‘Napoleon’: Joaquin Phoenix er dybt uforudsigelig i Ridley Scotts atypiske storfilm
Der er en oplagt parallel mellem Christopher Nolans ’Oppenheimer’ og Ridley Scotts biografaktuelle storfilm ’Napoleon’.
Begge film handler om drevne mænd, der ændrer historiens gang for derefter at blive opslugt af historien og ende med at friste en tilværelse i skyggerne af fordums storhed. Langt fra husket for det, de selv troede, de ville blive husket for.
Filmene vier samtidig en anseelig del af deres spilletid til at skildre mændene bag genialitetens facade – styret af simple drifter og spændt ud mellem deres legendariske professionelle virke og deres mere blakkede privatliv.
Men hvor atombombens fader trods alt var drevet af en kreativ impuls om at udvide videnskabens grænser, skildrer Scott og hovedrolleindehaver Joaquin Phoenix den franske kejser Napoleon Bonaparte som et patetisk, magtliderligt barn på jagt efter storhed for storhedens skyld.
Hans skæbnesvangre stræben efter at sætte sit præg på historien er så altomsluttende, at han under en af sine militærkampagner i Egypten beordrer kanonild mod spidsen af en pyramide. Senere har han et nærmest poetisk øjeblik med skelettet af en Pharao, som han lader grave op, tilsyneladende for at være i nærkontakt med historiens vingesus.
’Napoleon’ er både en typisk og atypisk biografi-film. Som genren foreskriver, følger vi Napoleon, fra han overværer henrettelsen af Marie Antoinette under den franske revolution og frem til hans eksil og død i 1821 efter en række katastrofale strategiske beslutninger.
Men Scotts udvalg og præsentation af scener er alligevel dybt idiosynkratisk. Ovenstående scene med pyramiderne er – som mange andre af filmens historiske detaljer – anfægtet af eksperter. Snarere end historisk korrekthed hviler Scotts signalement af Napoleon på det mytiske, og det omkringliggende filmsprog er impressionistisk, nærmest som var det en Malick-film.
Er man kommet efter en historisk krigsblockbuster á la Scotts ’Gladiator’ og ’Kingdom of Heaven’, vil man muligvis blive skuffet. Der er tre store kampscener i filmen, og der går næsten halvanden time fra den første til den anden.
Til gengæld beviser disse scener endnu engang, at Scott er en bundsolid filmhåndværker, der til fulde mestrer det spektakulære. Særligt slagene ved Toulon og Austerlitz skildres både med minutiøst blik for alle de små detaljer på slagmarken og et imponerende strategisk fugleperspektiv, der får en til at tænke, at Scott nok har mere tilfælles med sin hovedkarakter, end man lige skulle tro.
Filmen er dog på godt og ondt mere interesseret i Napoleons forhold til den adelige Joséphine Beauharnais (Vanessa Kirby), der tryllebinder den dekorererede strateg, så han ikke kan tænke på andet end sex og hendes mange sidespring, som pryder avisforsiderne.
Altid fremragende Joaquin Phoenix portrætterer Napoleon som et forvokset og morsygt pattebarn. Hans klodsede kurskab til Joséphine er dybt komisk, særligt i en scene, hvor hun spreder sine ben og fortæller ham, hvordan han fremover ikke vil kunne tænke på andet, end hvad der gemmer sig mellem dem.
Og hun får ret.
Filmen viser, at selvom Napoleon var verdens største og mest geniale hærfører, var han stadig en simpel og smålig mand, som ikke tøvede med at afblæse en militærkampagne for i stedet at rejse hjem og tøjle sin kone.
Phoenix er forventeligt god i rollen. Han bruger sin dirrende intensitet, når han portrætterer Napoleon på slagmarken. På hjemmefronten skinner hans skrøbelige usikkerhed og maniske uforudsigelighed igennem, når han sender patetiske kærlighedsbreve til Joséphine uden at få svar og laver pattebarnslyde for at tigge om sex.
Filmen virker selvbevidst om de scener, der allerede er blevet meme-foder på sociale medier. Som når Napoleon i et af sine mest megalomane øjeblikke deklarerer, at skæbnen har bragt ham hans lammekotelet. Eller da han senere roser sin tvivlsomme præstation som elsker efter at have taget Joséphine hårdt bagfra i 30 sekunder som et dyr.
En personlig favorit er replikken: »I tror, I er så seje, bare fordi I har både«, som han fornærmet skriger ind i hovedet på en engelsk ambassadør.
Det kan lyde som distraherende fjolleri og kulørt karaktertegning á la ’House of Gucci’ (heldigvis er vi blevet sparet for fransk accent på den engelske tale).
Men under den lidt forvirrede tone gemmer filmen på en fortælling om, hvordan revolutionens idealer hurtigt blev undertvunget af eftertiden, hvor despoter tog magten ved fuldt dagslys og genindførte et system lig det, masserne kort forinden havde bekæmpet, uden at møde modstand.
Historien gentager sig, og det er svært ikke at læse mange nutidige krige ind i filmen. Men Scott kapitaliserer aldrig på denne simple pointe. Han virker lige dele fascineret og bestyrtet over, hvordan en mand kan tro så urokkeligt på sin legendestatus, at han sender tusindvis af mennesker i deres død – samtidig med at han er bundet af dekadente traditioner og alliancer, han som opkomling ikke forstår, så han i sidste ende mister alt, han har kært.
Ligesom Oppenheimer så atombomben som et fysikeksperiment, ser Napoleon krigsførelse som geometri – afskåret fra de menneskeliv, der ofres på den anden side af hans taktiske spil. Da filmens eftertekst forkynder, at tre millioner mennesker mistede livet under Napoleons egocentriske kommando, er man ikke i tvivl om, hvilken pointe den gerne vil fremsætte.
Alle løfterne om at kæmpe for en sag var tomme, alt handlede om Napoleons egen vinding.
Men filmen formår flere gange på mere subtil vis at vise, hvordan verdens skæbne gennem historien kan koges ned til magtbegær og ærekærhed: Da en engelsk snigskytte fanger Napoleon i sit sigtekorn inden et stort slag, får han ordre til ikke at skyde. Selvom det kunne spare tusindvis af liv, vil den engelske hærfører have lov til at bevise sit værd over for Frankrig.
På den måde blotlægger Scott effektivt et destruktivt nulsumsspil, der mest af alt handler om ikke at tabe ansigt.
Kort sagt:
Joaquin Phoenix spiller dybt uforudsigeligt i Ridley Scotts storfilm, der balancerer mellem episk krigsfilm og melodramatisk sæbeopera. Resultatet er en medrivende, men ujævn blockbuster, der er klogere, end den umiddelbart tager sig ud.