(Teksten indeholder spoilers for ’Barbie’, så læs eventuel først, når du har været en tur i biografen)
KOMMENTAR. Det hele startede med et ribben.
Efter at have sørget for lys, himmel og antiloper skabte Gud manden. Et oprejst væsen i Vor Herres billede, der var bevæbnet med navnet Adam og en ensomhed lige så stor som Ballerup. For Adams ensomheds og fornøjelses skyld formede Gud kvinden Eva ud af hans, ja, ribben.
Men det var en værre historie med hende Eva. Hun slikkede på et æble, ’tvang’ Adam til at gøre det samme, og så fik de pludselig en bevidsthed og en aversion mod nudisme. I paradiset er det udsmidningsgrund, og de blev derfor forvist til et dødeligt liv i slid og smerte, med skedesvamp og licensbetalinger. Ups.
Som plaster på tvangssåret fik manden lov til både at herske over fuglen på himlen, fisken i Kattegat og kvinden på jorden. Det manglede da også bare. The end.
Det er nogenlunde ordlyden af Biblens anden skabelsesberetning og syndefaldsmyte. Det er ikke lige just inspirerende eller pirrende læsning, men teksterne har netop fået fornyet aktualitet gennem Greta Gerwigs ’Barbie’ og den ikoniske, elskede, forhadte og smaltaljede dukke, som filmen omhandler.
Man tænker måske, at Første Mosebog bor langt fra et hotpink Barbie-manus, men de deler faktisk postnummer, hør bare. I Gerwigs film er der en paradisisk Dreamhousey Edens Have og en modsvarende ’syndig’ og dødelig verden, hvortil uperfekte paradisgængere bortvises, hvis de har været i kontakt med dukkeversionen af forbudt frugt: appelsinhud.
Bevidsthedsudvidelse og -tilegnelse er filmens tematiske og plotmæssige omdrejningspunkt, og tanker om liv, død og eksistens driver Barbie ud på en dualistisk coming-of-age-rejse fuld af angst, sorg, smerte, catcalling og glimtvise gudelignende syn af (Barbie)skaberen Ruth Handler. Denne God-is-a-woman-karakter lader slutteligt hovedpersonen transformere sig fra en eviglevende dukke med et usynligt glamsqaud til et dødeligt menneske med underlivsproblemer.
Det lyder ret syndefaldsk, ikke?
Hilsen til Homer
Men én ting er dog helt anderledes – og du ved det sikkert allerede. For modsat bibelfortællingen er det i Barbie-fortællingen kvinden, der badede i de paradisiske plastikkilder og (feministiske) bølger, flere år inden strandentusiasten Ken surfede hen over dem. I dette lyserøde univers kom kvinden altså før manden – det siges ellers at høre til sjældenhederne.
Af den grund kan det næppe være tilfældigt, at den hyldede, hypede og kvindesagsforkæmpende instruktør gennem intertekstuelle referencer forener Barbie og Bibel. Tværtimod. Det virker faktisk som en måde, hvorpå Gerwig lader dukkens egen skabelsesberetning udfordre ribbensteorien om, at kvindens eksistens ikke blot er skabt af manden, men også til manden.
Desværre er den forpulede fremstilling af et natur- eller Gudsgivet kønsmæssigt magtforhold og en maskulin herskermentalitet ikke afgrænset til Første Mosebog. Nej, den afspejles i andre og senere kunst- og kulturproduktioner, samfundsstrukturer, politiske erklæringer og Facebook-tekster.
Gerwigs brug af intertekstualitet som et filmisk, satirisk og patriarkatkritisk greb rækker derfor langt ud over Biblens og Barbies skød.
Stjerneinstruktøren synes nemlig ikke blot at ville male et nuanceret portræt af hovedrolleindehaveren og pege på, at hendes uafhængighed og uendelige karrieremuligheder giver hende et feministisk modstandspotentiale. Hun ønsker også at minde os om, hvilke og hvor mange betydningsfulde og dannende værker, fortællinger og film, der bifalder ligestillingsskævvridning eller lider af (eller under) toksiske maskulinitetsidealer og dermed fortjener et nutidigt kritisk blik – eller hånligt grin.
Vi griner os derfor gennem ’Barbie’s stridsscener, som med badebolde, solparasoller og Ken i en syngende hovedrolle til forveksling ligner en pink plastikversion af Homers litterære sværvægter ’Iliaden’ – du ved, den med Brad Pitt. Et epos, der dybest set handler om, at mænd med (trojanske) heste starter lange krige, fordi deres egoer og storhedsvanvid er blevet beskadiget. Og nårh ja, i dette værk er kvindernes primære funktion at være en umyndiggjort sexslave eller et stemmeløst krigsbytte.
Fra ’Grease’ til Kubrick
Med højt hår, koreograferet dans og bad boy-attitude sendes der ligeledes en hilsen og en kritisk kommentar til den ellers romantiserede ’Grease’ og de populære amerikanske 90’er-highschool-film, hvor den ’kiksede’ pige ’bare’ mangler kontaktlinser, stramme skinnende leggins, en hæslig rygevane og et kompliment fra skolens Danny Zuko-type for slutteligt at modtage kvindens vigtigste mærkat: attraktiv.
Og så har filmen yderligere henvisninger til det til tider forherligede cowboy-liv og Stanley Kubricks kultklassiker ’2001: A Space Odyssey’, hvor mænd har brugt vold til enten at erobre land, liv, den der fisk i Kattegat eller kvinder – sådan som de fik retten til af Gud i en forældet tekst.
Med fare for at en vigtig pointe er misforstået eller druknet i bibelvers, trojanske heste og skedesvamp, tydeliggør jeg den lige her: Det er altså ikke kvindeeksistens, der startede med eller ved et ribben, men ligestillingsproblematikken og talrige fremstillinger af maskulin overlegenhed.
Skal vi derfor anse det som en slags ironi, at Barbie og hendes ualmindeligt smalle talje faktisk mangler to ribben? Har hun og hendes skaber givet det ene til Ken, det andet til hans surfboard og dermed begået samme ligestillingssynd som Adam og Vor Herre?
Kulturel evolution
Det håber jeg ved Gud og Ruth Handler ikke, men det kunne sagtens være tilfældet. I ’Barbie’ sættes der i al fald (fejlagtigt) lighedstegn mellem kvindelig overmagt, mandlig underdanighed og ligestilling. Det er muligvis ikke intentionelt, men på den måde lykkes det Gerwig at påpege, at Barbie – og filmen om hende – ligeledes bidrager til ligestillingsproblematikker, og at den lyserøde figur derfor kræver samme kritiske gennemgang som Første Mosebog og ’Grease’.
Jeg tror nu ikke, at det er matriarki, der er skyld i de manglende ribben, men et sundhedsskadeligt skønhedsideal. Det gør dog ikke situationen bedre. For det er med stort ansvar og etisk forpligtigelse, at man skaber, ligegyldigt om det er film, kønspolitik eller idealer – og ligegyldigt om man hedder Gud, Gerwig, Homer eller Handler.
Fortællinger, værker og dukker kan starte ildebrænde, krige, problematiske skønhedstrends, ligestillingsproblemer og konstituere virkelighed og (u)sandheder – også selvom de blev skrevet eller skabt fire timer og en lycrabefængt rulleskøjtetur f.Kr.
Et stykke kunst eller legetøj må derfor sommetider genopfinde, forny, omforme og udvide sig selv, hvis det skal forblive relevant – kald det bare kulturel e-v-o-l-u-t-i-o-n. Det er en udviklingsproces, Gerwig har formået at igangsætte for Barbie, men som endnu ikke er slut.
Det hele startede med et ribben – måske ender det med, at to i plastik vokser ud.
’Barbie’ kan ses i biograferne.