’Viktor mod Verden’: Nicolai Jørgensen er en moderne Tom Hanks i ujævn dansk debut
Viktor (Nicolai Jørgensen) bor med sin bimse mor (Bodil Jørgensen). Sammen lever de en afsondret tilværelse i provinsen.
»Hellere bange end død«, lyder livsreglen i det lille hjem, hvor mor og søn holder omverdenen og dens trusler ude. Imens ser de gammel dansk film på vhs. Viktor sukker henført til den romantiske musical ’Forelsket i København’.
Den filmskoleuddannede debutant Christian Arhoffs ’Viktor mod Verden’ er en ditto romantisk saga om at holde fast på sig selv og de gamle idealer. Genfinde København som den by, den var, da ’Forelsket i København’ i 1960 tog os med på en dybt romantisk tur i Tivolis ballongynger. Vil det lykkes i et København uden sporvogne og et Tivoli plastret til med Fredagsrock og halsbrækkende forlystelser?
Viktor fører indre dialoger med sin far, jazzmusikeren Charlie Leth, og er ferm på saxofonen, ligesom han var. I første scene står Viktor i et drømmesyn på et venue og trakterer publikum musikalsk som i en film af Damien Chazelle. Men er faren faktisk død, som den dominerende mor har fortalt Viktor altid? Hun laver en for plottet belejlig fortalelse.
Så turen går til København, hvor faren i virkelighedens verden er blevet en presset, kuet marketingchef hos et forsikringsfirma, Peter Leth hedder han nu om stunder. Saxofonen er væk, der er bekymringer om bundlinjer og opkøb i stedet på Kalvebod Brygges glasbyggeri, hvor CBS-lingoen huserer.
Her stryger Viktor ind. Trods sin Klods Hans-agtige mangel på kendskab til både forretninger, det moderne liv og reklameverdenen gør han kometkarriere i firmaet. Snart er han firmaets maskot og har gengangere stående i mandshøje papfigurer over alt i det åbne kontormiljø. Hans mors frygtbaserede livsfilosofi bliver modtaget i forsikringsverdenen som en forretningsindsigt, der får dem til at tabe næse og mund.
Det er en larmende utroværdig farce, og som corporate satire farer ’Viktor mod Verden’ nok dårligst. Det er jo egentlig heller ikke, fordi han møder synderlig stor modgang, titlen taget i betragtning. Man kunne fristes til at sige tværtimod.
Er man derimod indstillet på at se filmen som en buket blomster til hovedstaden, kan filmen akkurat stå distancen som en sympatisk bagatel. Er det ikke ens gebet at påpege plothuller, forudsigelighed eller autopilot-skuespil fra Bodil Jørgensen og Nicholas Bro, kan ’Viktor mod Verden’ gå an som en opdatering af ’Forelsket i København’, der havde Henning Moritzen i rollen som forelsket jazzmusiker.
Man bliver også hængende under rulleteksterne for at få den ny version af Bent Fabricius-Bjerres klassiske titelsang med.
Ikke alle gags i filmen virker. Hvorfor Viktors romantiske flamme, (ellers sødt spillet af Anna Bruus Christensen) skal være kronisk uheldig og konstant knække eller vælte ting omkring sig, stod aldrig helt klart for mig. Man genkender også hendes plotfunktion, næsten inden hun overhovedet er trådt ind på scenen.
Der er flere gange i filmen svenske forretningsforbindelser på besøg. Når det kommer til dansker-hadende svenskere, er det svært at gøre ’Riget’ kunsten efter. Det virker nærmest vanvittigt alene at prøve. Mikael Bertelsen spiller hele tre små roller som P-vagt, museumsvagt og tjener, uden at det står helt klart hvorfor.
Nicolai Jørgensen klarer til gengæld fint rollen som en barnevoksen af den type, Tom Hanks eller Robin Williams ville have spillet i en amerikansk film 20-30 år tilbage. Der er flere komiske scener, hvor han fint skildrer et elskeligt menneske uden forståelse for det moderne livs spilleregler. Det er dog lidt mystisk, hvorfor han stadig kan læse engelske ord op korrekt og spille blæret på saxofon, når han aldrig har forladt sin mors hermetisk isolerede og overbeskyttede hjem.
Plottet går med krykker, forudsigeligheden råder. Skruer man tilpas ned for alarmklokker inde i hovedet, er der dog tilpas meget sød musik, til at man kan hygge sig med ’Viktor mod Verden’.
Kort sagt:
Der er plothuller og en understrøm af forudsigelighed over alt i ’Viktor mod Verden’. Vil man affinde sig med små grin og en genoplivning af København-forelskelse i en by, hvor sporvognene er overtaget af metro, Wolt-bude og partybusser, kan filmen dog godtages som en uforpligtende bagatel.