(Opdatering: ‘Barbie’ kan nu ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio m.fl.)
Hjemvendt fra en Barbenheimer-logistisk tåbeligt placeret ferie blev det i denne uge endelig min tur til at se Greta Gerwigs ’Barbie’.
Det gik ned i en københavnsk biograf en helt almindelig hverdagsaften. Med mig. Og rundt regnet hundrede kvinder.
Om der gemte sig en mandsfælle i flokken, skal jeg ikke helt kunne afvise. Men jeg så ham ikke.
Og nu er det ikke, fordi ’Barbie’ har behov for et publikumsmæssigt rygstød, for den er med pt. 305.000 solgte billetter godt på vej mod at blive årets topsællert i de danske biografer, ligesom den også stiler mod at blive den mest indtjenende film i 2023 globalt.
Med tanke på, at det i årtier har været en gældende sandhed i biografindustrien, at kvinder gerne går med ind og ser såkaldte mandefilm (der var mange kvinder, da jeg så ’Oppenheimer’ i en fyldt Imperial forleden!), mens mænd ikke kunne drømme om at blive slæbt med til film primært målrettet et kvindeligt publikum, er det også helt ok, at vi nu står med et megahit drevet af et kvindeligt publikum.
Men da jeg forlod salen, blev jeg alligevel, om ikke skuffet, så bare drønærgerlig på vegne af mine kønskolleger, der af forskellige årsager tænker, at Gerwigs lyserøde Barbieworld ikke er noget for dem.
Så lad mig forsøge at afvæbne indvendingerne.
Jeg har aldrig leget med Barbie-dukker. Hvorfor skulle jeg begynde at interessere mig for et stykke legetøj for piger nu?
Man behøver ingen forudindtaget interesse for Mattels pink paradis for at sætte pris på kvaliteten i ’Barbie’, der slet og ret er den mest underholdende og opfindsomme film, der har ramt biograflærredet meget længe. Først og fremmest er den utroligt sjov, båret af et overflødighedshorn af skæve, selvironiske og intelligente iagttagelser.
Der er både de uimodståeligt platte optrin og ordspil, man kender fra 00’er-komedieklassikere som ‘Anchorman’ og ‘Zoolander’, og de spiddende kvikke replikker til den aktuelle populærkultur, som Greta Gerwig mestrer som få andre.
Man kan tilmed også finde den eksistentielt spiddende tragikynisme, som man kender fra Noah Baumbach (’The Squid and the Whale’, ’Marriage Story’), der har skrevet manuskriptet sammen med sin partner Gerwig.
(JA – en mand har været med til at lave filmen, uh!)
Jeg ved godt, hvad det betyder, når I på Soundvenue skriver, at en film kommenterer tidens populærkultur. Det betyder, at det er noget woke pis. PIS, siger jeg.
Ro på, Jordan Peterson. Det er rigtigt, at ’Barbie’ handler om kønsroller og har en feministisk rød tråd, men: Dels er det budskab slet ikke så bastant, som nogen udlægger det som. Dels er den fortælling om Barbies søgen efter det uperfekte og menneskelige, som er historiens kerne, overraskende rørende på et meget alment plan.
Og dels er det hele pakket ind i den ene ekstravagante scene efter den anden, der får filmen til at føles som en kompilation af de bedste ’Saturday Night Live’-sketches ever, elegant udfoldet over to timer, så man sidder med et konstant grin over hele femøren, mens man næsegrus beundrer et setdesign i absolut topklasse.
Med andre ord: Selvom du er træt af kønsdebat, kan du sagtens bare læne dig tilbage med paraderne nede og lade dig underholde af filmens boblende kreativitet.
Anne Sophia Hermansen skriver altså i Weekendavisen, at filmen viser os, at »ligestilling handler om, at mænd skal ned på alle fire«. Og når selv Politikens (kvindelige) opinionsredaktør kalder den »70’er-didaktisk underholdning«, så ved jeg altså godt, hvad PC-klokken er slået.
Det virker, som om de har læst en kronik frem for at se en kulørt komedie skabt til det store lærred. At reducere filmen til en kønspolitisk parole, afslører i hvert fald et temmelig tørvetrillende blik på, hvad film er og kan. Det er lidt som at tage fuldbyrdet afstand fra ’The Godfather’, fordi man synes, den glorificerer gangsterlivet (og der glemmer man jo Coppolas æstetiske sensibilitet!) (du vil forstå joken, når du har set filmen).
Prøv nu at glemme the politics et øjeblik og nyd, hvordan en suverænt dygtig instruktør har lagt en modig og gennemført vision ned over et hyperkommercielt udgangspunkt i en tid, hvor Hollywood er kørt fast i en endeløs superheltedrevet franchiserille.
’Barbie’s nærmeste paralleller er i virkelighed nok ’Toy Story’-filmene og ’The LEGO Movie’ i dens leg med metagreb, det høje tempo, de mange afstikkere og det bankende hjerte bag.
Hmrf. Jeg vil altså helst bare se film, der handler om mænd, som jeg plejer.
Jamen hey: Ryan Goslings Ken er jo filmens anden hovedperson, og man kan sagtens argumentere for, at han er dens største attraktionsværdi. Den underkuede vaskebræts-dude, hvis job er beach, og som evigt angler efter Barbies anerkendelse og gerne vil prøve det der patriarkat af og holde drengeaftener og drikke brewski. Hold kæft hvor er han øm. Og helt utroligt sjov. Og hans ’I’m Just Ken’, som Gosling selv synger, er jo en af årets største popbangers.
Du vil med garanti føle the kenergy. Og filmen udforsker altså også maskulinitet på en ret så opvakt måde.
Udforsker maskulinitet? Når jeg går i biografen, skal en mand være en mand og en bøsse noget, man går på jagt med.
Du er et tabt tilfælde. Gå ind og se ’Fast X’ i stedet.
P.S. #notallmen
Opdatering: Når Bradley Cooper og Jeremy Strong kan, kan du også.