’Ehrengard: Forførelsens kunst’: Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard boltrer sig i dansk Netflix-film
Hovmod skulle efter katolsk udsagn være den værste af alle syv dødsynder. For hos det hovmodige menneske er det selvhævdende ego ikke blot i centrum, men træder i stedet for Gud – og det er langt værre end skattesnyd og øksemord, må du forstå.
Nu er jeg ikke helt velbevandret i Karen Blixens forhold til katolicismens deklareringer, hendes syn på den offentlige statskasse eller sikker på, hvordan hun rangerer dødssynderne. Men også hos den danske forfatter, digter og turbanbærer er hovmod genstand for kritik – og latter.
Det er bedst set i novellen ’Ehrengard’ fra 1963, der nu er grebet, læst og filmatiseret af den litterært begavede Bille August, som tidligere har kastet sig over bogreolen og blandt andet Martin Andersen Nexøs ’Pelle Erobreren’ og Henrik Pontoppidans ’Lykke Per’.
Med kyndig hånd vender den Oscar-vindende instruktør siderne i den prominente Rungstedlund-forfatters posthumt udgivne værk og fører karaktererne gennem en fortælling om kærlighed, magt, trone, begær, en opgave, et væddemål og en såkaldt horeunge.
Men han og hånden fører dem også gennem fortællingen om Cazotte, der kalkuleret mestrer både forførelsens og maleriets kunst. Altså lige indtil han en dag tænker og taler for højt om egne evner – og indtil dagen hvor hans betagelse af hofpigen Ehrengard (det nye talent Alice Bier Zandén) bringer uorden i forførelsens matematik.
Uden uorden formår August at udtrykke sin egen æstetiske betagelse og begejstring for den kvinde, han i sin tidligere film ’Pagten’ har segmenteret som en af de vigtigste og mest gådefulde skikkelser i dansk åndsliv. For med ’Ehrengard’ lykkes han ikke blot med en adaption, men også en hyldestlignende imitation af Blixens kunstneriske hånd, der med kompleksitet, dristighed, iltert temperament, vid og humor har skrevet levende fortællinger omkredsende konflikter som eksistens, identitet, kunst, køn, skrift og kærlighed.
Alt det er nærværende og efterlignet i denne Netflix-eventyrkomedie og dens fiktive land Babenhausen, hvor ironien sejrer – og hvor man uden læsebrille eller talepædagog sagtens kan kalde på Lothar, Podolski, Marbod og Ehrengard, men kløjes i navnet Lisbeth.
Her boltrer Mikkel Boe Følsgaard sig som den besnærende Don Juan-maler Cazotte, der præcis som kunstnere før ham bevæger sig på kanten mellem kreativt geni, selvsmagende fuckboi og gusten belurer. Han spiller så godt, at man næsten ikke bemærker de gange, hvor det gamle og forfinede Babenhauser-sprog falder malplaceret over hans moderne læber.
Det samme gør sig gældende for Sidse Babett Knudsen, der med prust, udråb, gisp og støn indtager rollen som den charmerende storhertuginde, som har hyret Cazotte til at lære sønnike at røre ved en kvindes sjæl og strømpebånd – ikke hendes, bare rolig. Hun er dog selv indehaver af en seksuel frustration, og med et tydeligt savlende savn til en mands hånd under sine store velourkjoler og blondemamelukker stadfæster hun på sjov, berigende og ikke-incestuøs vis, at ’selv’ farmoderlige adelskvinder 50+ er liderlige.
Med fare for at blive anklaget for dårlig timing, majestætsfornærmelse, utilbørlig eller dødsyndig opførelse springer jeg voveligt – men uden udtalt sammenligning – direkte fra den varmblodige storhertuginde videre til H. M. Dronningen. Og altså ikke kun for en kæk bemærkning.
Som filmens scenograf og kostumedesigner er hun nemlig ikke blot skaberen af overdådige fjerhatte og skarpe soldaterantræk, men også hertugindens voluminøse og længselsfulde klæder. Akkompagnement af sart pianomusik, idyllisk landskab, smukke portrætter og bjergtagende alpeglød inviterer Margrethe II publikum ind i et billedskønt univers, hvor libidoen ustoppeligt banker på, og hvor den gode smag og den royale karikatur på bedste vis sammensys. Her vil alt lyde som, dufte af og ligne rosenskud. Særligt Ehrengard.
For titelrollen er som taget ud af Botanisk Have eller et P.S. Krøyer-maleri, og man forstår derfor sagtens Cazottes kunstneriske dragelse. Men som de fleste af Blixens kvindelige karakterer er også denne tættere på en slagfærdig og hurtigløbende valkyrie og heltinde end en stillesiddende og passiv landskabsagtig muse.
Det er nu ellers det, den besidderiske maler gerne vil have: En muse, et frodigt motiv og et uspoleret lærred, som han i et egocentrisk trip kan plukke, erobre og lakere med kindrød farve. Gennem Cazotte videreføres derved en klassisk og kedelig forestilling om, at kvinden ligesom kunsten beskues, skabes og tæmmes af manden. Og gennem Ehrengard ødelægges selvsamme forestilling – heldigvis.
Han fægter med penselstrøg, hun med sværd. Kunstens våben er i dette Blixen’ske univers naturligvis stærkest, men med list sikrer Ehrengard, at penselføreren stikker sig selv i hjertet, og det er derfor hans egen rødmen, der farvelægger det levende maleri.
Vi kunne jo kalde det (kvinde)kløgt eller nemesis?
I Karen Blixens egen poetiske religion er det hovmodige nemlig ikke at tro, at mennesket er større end Gud. Hovmodet findes i overbevisningen om, at manden er større end kunsten – og kvinden.
Kort sagt:
Den billedskønne, eventyrlige, humoristiske og yderst velspillede ’Ehrengard’ er en ode til kunsten, og meget passende skabt ud fra et smukt æstetisk lag-på-lag-princip: Cazotte maler, Blixen skriver, og August filmer. Skønhed, fiktion, virkelighed, hovmod og nemesis er noget, de alle indfanger – eller fanges af.