’Wrestlers’: Netflix’ forførende dokumentar vil med garanti give kontroversiel sport nye fans

’Wrestlers’: Netflix’ forførende dokumentar vil med garanti give kontroversiel sport nye fans
'Wrestlers'. (Foto: Netflix)

Wrestling er en kunstform, der handler om at forføre publikum og få dem til at føle noget, mere end det handler om at få kampene til at se realistiske ud.

Sådan definerer journalisten David Shoemaker den sport, der er omdrejningspunktet for Creg Whiteleys dokumentarserie ’Wrestlers’.

Whiteley har blandt andet stået bag roste sportsserier som ’Cheer’, ’Last Chance U’ og ’Last Chance U: Basketball’, der har det til fælles, at de ikke bare handler om unge, håbefulde atleter. De handler om unge mennesker, der brænder så meget for deres sport, at det nærmest er liv eller død.

Det gælder også de medvirkende i ’Wrestlers’.

Louisville, Kentucky er hjemsted for Ohio Valley Wrestling Gym (OVW), der desværre kun er en skygge af sig selv i forhold til dengang, det var en anerkendt del af USA’s stolte wrestlingtraditioner.

Al Jones i ‘Wrestlers’. (Foto: Netflix)

OVW ledes af den tidligere wrestler, legenden Al Snow, der med stor selvtillid står for oplæringen af de unge talenter. Han stræber efter at bibeholde det, der i hans optik er sportens sjæl, nemlig historiefortælling og karakteropbygning.

Hvad han har i passion, mangler han dog i økonomisk sans. Han er derfor nødsaget til at sælge en stor andel af forbundet til et hold af lokale forretningsmænd. Blandt dem er Matt Jones, der er en af Kentuckys største radiopersonligheder. Han har store planer for organisationens fremtid. Planer, der ikke falder i god jord hos hverken Snow eller de mange passionerede medlemmer.

Sammenstødet mellem passion og penge er med til at gøre ’Wrestlers’ både dragende, spændende og rørende. Serien fremstiller Snow som en mentor, der både i og uden for ringen tager sig af sine talenter og forsøger at opretholde deres lokale fanbase.

Maria James i ‘Wrestlers’. (Foto: Netflix)

Det er tydeligt, at Snow og Jones har samme interesse i at holde forbundet åbent, og deres fælles mål og gensidige respekt gør, at man aldrig vælger side, når de fremtidige ambitioner skal debatteres. Konstant fornemmer man, at der er noget på spil for begge parter.

Udover de to ledere følger serien blandt andre Haley og hendes mor Maria, der begge er wrestlers i organisationen, og hvis relation gør, at ’Wrestlers’ handler om meget mere end blot at holde liv i en gammel forening.

Haley har et anstrengt forhold til sin mor, og i rørende ærlige interviews fortæller de to om deres forhold, deres personlige kampe, og hvorfor wrestling betyder alt for dem.

Det lader til, at det for Haley handler om at flygte fra sig selv og sin fortid, hvor hun som 15-årig blev voldtaget til en fest. Det er tydeligt, at hun kæmper med sine indre dæmoner og ikke ønsker at forholde sig til dem. Så både i ringen og i privatlivet ser hun sig selv som sin wrestlerkarakter Hollyhood Haley J., der bag sine mange skælmske smil og sit hårde ydre kæmper en intens kamp for ikke at krakelere.

Hollywood Haley J. i ‘Wrestlers’. (Foto: Netflix)

Seriens femte og bedste afsnit fokuserer på Haleys forhold til moren. Mens de ærlige interviews når nye højder, følger vi forberedelserne til en kamp mellem de to. En kamp, der formår at fusionere alt det bedste fra dokumentarverdenen med alt det bedste fra wrestlingverdenen.

Gennem hele kampen mellem Haley og hendes mor sidder man på kanten af stolen – man bliver forført og kan i den grad mærke alle deres følelser, mens der bliver klippet mellem kamp, interviews, publikum og Al Snow, der sidder ude bagved og sørger for, at kampen forløber, som den skal.

Selvom det gennem hele serien er interessant at følge de mange medvirkende og deres tilhørsforhold til OVW, når de resterende afsnit desværre ikke samme intensitet og spænding. Det gør ikke nødvendigvis ’Wrestlers’ mindre interessant, da det går godt i spænd med det, sporten handler om, nemlig at fortælle historier. Gennem de første fire afsnit bliver der bygget langsomt op til mor-datter-konfrontationen.

’Wrestlers’ afspejler den sport, den handler om. Den bygger sine karakterer op, fortæller deres historier og lader det hele eskalere i et brag af et finaleafsnit.


Kort sagt:
’Wrestlers’ er en vellykket dokumentarserie, der handler om meget mere end bare en kontroversiel og udskældt sportsgren. Det er passion, kærlighed, venskaber og store følelser.

’Wrestlers’. Serie. Instruktion: Creg Whiteley. Medvirkende: Al Snow, Matt Jones, Hollyhood Haley J., Cash Flo. Spilletid: 7 afsnit af cirka 60 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af