Mangatiseringen er spilmatiseringens umulige sidestykke.
Men ligesom den uhåndgribelige adaption af spilfortællingen blev grebet og formstøbt af kyndige hænder med ‘Arcane’ og ‘The Last of Us’, er mangatiseringen nu muliggjort af Netflix-serien ‘One Piece’.
Hvilket må benævnes som en Herkules-bedrift set i lyset af originalmaterialets u-oversættelighed.
For ’One-Piece’ er måske den vanskeligste manga, man kunne vælge at bringe til live med hud og hår. Hovedpersonen er lavet af gummi, den indledende skurk kan splitte sin krop i 117 bestanddele, og Eichiro Odas univers funkler i det hele taget af realistisk utilnærmelighed.
Havene myldrer med meterlange søuhyrer, lande skabt på fundamenter af blommeskyer og kampsekvenser udsprunget fra din lokale Faraos Cigarer-indehavers private ridderdrømme: flyvende cirkelspark og glinsende stålæg, der glider gennem luften som spektrale knive. Et åndemagerisk vanvidsorgie. Og flere tillægsord. Det passer til formen.
For ’One Piece’ er alt for meget. Ingen kan konstruere eventyr og tegne i dynamisk perspektiv som Oda! Når man åbnede en One-Piece-manga sprang fortællingen ud i hovedet på dig.
Og så alligevel Den vanskeligste manga er blevet den bedste levende adaption. Selv var jeg ude og plante surkål i forventningens højbed forud for Netflix-serien. Men fem minutter efter landede et klip på YouTube, hvor min yndlingsfigur, kokken Sanji, taler med overkokken Cheff – og det var åbenlyst, at scenen var ramt lige i røven. Det føltes rigtigt.
Der er, bevares, også mange ting i ’One Piece’-serien, der føles forkert. Men holdet bag serien, der lige nu er nummer 1 på IMDb med en score på 8,5 og rangerer som den mest populære serie på Netflix i 86 lande, gør noget, som ingen mangatisering endnu har mestret: Den fanger historiens sjæl.
Så hvordan bryder man en sådan forbandelse. Hvad er det, der gør, at ’One Piece’ fremmaner det umulige? Her er fem forklaringer:
1. Den er lavet med forkærlighed for originalmaterialet
Modsat ‘The Witcher’, hvis penneførere angiveligt nærede en direkte afsmag for det oprindelige univers (muligvis en fanhysterisk overdrivelse, men serien er virkelig dårligt skrevet), er ’One Piece’ undfanget i forkærlighed for sin tilvejebringende ledestjerne.
Showrunneren er en udpræget ’One Piece’-fan, og det viser sig flere steder: Blandt andet er hovedkarakteren Namis første garderobe inspireret af Odas oprindelige artwork for karakteren. Desuden dukker der et utal af fanservice-cameos op – fra den evigt tilstedeværende Pandaman, som Oda yndede at indgravere i baggrunden af mangaen, til flere karakterer, som kun uddybes i Odas mellemliggende fanbrevkasse, hvilket vidner om, at forfatterne har ransaget alt materiale for at skabe et univers med respekt for:
2. Samarbejdet med skaberen
Ligesom med ‘The Last of Us’, der havde Neil Druckmann (skaberen og instruktøren af det oprindelige PlayStation 3-spil) med om bord hele vejen, er ‘One Piece’ lavet i samarbejde med skaberen Eichiro Oda, der er blevet konsulteret forud for hver afvigelse fra den oprindelige historie.
Det betyder, at man ikke har fornemmelsen af, at serien bare er IP-malkning, men faktisk en helstøbt fortælling med en klar vision om at skabe en virkelig god serie, der kan holde mange år endnu. I et par rørende YouTube-klip kan man blandt andet se Inãki Godoy, der spiller Luffy (på dansk hedder han altså Ruffy!) møde den legendariske mangaka og overrække ham den animatroniske øresnegl, som scenekunstnerne har designet specifikt til serien – fuldendt med det anonyme genis specifikke, fysiske kendetegn. God stil.
3. Den tager modige valg
’One Piece’ tager nogle ret modige valg om at vige bort fra den oprindelige historie, hvilket fungerer både godt og dårligt, men generelt er et udtryk for kunstneriske cojones.
Afsnit to, hvor klovnen Buggy befinder sig i et horrorcirkus af tilfangetagne landsbyboere i stedet for på toppen af en nøgen tagterrasse, er et perfekt eksempel på en god afvigelse. At man ikke har medtænkt figuren ’Django’ – en Michael Jackson-lignende piratkaptajn, der har hjerteformede solbriller og gør sin entre ved at hypnotisere tre børn – er nok også meget godt.
En irriterende die hard-fan som mig selv ville selvfølgelig sagtens kunne pointere, at serien også tager sig for mange friheder og er for opsat på at skabe forceret kontinuitet på steder, hvor mangaens oprindelige musikalitet ville flyde bedst i sin uforarbejdede form (for ligesindede fans: mere Bellemere og Don Krieg!). Men ambitionen om at ville modellere uden at bryde ned lover godt for Netflix-seriens fortsatte eksistensberettigelse.
Der er tale om selvsamme mod, der skabte The Last of Us’ bedste og overraskende afsnit, der fraveg fra hovedhistorien for at udforske Bills underfortalte romantiske forhold til overlevelsespartneren Frank. Denne slags valg kan afskrække den originale fanskare, som en IP-malkning forsøger at fastholde, så når en adaption træder ved siden af på den måde, viser det, at man tager oversættelsen alvorligt – fordi man vil noget med sin fortælling.
4. Casting
Som jeg også beskrev i min anmeldelse af ’One Piece’, er det de fem besætningsmedlemmers forrygende præstationer, som trækker triumfen i land, og her må jeg tippe min hat (før jeg æder den) til casting-agenturets tålmodige røntgensyn.
Tiden spiller en rolle. ’One Piece’-serien var længe undervejs og det har tydeligvis lønnet sig at bruge tid på at opstøve de helt rigtige, ukendte skuespillere, der på en gang er dygtige nok til at bære den følelsesmæssige tyngde, der definerer One-Piece-universet og samtidig så relativt uprøvede, at de kan træde ind i rollerne uden at have mejslet sig fast i publikums bevidsthed som andre karakterer.
Og så er der særligt én præstation, som stikker ud:
5. Emily Rudd
Nu lover min indledende fiasko-forventning ikke synderligt vel for mine nostradamiske fremtidsberegninger, men jeg køber og æder en ny hat, hvis Emily Rudd ikke en dag bliver Hollywoods nye seriedarling.
Skuespilleren bag Nami giver fortællingen en helt anden resonans gennem sit eminente spil, og det er vigtigt, fordi netop Nami er kerneelementet af det handlingsforløb, hvor mangaen hæver sig fra at være endnu en tosseglad adventure-historie og bliver en besk mavepuster. Men det virker kun, hvis man tror på den smerte og angst, som Nami har gennemlevet – og det gør man.
I et cast af entusiastiske og velcastede stjernefrø skinner Rudds præstation bare igennem, hvilket er en enorm styrke, når man skal give et menneskeligt ansigt til figurer sammensat af perspektivmættede stregtegninger.
’One Piece’ kan ses på Netflix.