Spoiler alert: Læs først, når du har set ’Snabba Cash’ sæson 2 for ende.
Han snøfter, trækker vejret febrilsk og skriger desperat, før hans kommende overmand (eller: -kvinde) træder frem fra sit skjul på den frosne jord og med fem-seks resolutte skud sætter en stopper for hans brutale narkoregime.
Og jeg tænker: Har jeg nogensinde set en gangster dø på den måde før?
Han hedder Zaki, spillet af Adam Kais, og er den store joker i ’Snabba Cash’ sæson 2 – nyligt løsladt fra fængslet og fast besluttet på at blive den nye konge af Stockholms narkoland.
Med en blanding af hårdnakket loyalitet over for sine nærmeste og en iskold villighed til at sætte en kugle for panden på enhver, der kommer ham i vejen, er han en frygtindgydende modstander for de gangstere, vi kender fra sæson 1 – Ravy, Nala, Osman & co.
I sin skræmmende indifferens over for menneskeliv er han beslægtet med Marlo fra ’The Wire’, en opkomling, der tager uhørt brutale metoder i brug for at erhverve sig den kriminelle underverdens trone.
Men samtidig er hans tilsyneladende oprigtige kærlighed til kvarterets unge rodfæstet i værdier, der nærmest får ham til at ligne en smilende ridder for social retfærdighed. En fortabt Robin Hood for en generation, der baner deres egne veje, fordi der ikke er andre.
Den underspillede og storladne død
Filmmediet har nærmest siden dets fødsel været fascineret af gangstere og kriminelle. Efter tidlige eksempler blev ’The Public Enemy’ og (den originale) ’Scarface’ i starten af 30’erne succeser, der stadig citeres i dag.
Og lige siden har Hollywood kæmpet med at afbalancere fascinationen med en tydelig afstandstagen fra gangsternes valg og moralkompas. Vi skal forstå og til en vis grad sympatisere med Corleone-familien i ’The Godfather’, men i sidste ende også klart kunne rubricere deres levevej som forkastelig.
Ofte har det resulteret i, at gangsterne nødvendigvis må dø. Og det har de typisk gjort på to måder:
Nøgternt, nøgent og følelseskoldt, tænk John Travoltas død på toilettet i ’Pulp Fiction’, der i filmens fikse konstruktion nærmest finder sted i en parentes.
Eller i en heftig skudduel, hvor gangsteren er rå til det sidste, som De Palma-udgaven af ’Scarface’, hvor Tony Montana i »Say Hello To My Little Friend«-scenen gennemhulles, mens han stadig råber ukvemsord, eller Stringer Bell i ’The Wire’, der får lukket munden for evigt midt i en sætning. »Get on with it then, mother…«.
I begge tilgange – den underspillede og den storladne – er devisen, at vi helst ikke skal føle for meget med den kriminelle, heller ikke i hans undergang. Han valgte selv sin farlige og moralsk anfægtelige levevis – og må nu tage konsekvensen. Don’t try this at home, folks!
Optrevler facaden på en ny måde
Zakis død har en tilsvarende afromantisering. Uanset hvor fandens en karl man har været på gaderne, er det bare sølle at ende som et koldt lig med bly i hele kroppen på en afsides fritidsgrund.
Men hans sidste sekunder var alligevel usædvanlige. Zaki udmærkede sig ved aldrig at hidse sig op. Han indtog sin plads i hierarkiet med en lavmælt naturlighed, der gjorde ham både karismatisk og foruroligende, selvom vi vidste meget lidt om ham. Hans interesse for sine soldater virkede oprigtig, selvom den selvfølgelig også var egennyttig.
Netop derfor var hans skingre desperation med ryggen mod muren så slående. Her blev han pludselig forvandlet til den lille unge knægt, han i virkeligheden var. En stålsat ung fyr, der lod, som om han havde styr på det hele, men i sidste ende var lige så bange som alle andre.
Det var en effektiv måde at optrevle en moderne gangsters facade. Sveriges virkelige bandekonflikter er også præget af en hidtil uset kynisme, ikke ulig den Zaki repræsenterer i serien, men hans død minder os om, at der bor nogle små drenge inde i alle de påtaget seje Tony Montanas, der render rundt.
En stærk påmindelse for alle unge knægte, der drømmer om hurtige penge – og et perfekt eksempel på, at ‘Snabba Cash’ selvbevidst dyrker gangsterskabelonerne, men også formår at overskride dem gang på gang.
’Snabba Cash’ sæson 2 kan ses på Netflix.