’Gangster’: DR-aktuel norsk gangsterkomedie er et forfriskende modstykke til ’Snabba Cash’ og ’Top Boy’
Komedieserien om det norske bandemiljø, ’Gangster’, gav mig nervøse trækninger under højre øje i de allerførste minutter.
Her fremgik det, at serien er »baseret på løgn, myter og legender« og foregår i »norsk bandekriminalitets guldalder«, udtrykt over en lækker Martin Scorsese-inspireret montage med avisoverskrifter om bandernes voldelige episoder udlagt som motivation i miljøet til at trappe konflikter op for at blive lige så kendte som rockstjerner.
Det kan selvfølgelig være fristende at lade sig rive med af det hurtige kriminelle livs farverige karakterer og gyldne stunder på film og serier, men efter de voldsomme bandekonflikter og skyderier i Danmark og Sverige de seneste år, har underholdningen fået en anden besk bismag.
Heldigvis er ’Gangster’ hverken ubegavet underholdning eller glorificerende. Faktisk tager den tykt pis på de bandemedlemmer, den skildrer.
Serien placerer os midt i orkanens øje af norsk bandekriminalitet i 1999, altså den såkaldt guldalder.
Pistoler, stoffer og penge skifter hænder i ét væk i de sociale boligområder i Oslo, hvor den unge Bæbs (Filip Bargee Ramberg) bor med sin mor. Og selvom serien starter med en omvendt ’Goodfellas’ voiceover, hvor han proklamerer aldrig at have været gangster, kommer han farligt tæt på over de to tumultariske uger i hans liv, der er seriens omdrejningspunkt.
Efter at have mistet en stak penge, der tilhørte en af lederne i det nyligt opståede bandemiljø, roder Bæbs og barndomsvennen Even ’Party’ Andrè sig uklar med både den indiske og den pakistanske bande, der duellerer om at være Norges farligste og mest toneangivende.
Sovetrynen Bæbs har ganske rigtigt indtil da ikke været involveret i kriminaliteten, selvom hans gode ven Kelechi (Tobias Haile Furunes) er med i ledelsen af den pakistanske bande.
Men den rapkæftede hustler Party (Herman Flesvig) har holdt sig langt fra dydens smalle sti med fester, røverier og et galoperende stofforbrug, og det er da også ham, der gang på gang får rodet sig selv og Bæbs ud i problemer.
Party er en illoyal og egoistisk lystløgner, som ingen kan lide, men på samme tid er han seriens ubestridte højdepunkt. Komikeren Flesvigs storskrydende hurtigsnakker er sjov, hvert et øjeblik han er på skærmen og leverer gang på gang grinagtige øjeblikke ved at prøve at indynde sig hos de store indere, der hele tiden giver ham tæsk.
Eller når han selvbevidst appellerer til de passive civile borgere i byen, mens han bliver lukket ned i bagagerummet på en bil: »Ring til politiet! Etnisk nordmand bliver kidnappet!«.
I Norge har det vakt debat, at karaktererne gør brug af nedsættende sprog, og der bliver da også hyppigt brugt racediskriminerende udtryk og fornedrende referencer til mentalt handicap, som serieskaber Yosef Wolde-Mariam er bevidst om ikke hører sig til i 2023, men reflekterer sprogbruget i 1999.
De latterlige situationer, der gjorde min nervøsitet til skamme, opstår ofte på bekostning af de kriminelle, der sjældent får lov til at være for seje, og det gør serien til et friskt pust mellem grimy gangsterserier som ’Top Boy’ og ’Snabba Cash’.
Som serien skrider frem, ser livet i bandemiljøet da også mindre og mindre glamourøst ud.
Ingen af karaktererne er til at stole på. Når de har brug for penge, sælger de hurtigt deres bedste venner, og de to hovedkarakterer får så mange mærker og sår i ansigtet, at de ligner »et fucking Picasso«, som Party siger.
Serien vækker effektivt 90’erne til live igen med dumbphones, posede bukser og gurkemejedrikke nok til at gøre enhver smart Nørrebro-type jaloux.
Wolde-Mariam har sagt, at han er gået 20 år tilbage i tiden til danske film som ’De grønne slagtere’ for at finde inspiration til, hvordan humor og kriminalitet kan blandes, da den tradition er stærkere hos os end vores skandinaviske naboer, selvom Anders Thomas Jensens absurd-klamme tendenser ikke er fulgt med over i ’Gangster’.
Bæbs’ har sine sårbare og empativækkende øjeblikke, der udstiller, hvor hårdt han har det. Men da hans situation spidser til, bliver man flere gange afbrudt af hurtige jokes, der trækker hjertet ned fra halsen og lader det tikke afsted med 70 slag i minuttet bag brystet. Det er en skam, at de komiske indslag ender med at punktere den ellers intense finalekonflikt.
Men ellers er det svært at komme uden om, at ’Gangster’ flyver afsted i højt tempo.
Kort sagt:
’Gangster’ giver bandeserien et friskt pust humor, men humoren ender også med at tage luften ud af de intense konflikter.