer fortroligt med Olivia Colman, kan man ikke andet end at klappe i sine små hænder.
Det bedste #3: Stjernespækket flashback-kammerspil
Appetitlige madskud har hele vejen udgjort oaser af skønhed og zen i ‘The Bear’s vedvarende skildring af kokkelivet som én lang krig.
Men i sæsonens mest enestående afsnit, ‘Fishes’, er et julemåltid lige så uappetitligt, som det er overdådigt og omhyggeligt tilberedt.
Selvom det ikke skorter på retter – herunder de titulære syv fiskeserveringer der er en italiensk-amerikansk tradition – indser man side om side med Berzatto-familiens mange (stjernespækkede) julegæster, hvorfor ingen er det mindste sultne.
Vi skal fem år tilbage i tiden, hvor Carmy er hjemme til jul. Udenfor deler de tre søskende en cigaret, mens de prøver at indgå en alliance, der går ud på at holde deres mor fra at gå op i limningen.
Da vi møder mamaen i køkkenet, forstår vi hvorfor. Her er Jamie Lee Curtis suveræn som Donna. Den moderlige martyr, der tilser syv forskellige fiskeretter, nogle kartofler og en tyk sovs i en tiltagende tolvhestes brandert.
Ingen hjælper, eller også er der ingen, som må hjælpe, og hun river hovedet af alle, der gør både det ene og det andet.
Det er smukt og ufatteligt grimt på samme tid. Og netop den moderlige boksekamp sætter hun eminent ord på.
»Jeg gør ting smukke for folk, men ingen gør dem smukke for mig«.
Det smukke måltid, hun knokler for, er fra start forgiftet af alle juleaftenens heftigt giftige dynamikker.
Afsnit seks er både et knusende teaterstykke, psykoanalyse og et kapitel i en nidkært forfattet slægtsroman. Jovist, gæsteoptrædenerne fra alle fra Curtis til Bob Odenkirk til John Mulaney, Jon Bernthal og Sarah Paulson er opsigtsvækkende. Men det er først og fremmest ‘The Bear’s dramatiske gnist, der brænder huset verbalt ned, før moder Donna bogstaveligt bryder dets mure ned med sin bil.
‘Fishes’ er et gennemført vidnesbyrd om, hvorfor mad og madlavning er en traumatisk tvangsaktivitet for Carmy og resten af Berzatto-familiens medlemmer. Og et vendepunkt i sæsonens grundtone, der indtil det sjette afsnit bærer præg af en forvirret, og ikke specielt vellykket, mere klassisk komediestemning med småirriterende romcom-drys.
Det værste #1: Rocksovs i stride strømme
I de første afsnit af ‘The Bear’ sæson 2 var jeg godt i gang med at være skuffet og forvirret over seriens toneskift.
Hvor sæson 1 var intens køkkenlarm, er de første adskillige afsnit af ‘The Bear’ som at være på bilferie med en boomer.
Ikke et ondt ord om soundtrackets mange geniale og velvalgte numre. Musikken fejler ikke noget. Der er bare alt for meget af den. Og lige lovligt mange billeder af Chicago, hvis nogen skulle have glemt, at det er seriens hjemby.
Ved første møde er det, som om ‘The Bear’ har mistet sin coolfaktor lidt og i stedet udbasunerer alt det, der var fedt og underspillet ved den i første omgang.
Når køkkenet er under ombygning og karaktergalleriet spredes for alle vinde, og Carmy er faret forelsket vild ved en køledisk, hvad er ‘The Bear’ så overhovedet for en serie? En mærkelig familiesitcom af en stadionkoncert, hvis man skal tro de første par afsnit.
Det værste #2: Manic Pixie Claire Bear
Apropos det pænt insisterende soundtrack.
Hvis du ikke selv har været forelsket til tonerne af R.E.M.’s dybfølte ‘Strange Currencies’ engang, så har du det nu. I hvert fald ifølge ‘The Bear’ som stopfodrer os med titelsangen til Clair-Bear-forholdet.
Lyden af Carmys ængstelige ungdomsforelskelse, der spiller ved deres første møde og vender tilbage, hver gang han så meget som tænker på hende, føles som et varsel. Om at dette handlingsspor virkelig ikke er ‘The Bear’s mest kreative eller vellykkede påfund.
Deres forelskelse får ikke for lidt på indie-klichéerne, men jeg havde nemmere kunnet fordøje Claires dedikerede anekdoter om, hvordan skoledrengs-Carmy »altid tegnede et eller andet«, hvis hendes karakter havde nået resten af det ellers så helstøbte birollegalleri til sokkeholderne.
Mens Tina bliver udstyret med en kæmpekniv og et dybt rørende karaoke-øjeblik og Ayo Edebiris stræberkok Sidney folder sig ud, ligesom søsteren Sugar får mere dydbe, er Claire tappet fra en tom manic pixie dream girl-tank.
Hendes uvirkelige evne til at gøre alt som ‘pigen der ved alle er forelskede i hende’ er som et surprise-angreb fra 2010’erne. Hvilket bestemt heller ikke er gået glubske TikTok-parodikere næsen forbi. Og jo flere man ser, jo mindre kan man se bort fra sandheden.
Hvordan kunne hun dog huske navnet på den restaurant, han altid har drømt om? Er hun mon et menneske med en hukommelse? Nope.
Det er på grund af Carmy: »Fordi du er The Bear, og jeg kan huske dig«, som hun siger.
Hvis man ikke er forelsket, er man bare irriteret. Også over hendes ligegyldige metervare-anekdoter om at stjæle tyggegummi og være fascineret af sin barndomsvens brækkede arm.
Det værste #3: Fladt postkort fra København
Da de begyndte at tale om Noma og Hart Bageri i første sæson af ‘The Bear’, var det svært ikke at føle en vis national stolthed. Selv hvis man aldrig havde været så meget som i nærheden af Michelin-restauranten eller bageren på Gl. Kongevej med eksorbitante priser på meget små stykker wienerbrød.
Derfor var forventningerne også høje, da det kom frem, at et helt afsnit af seriens anden sæson foregik i København.
Men selvom new nordic-referencerne pludselig vækkes til live, bliver det på en kedeligt turistet måde.
I ‘Honeydew’ bliver bjørneflokkens dessertkok Marcus sendt til vores hovedstad, hvor han bor på en husbåd med en usynlig kat, går forbi Nyhavn i tusmørke og har nogle rimelig formulariske samtaler på tomandshånd med Will Poulter, mens de hakker surdej i stykker.
Han studerer en dansk kanelsnegl, som om man ikke også spiser kanelsnegle i USA, og måber ligefrem med ordene: »Jeg tror, de ruller den«.
Selvom det giver tematisk mening, at ensomheden midt i eventyrbyen får ham til at savne sit Chicago-fællesskab, er det bare stadigvæk lidt undervældende, at størstedelen af afsnittet foregår i en kælder. En kælder hvor Will Poulter holder til. Men stadigvæk en kælder.
‘The Bear’ kan ses på Disney+.