I SKYGGEN AF. I 2018 udkom to vidt forskellige film om underholdningsbranchens bagside.
’A Star Is Born’ åbenbarede Lady Gagas skuespiltalent og Bradley Coopers instruktørtæft, den omsatte for millioner af dollars og vandt Oscars for sin først berusende og senere tårepersende indføring i livet i showbiz.
Imens fristede filmens mørke tvilling, Brady Corbets anden spillefilm ’Vox Lux’, en skæbne i skyggerne: Den tjente knapt en tiendedel af sit budget hjem og blev forbigået ved samtlige prisuddelinger. I dag er det næppe en film, mange har ulejliget sig med at se.
En film, hvor en fuldvoksen mand tisser pinagtigt i bukserne for rullende kameraer til en fiktiv Grammy-uddeling, er trods alt lettere at sluge end en film, der starter med et skoleskyderi, inddrager hele to terrorangreb, har en manisk overspillende Natalie Portman i hovedrollen og slutter abrupt med en syntetisk popkoncert, der står som den bitre antitese til Gagas følelsesmæssige mavepuster ’Shallows’.
Jeg har ikke sagt for meget, hvis jeg kalder ’Vox Lux’ en af nyere tids mest trøstesløse film.
Men den fortjener nu alligevel sin tur i rampelyset.
Storladen selvsikkerhed
Filmen er anden ombæring i actor-turned-director Brady Corbets trilogi af kunstnerportrætter, der startede med ’The Childhood of a Leader’ og når sin kulmination med Oscar-kandidaten ’The Brutalist’, der får dansk premiere næste år.
Alle tre er fiktive historiske dramaer, opsat med en både tematisk og formalistisk storladenhed, som nærmest ikke er overgået i nutidig amerikansk film. Hvor mange 32-årige instruktører kan man lige komme i tanke om, der signerer deres anden spillefilm som »et portræt af det 21. århundrede«? Det skulle da lige være Paul Thomas Anderson.
Corbets selvsikkerhed afspejler sig både i hans historier, der ikke lefler for nogen, og i hans hjemsøgende billeder af en fremmedgjort moderne verden, som på en underlig måde gør det tåleligt, endda medrivende, at se på noget, der emmer af ren ondskab.
’Vox Lux’ følger pigen Celestes (Raffey Cassidy) skabelsesberetning over tre kapitler. Fra hun som 13-årig overlever et skoleskyderi i filmens præludium og bearbejder traumet ved at lave musik med sin søster (Stacy Martin), som spreder sig over hele landet og bliver et symbol på nationens sår i overgangen til det nye årtusinde. Til hun som voksen (spillet af Portman) sidder tilbage med stumperne af sit liv efter de valg, hun har truffet.
I kapitlet »genesis« ser vi, hvordan hun i en purung alder bliver indrulleret i showbusiness som en marionetdukke for forretningsfolkene, der markedsfører hende til masserne, udsætter hende for hård træning og indfører hende i voksenlivet med natklubber og stoffer i en alt for ung alder, kun flankeret af sin diabolske manager (Jude Law) og søster som eneste beskyttelse mod den korrumperende omverden.
To år i hendes liv, der selvfølgelig kulminerer med 9/11 og tydeliggør, at Celeste lever i en forbundet, global verden, hvor begivenheder bliver til mediespektakler, der giver genlyd på den anden side af kloden.
Vestens moralske forfald
I næste kapitel »regenesis« er den religiøse og uskyldige pige, vi mødte i starten af film, pist væk. Hun er forvandlet til en fordrukken, skandaliseret og nihilistisk punk-diva (nu inkarneret af Portman), der bærer en uhyggelig fysisk lighed med den skoleskyder, vi møder i filmens anslag.
Hun har skubbet sin søster fra sig og har et mildest talt anstrengt forhold til sin teenagedatter (Raffey Cassidy igen). På et tidspunkt sammenlignes hun med Donald Trump.
Hun har givet køb på alle sine værdier for at give masserne, hvad de gerne vil have: Eskapistisk popmusik, der ikke kræver, at folk tænker for meget. Eller som hun selv siger om sit sjette album med titlen ’Vox Lux’: »Målet var at skabe en oplevelse så nådesløs og afhængighedsskabende som muligt« – et mantra, der på en underlig måde også synes at gælde for Corbets forheksende billeder.
Vi følger hende på dagen for den store koncert i New York, som hun ikke vil kalde et comeback, selvom det tydeligvis er det, og hvor hun skal jonglere familieforpligtelser og sin afhængighed, mens hun giver interviews og forbereder koncerten.
Hvilket kun bliver gjort sværere af, at der samme dag er blevet begået et terrorangreb på et ferieresort i Kroatien af terrorister iført merch fra en af Celestes musikvideoer – angiveligt fordi de ser hende som et symbol på det moralske forfald i Vesten.
Folk vil have lort
Hvor ’A Star Is Born’ fungerer som en opbyggelig fortælling om de ofre, det kræver at forfølge sine drømme, er ’Vox Lux’ en lang deroute uden skyggen af håb (men alligevel med momenter af absurd humor). Man forstår godt, hvorfor folk enten elsker eller hader filmen.
Men under sortsynet formår Corbet alligevel at tegne et skarpt portræt af vores tid: Hvor terrorister, skoleskydere og popstjerner på en måde fødes og holdes i live af de samme mediemekanismer, der lever af spektakler. Som Celeste siger på et tidspunkt: »Hvis folk stopper med at lave overskrifter om os, vil vi stoppe med at eksistere«.
Både terroristen og popstjernen, antyder filmen, fødes af et behov for at give os noget at tro på i meningsløsheden. Men begge lejre er falske profeter, der tager kulturen som gidsel og langsomt devaluerer den.
På den måde bliver filmen også en klar kritik af forbrugerismen, der kvæler kunstneren, fordi folk ikke vil have kunst, men »lort«, der går efter laveste fællesnævner, med Celestes egne ord. Som hun siger, er hendes musikvideoer kun blevet dårligere med årene, men alligevel får de dobbelt så mange visninger.
Corbets pointer er måske ikke så dybsindige, som de kunne have været, men alligevel fascineres man af en ung, overmodig, kompromisløs kunstner, der har fundet en distinkt form til sit sortsyn på kunstens vilkår. Meget af filmoplevelsen består i at lade sig opsluge af de hypnotiserende lange scener, hvor der sker utroligt lidt og utroligt meget på én gang – modsat af ’A Star Is Born’, der i filmens anden halvdel bliver hæmmet af sin stålsat sentimentale dramaturgiske kurve.
Planken ud
’Vox Lux’ er som at se tragedierne udspille sig på nøgtern distance, understreget af Willem Dafoes lakoniske voice-over, der beskriver Celestes udvikling, som var det en historietime – nærmest som blev den berettet fra himlen eller helvede.
Til sidst i filmen sætter Corbet da også alt på et bræt, når voice-overen forkynder, at Celeste indgik en pagt med djævlen for at overleve skoleskyderiet. Hvilket sætter en tidlig replik – »jeg har gjort noget forfærdeligt« – i et nyt helt lys.
En pagt med djævlen, som åbenbart er lig med en pladekontrakt, men som i den tvetydige slutning også manifesterer sig i en slags djævleuddrivende arenakoncert tilsat generiske popsange komponeret af Sia, hvor Celeste finder et øjebliks fred.
Hos Corbet er ondskab og masseunderholdning uløseligt forbundet – og jeg elsker det. Det er en fornøjelse at se en instruktør gå planken ud i periferien af Hollywood på en måde, som Bradley Coopers ’A Star Is Born’ aldrig ville turde nærme sig.
’Vox Lux’ kan ses på Blockbuster og Viaplay.