’Prison 77’: Spansk fængselsdrama burde have flyttet sit fokus
Nationale traumer gør sig godt i genrefilm. I hvert fald hvis man spørger den spanske instruktør Alberto Rodríguez, der brød igennem i 2014 med den ’True Detective’-lignende krimithriller ’Marshland’.
Her foregik opklaringen af en række mord i tiden efter Franco-diktaturets fald, og filmen viste det sydlige Spanien splittet mellem nye og gamle strømninger.
Spaniens overgang til demokrati er også omdrejningspunktet for Rodríguez’ nye film ’Prison 77’, der udspiller sig i Barcelonas nu lukkede Modelo-fængsel.
Få måneder efter Francisco Francos død i 1976 bliver den unge mand Manuel (Miguel Herrán) indsat i fængslet. Han indrømmer at have hapset 50.000 pesetas fra sin arbejdsplads, men hans gamle chef mener, der snarere var tale om en million. Det kan give seks til otte års fængsel, forklarer hans beskikkede advokat, som virker temmelig ligeglad.
Manuel har ingen udsigt til rettergang inden for den nærmeste fremtid. Og han må i starten af opholdet undvære både bad og madras, fordi han nægter at bestikke en af de korrupte vagter. Til gengæld får han en masse tæv af dem.
Med både voldsparate betjente og hierarkier blandt de indsatte minder ’Prison 77’ om mange andre hårdkogte fængselsfilm og -serier, inklusive det fremragende drama ’Huset’, som DR viser for tiden. Dog får det historiske aspekt filmen til at skille sig ud.
Uden for fængselsmurene er Spanien i forandring, og det første demokratiske valg finder sted i 1977. Manuel og andre fanger organiserer sig for at råbe omverdenen op: De vil have bedre forhold og måske endda løslades. Deres mere eller mindre retfærdige domme – som desværre ikke berøres nævneværdigt i filmen – hører nemlig det gamle samfund til.
Flere og flere slutter sig til frihedskampen, også Manuels småknotne cellekammerat Pino (Javier Gutiérrez), der er filmens klart mest spændende karakter. Efter evigheder bag tremmer har han opbygget sin egen faste plads i miljøet – med en samling af både sci-fi-romaner og spraglede skjorter (bøgerne kan lejes for 20 pesetas, skjorterne er absolut niks pille). Han havde næsten opgivet nogensinde at komme ud, men udvikler sig efterhånden til en leder af bevægelsen.
Desværre kører deres diplomatiske kamp ikke særlig glat, og her ligger også problemet ved ’Prison 77’ som spændingsfilm.
Konceptuelt giver det mening, at vi, ligesom hovedkarakteren, kun befinder os i fængslet. Betjentene repræsenterer det gamle Spanien, og Manuel repræsenterer fremtiden. Men fordi fangernes fremskridt kun sker ganske langsomt, og fordi vi stort set ikke får lov til at forlade miljøet, bliver oplevelsen ensformig midtvejs gennem den to timer lange film.
Man kan forstå på de avisudklip og tv-udsendelser, som hovedpersonerne holder sig opdateret med, at der sker en masse vigtige ting ude i den virkelige verden. Man savner bare selv at være vidne til det.
Eneste vidne til verden udenfor er den unge kvinde Lucía (Catalina Sopelana), som kommer og besøger Manuel en gang imellem. Hun er skiftevis bekymret og flirtende og bringer ham gaver (inklusive et nøgenfoto), men har ellers ingen særlig rolle i fortællingen.
Når filmen næsten kun består af mænd, er det ærgerligt, at vi ikke lærer den mest fremtrædende kvindekarakter bedre at kende. Samtidig havde det måske gjort ’Prison 77’ mere dynamisk, hvis vi også kunne følge hende før og efter sine fængselsbesøg.
Mod slut stiger tempoet heldigvis. Oprøret går nemlig ikke som planlagt, og nye metoder må tages i brug.
Det betyder så også, at handlingen kører tilbage i vant fængselsfilmterritorium, som er set mange gange før.
Kort sagt:
Det mest interessante ved den spanske fængselsfilm ’Prison 77’ er den dramatiske forandring, som det spanske samfund oplever efter diktator Francos død. Det får vi desværre kun at se i glimt.