‘Et svært år’: Duoen bag ’De urørlige’ taber bolden i ny feelgood-komedie
De færreste feel good-komedier starter med en tv-kavalkade af alvorsfulde præsidenttaler.
Sådan har den franske instruktørduo Éric Toledano og Olivier Nakache, som slog godt og grundigt igennem med publikumssuccesen ’De urørlige’ i 2011, imidlertid valgt at begynde ’Et svært år’.
Den nye films åbningsscene viser en række franske statsoverhoveder i omvendt kronologisk rækkefølge – fra Emmanuel Macron i dag og helt tilbage til hans forgængere i 70’erne. I alle videobidderne formulerer præsidenterne nogenlunde det samme: At landet har været gennem »et svært år«, eller at de går et svært år i møde.
Toledano og Nakache viser helt utvetydigt, at de har i sinde at stille skarpt på en trængt fransk nation. Det gjorde instruktørerne også senest i ’De særlige’ fra 2020, hvor Vincent Cassel og Reda Kateb spillede to karismatiske mænd, der forsøger at holde uautoriserede, men livsnødvendige organisationer for autister og udfordrede unge oven vande.
’Et svært år’ følger en lignende formel, men med en noget mindre heltemodig mandeduo i front.
Albert og Bruno (Pio Marmaï og Jonathan Cohen) er begge fanget i afgrundsdyb gæld. Impulskøb og kviklån har smadret deres liv. Albert sover hver nat i Charles de Gaulle-lufthavnen, hvor han arbejder, mens Bruno er nødsaget til at sælge sit hus og går med selvmordstanker.
De to mænd slutter sig til en klimaktivistgruppe, som demonstrerer mod konsumerisme og overforbrug. Til at starte med deltager Albert og Bruno udelukkende i aktivisternes møder på grund af de gratis snacks, men efterhånden tager de også aktivt del i gruppens aktioner.
Særligt Albert synes dog mest at gøre det for at imponere kvinden Kaktus (spillet af Noémie Merlant fra ’Portræt af en kvinde i flammer’), som de begge er rimeligt lune på.
Det romantiske trekantsdrama, som bliver til en firkant, da aktivistkollegaen Quinoa også har et godt øje til Kaktus, er ’Et svært år’s svageste plottråd. Det bruges mest som en undskyldning for at holde klimasporet kørende. Men man hepper aldrig på, at Albert scorer Kaktus, for hele vejen igennem lyver han for hende og lader, som om han er passioneret for klimakampen. Ikke videre sympatisk.
’Et svært år’ bruger Albert og Brunos ugidelighed og løgne som et komisk element gennem det meste af filmen. I starten er det sjovt, når Bruno til et aktivistmøde skuffet konstaterer: »Sidste gang var der pistachienødder og små, lune retter«. Men det bliver trættende i længden – grænsende til tonedøvt.
For hvem i dag har brug for at følge to mænd, der ikke tager klimakrisen seriøst?
Det er langt mere vedkommende, når ’Et svært år’ skildrer hovedpersonernes tæt på umulige kamp for at komme deres kolossale gæld til livs. Her forstummer ironien, og deres sårbarhed træder frem.
Når man skylder penge til alle i sin omgangskreds, tærer det på selv de tætteste relationer. Selvom Albert stadig har et varmt forhold til sin søster, kan hun ikke undgå at være en smule forbeholden med sin kærlighed.
Et andet vellykket aspekt i ’Et svært år’ er selve klimaaktionerne, der i de bedste tilfælde føles som scener fra en heist-film. En sådan aktion, hvor gruppen mødes for at blokere for et storcenters Black Friday-åbning, skyder filmen i gang med et medrivende højt tempo.
Mod slutningen mister filmen imidlertid pusten. Selvom det giver mening på papiret af parre hovedpersonernes overforbrug med klimakampen, gaber ’Et svært år’ i praksis over for mange elementer.
I filmens sidste 20 minutter taber Toledano og Nakache simpelthen bolden, da den til stadighed ligegyldige kærlighedsintrige hopper om bag rattet – og tager filmen i en grinagtigt åndssvag drejning.
Jeg tror på, at instruktørerne reelt set er interesserede i det tidsbillede af samfundet, de indledningsvist forsøger at tegne. Men at forene komik, kærlighed, klimakrise og kviklån har vist sig at være en lovligt stor opgave.
Kort sagt:
Instruktørduoen bag ’De urørlige’ forsøger i ’Et svært år’ at skildre nogle af samfundets største udfordringer gennem en lun komedielinse. Det lykkes ikke helt.