EN CHANCE TIL. Det starter genkendeligt, men ender som et regulært mareridt.
Fem venner drikker øl på et værtshus, mens de smeder planer for deres næste udenlandsrejse. De er for gamle til Amsterdam, og også Belgien får et nej – her rejser ingen frivilligt til, lyder argumentet. Men hvad med en vandretur i Sverige?
På vejen hjem gør et pitstop i en døgnkiosk, hvor to af dem går ind for at købe alkohol. Hvad der følger, er en skrækindjagende scene med utilregnelige butikstyve, et jernrør, frygt, afmagt og en vodkaflaske som point of no return.
Og så klipper filmen til de idylliske svenske fjelde. Kvintetten er nu reduceret til fire mænd. Plus en ordentlig portion sorg og skyldfølelse, særligt hos hovedpersonen Luke (Rafe Spall).
Det er et mesterligt setup til en overraskende og frygtindgydende fortælling. Alligevel blev ‘The Ritual’ mødt med tavshed og lunkne anmeldelser, da den udkom i 2017.
David Bruckners film fik premiere i de britiske biografer. Den er nemlig britisk, selvom den foregår i Sverige, er filmet i Rumænien og er skabt af en amerikansk instruktør. Men skuespillerne taler i det mindste med en tyk britisk dialekt og er glade for pints, pubs og Premiere League.
Den blev intet hit, og da den landede på Netflix, var det uden fanfarer.
Og det selvom den bør anerkendes som en af de mest vellykkede film inden for subgenren kosmisk horror, hvor den fortjener at blive nævnt i samme åndedrag som Netflix-hittet ‘Annihilation’, klassikeren ‘In the Mouth of Madness’ og den violette Nicolas Cage-sci-fi ‘The Colour Out of Space’.
Især sidstnævnte trækker direkte tråde til H.P. Lovecraft, der betegnes som den kosmiske horrors grand old man.
Nichegenren kan kategoriseres ved fortællinger, der dykker ned i det ukendte og det psykologiske, ofte med en overvægt af gamle guder, tentakler og vigtigst af alt væsner så abstrakte og uforståelige, at mennesket ikke kan rumme dem.
Hvilket ’The Ritual’ rammer lige i røven.
Guddommelig grusomhed
De fire venner tager afsted på vandreturen til Sverige for at hylde deres afdøde ven. Her beslutter de at skyde genvej gennem skoven for at forkorte rejsen. Men de er – selvfølgelig – ikke alene.
’The Ritual’ løfter elementer fra ’Texas Chainsaw Massacre’, ’Deliverance’, ’The Wicker Man’ og ’Blair Witch Project’, og alligevel fremstår den unik.
Det skyldes især det mystiske væsen i skoven, der emmer af kosmisk gys.
Vi møder et af de bedste monsterdesigns i nyere tid. En sammensmeltning af en elg og et menneske med hedensk æstetik og guddommelig grusomhed. Lige når man har begrebet monsterets udseende, ændrer det form i bedste lovecraftiansk stil som et uforståeligt ujordisk udyr.
Filmen er (heldigvis) nærig med at vise monstret. Mens de fire venner vandrer i den vidtstrakte, men alligevel klaustrofobiske skov, får man kun sporadiske glimt af væsenet, mens vi med rolige, glidende billeder tages rundt i skoven, og intens atmosfære bygges op.
Frem for letkøbte jumpscares vælger ‘The Ritual’ og andre kosmiske gysere en anden tilgang. ’The Ritual’ er et overbevisende slowburn-gys.
I tone minder den om Ari Asters ’Midsommar’, der udkom to år efter, hvor en foruroligende stemning også hviler over hele filmen, søsat af en brutal start. ’The Ritual’ vækker eksistentiel rædsel ved at pirre til frygten for det, vi ikke forstår.
Døgnkiosken spøger
Luke er plaget af, at han ikke greb ind, da hans kammerat blev slået ihjel. Han er nuanceret med en kompleks motivation, med fejl og mangler. Han er den menneskelige frygt og monsteret hans skyldfølelse.
Døgnkiosken forfølger Luke. Bogstaveligt talt. Blandt andet da han i en surrealistisk scene pludseligt står i kiosken uden vægge midt i skoven, hvor træer, buskads, hylder med dagligvarer og sterilt butikslys mixes, mens monsteret ude i skoven blot kommer nærmere og nærmere.
Efter den langsomme opbygning eksploderer filmen i sidste del. Det har nogle kritiseret den for. Men det er faktisk en fin skildring af Lukes udviklingsrejse. Han konfronterer sin samvittighed og frygt, transformeret fra en kujon til en mand, der tør stå ansigt til ansigt med det ukendte.
’The Ritual’ ender, som den startede: Som et billede på overlevelsens traume og skyld. Og ligesom monsteret i filmen har en hardcore kultfølgeskare, fortjener ’The Ritual’ det samme.
Og tager I ikke mit ord for det, så lad os slutte af med ordene fra monsterfanatikeren Guillermo del Toro og gyservirtuosen Mike Flanagan.
’The Ritual’ kan ses på Netflix.