’Song of the Bandits’: Sydkoreansk Netflix-serie er en underholdende og stilforvirret rodebunke
Med ’Squid Game’, ’All of Us Are Dead’ og ‘The Uncanny Counter’ har Netflix en fin track record for sydkoreanske serier.
Det var derfor med visse forventninger, jeg gik i gang med streamingtjenestens nye skud på stammen, ’Song of the Bandits’. Et periodedrama, der finder sted i 1920’erne, hvor Korea er under japansk besættelse, og bander bekæmper hinanden.
Udover at tage udgangspunkt i landets brutale historie er det tydeligt, at seriens skaber og instruktør, Joon-Hyeok Hwang, har stræbt efter at give ’Song of the Bandits’ et mere moderne udtryk, end man måske forbinder med den historie, han fortæller.
Vi følger den tidligere løjtnant for den japanske hær, Lee Yoon (Kim Nam-gil), der drager til Gando-regionen i Kina, hvor mange koreanere er flygtet til under den brutale besættelse. Yoon flygter dog ikke, men tager frivilligtaf sted for at sone for handlinger, han har begået for den japanske hær. Han vil opsøge og lade sig dræbe af den koreanske frihedskæmper, Choong-soo, som har lidt store tab under Yoons gerninger.
I stedet for døden finder han dog en mening med sit liv. Choong-soo er leder af en lille koreansk landsby, der nærmest dagligt udsættes for vold og overfald, og Choong-soo og Yoon har nu en fælles fjende at bekæmpe. De skyr ingen midler i deres jagt på deres frihed.
Hvis bare serien havde samme målrettethed som de to obsternasige mænd, kunne det have været en sand fornøjelse. Men nej.
Sideløbende med dette plot introduceres vi for Nam Hee-shin (Seohyun), der arbejder undercover for den japanske regeringsgeneral, som skal skaffe midler til opførslen af en jernbane, der skal gøre japanernes besættelse lettere.
De to historier flettes sammen i en rodet affære. Der er for lidt fokus på de ellers interessante karakterer og deres mål. De ellers realistiske og spændende omstændigheder, der leder til adskillige brutale kampe og nådesløse torturscener, bliver skubbet i baggrunden.
I stedet stjæler Hwangs bestræbelser efter at modernisere historien billedet, hvilket resulterer i et hav af scener, hvor der skydes millimeterpræcist med bue og pil, mens krigerne hænger i luften, og hovedpersoner i slowmotion undviger flyvende kugler fra fjendens geværer.
Alt sammen noget, der er en lang tradition for i asiatisk filmkultur og sagtens kan fusioneres med andre genrer, som vi har set i Zhang Yimous ’Hero’ og ’House of Flying Daggers’ og ikke mindst Ang Lees mesterværk ’’Tiger på spring, drage i skjul’.
Samme elegance besidder ’Song of the Bandits’ ikke tilnærmelsesvist, når den forsøger sig både med rå realisme, westerntræk og martial arts. Kombinationen af hurtige klip mellem de to fortællinger og de mange ekstravagante kampscener gør, at man aldrig helt fornemmer, hvad der er på spil for seriens helte.
Det forstærkes af, at hovedpersonerne trods de adskillige kamp- og torturscener ikke bare overlever. De kommer gennem kampene stort set uden skrammer, mens deres fjender myrdes på brutal vis.
’Song of the Bandits’ har fine toner. De billedskønne naturscener og det visuelle udtryk er dragende. Til tider formår den gennem de mange hårdkogte scener at give en fornemmelse af de modbydeligheder, koreanerne blev udsat for.
Moralen springer tydeligt frem. Måske lidt for tydeligt. Gennem grundig og lidt for detaljerig dialog får vi overforklaret karakterernes valg og seriens tematikker som undertrykkelse, modstand og frihed.
Vi hører det – men føler det ikke rigtigt.
Kort sagt:
Det høje tempo og de urealistiske kampscener gør ’Song of the Bandits’ til en serie, der ikke rammer den dybde, den har potentiale til.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.