‘Barbie’: Greta Gerwig gør verdens mest populære dukke til en kompleks kvinde i underholdende sansebombardement
Min søster har altid haft et lidt anstrengt forhold til mig.
Hun siger, at det er fordi, jeg er stædig, upassende, at jeg griner højt og irriterende, og at jeg altid smutter på toilettet, når regningen skal betales. Det er ikke forkert, men det er heller ikke helt sandt.
For jeg ved, at det anstrengte element i virkeligheden handler om, at jeg som 5-årig legede frisør og klippede håret af hendes elskede dyrlæge-Barbie med en rusten tre-i-ener.
Og altså ikke hvilken som helst dag, men dagen inden en supervigtig kongres i vores mors køkken, hvor hendes Barbie skulle kåres som Gugs bedste dyrlæge, modtage Nobels fredspris OG vinde en Grammy for den nykomponerede børneværelsessang ’Pet, pet – I’m a vet’. Min søster kunne nemlig engelsk, og Barbie kunne alt – altså lige undtagen at gro hår og besøge en gynækolog.
Sådan forholdt det sig i 1998s nordjyske Gug, og sådan forholder det sig i 2023s amerikanske Hollywood og i ’Lady Bird’-instruktøren Greta Gerwigs længeventede, hyperhypede og stjernebesatte ’Barbie’.
En overdådig, hot pink, underholdende, feministisk, plastic fantastic-film om stilikonet, drømmekvinden, det uopnåelige skønhedsideal, animationsfiguren og Mattel-dukken Barbie.
Den stereotypiske Barbie (Margot Robbie) lever sit bedste og bekymringsløse liv i Barbieland, der er en slags fusion af en kvindelejr og den paradisiske Edens have (mere om slanger, Første Mosebog og hellig intertekstualitet i en opfølgende og spoilertilladt artikel).
I filmens lyserøde Barbie-univers driver de langbenede og højhælede dukker – og en enkelt i kørestol – en parallel amazone-lignende virkelighed og kvindestyret utopi, hvor samfundets vigtigste poster udelukkende besættes af den forholdsvis diverse gruppe af kvinder.
Men en eksistentiel krise og tanker om døden, livet, flade fodsåler og appelsinhud tvinger Barbie ud af Barbieland og lige fluks til the real world.
Det er en verden, der med sine grå, rå, falliske bygninger og angstdiagnoser til forveksling ligner vores, og som er alt andet end pink og kvindestyret. Barbies pludselige tilstedeværelse i denne maskuline og etagebyggede manege medfører ikke blot en kapitalistisk tagfat og en kønskrig, men indikerer også en bevidsthedstilegnelse og overgangen fra barn til voksen.
Før satte jeg forbindelse mellem Barbieland og kvindelejr, men tilføjede man et Vi Unge-blad og en astmaspray til scenografien, minder denne forjættede verden mest af alt om mit eget og min søsters Barbie-befængte børneværelsesgulv.
Filmens visuelle æstetik er nemlig umådeligt tro mod de faktiske Mattel-produkter, og bevægelsesmulighederne strækker sig lige så langt som barnets fantasi og arm, hvilket tillader flyvende biler, svævende dukker og en længsel mod det tabte. Barbieland er lavet med en gennemført høj produktionsværdi og en særlig nostalgisk nerve, og formår at imitere barndommens indre og ydre legeplads.
Kostumerne, håret, den generelle styling og soundtracket er ligeledes forrygende Barbie-licious og udslagsgivende for en troværdig fortælling om den ikoniske dukke.
Men ingen høj blond hestehale, stribet badedragt eller ’Barbie Girl’-sang kunne fortælle historien fyldestgørende uden Margot Robbies søde, charmerende, underholdende og tilpas stive (altså positurmæssigt) skuespil.
Det er dog nogle af de mindre roller, der for alvor tager ejerskab over Noah Baumbachs (‘Marriage Story’) og Gerwigs dialog og manuskript, og som stjæler scener og grin. Kate McKinnon, Simu Liu og Michael Cera leverer alle virkelig underholdende præstationer, men særligt den afblegede Ryan Gosling er dragende. Trods beskyldningen om at være for gammel til at spille Barbies kæreste og sidekick er han perfekt og skidesjov som den fortvivlede, strandglade, identitets- og kønsorgansforladte Ken.
Det kan i grunden ikke komme bag på nogen, for han påviste i ’Lars and the Real Girl’, at kærlighed til og med dukker er hans ting. Sådan lidt ligesom Quentin Tarantino og fødder.
Og apropos fødder.
Et fokus på Barbiedukkens fastlåste tåspidsposition er gennemgående for både filmes plot og tematik, og er et umådeligt godt billede af, hvordan det kvindelige skønhedsideal ikke blot er skabt af magtfulde pengeglubske industrier, men også at dette ideal hverken tager højde for kvinders velvære eller velfærd.
Gerwig er kendt for en gennemgribende feministisk vision og en fascination af kvindeeksistens, hvorfor sådan en raffineret detalje som foden, og problematikken den indkapsler, er glædeligt forventelig.
Men i ’Barbie’ vil hun næsten for meget.
Filmen er lige på vippen til at ville overfladebehandle alle ligestillingsproblematikker og hverdagssexistiske elementer – og der er mange, skulle jeg lige hilse at sige. Det er synd, for de fortjener en dybdegående gennemgang. Der kan dog være en glimrende pointe i at forsøge at påpege, hvor mange kønspolitiske uretfærdigheder der er, men det bevirker desværre, at filmen kan føles en anelse hurtig – og næsten ligeså glat som Kens skridt.
Ej, det med skridtet er ikke helt rigtigt. For udover at påvise hvor stor betydning og indflydelse den amerikanske dukke har og har haft – hvad end vi taler skønhedsidealer, kapitalisme, professionsdrømme eller søsterrelationer grundet hårhærværk – lykkes filmen med fremstillingen af Barbie som en kompleks kvindefigur.
Det er nemlig ikke kun til mig, at min søster – og alle andres søstre – kan have et anstrengt forhold, men også til Barbie. For er hun skadelig eller frisættende for kvinder?
Greta Gerwig nedfælder ikke dom, men pointerer netop, at ligesom Barbie både kan være sportsvognsejer, filmstjerne, astronaut, præsident, kørestolsbruger, kromosomfejlsbærer og dyrlæge bosat i Gug med en tarvelig frisure, kan hun også både være et produkt af en sexistisk kultur og feminist – sådan som vi fra the real world også kan være det.
Og så peges der yderligere på, at en Barbiefantasi sagtens kan være at gå i flade sandaler og have et helt ’almindeligt’ kvindeligt (under)liv.
Gerwigs film er derfor til alle, der elsker Barbie, Birkenstock og bækkenbund, og som ønsker at hylde livets, menneskets, kvindens kompleksitet og kæmpe for hendes mangefacetterede muligheder. Men vigtigst af alt, er det en film til alle dem, der engang har leget med, elsket, eller (fået) klippet håret af en Barbie.
Mon ikke det også er en film for René Dif. Hvis Aqua-Lene ikke vil med ham i biffen, kan han jo passende tage min søster under armen, og så lover jeg at betale regningen. Jeg skylder vist.
(Popcorn, Birkenstock og feministisk analyseredskab sælges separat.)
Kort sagt:
Uagtet at ’Barbie’ glider lidt for hurtigt og glat over emner, der fortjener dybdegående behandling, er filmen en sansemættet, nuanceret, sjov, tankevækkende, feministisk og pink, pink, pink hyldest og kritik af verdens mest berømte dukke.