’Songs of Earth’: Norges Oscar-kandidat er både storladen og intim
Man finder både livets spørgsmål og svar i den vilde natur, mener hovedpersonen i ’Songs of Earth’.
»Følg mine fodspor i et år. Så vil du forstå«, siger en aldrende far til sin datter i den nye dokumentar, som er Norges Oscar-kandidat til kategorien Bedste internationale film. Og det er netop, hvad Margreth Olin gør.
Den norske instruktør har således filmet sin 84-årige far Jørgen og 75-årige mor Magnhilds liv i det naturskønne Oldedalen gennem et års tid og kapitelinddelt dokumentaren efter årstiderne.
Det er 30 år siden, Olin selv flyttede væk fra Oldedalens lille bygdesamfund, der går mange generationer tilbage – faktisk helt tilbage til 1604, som de ældste tilgængelige dokumenter om familiegården kan spores til.
’Songs of Earth’ er en meditativ hyldest til det gamle ægtepar og den omkringliggende natur, til kærligheden og livets gang.
Olin skildrer dalen og de majestætiske bjerge omkring den i et miks af totalbilleder og close-ups, der gør filmen både storladen og intim. Totalbillederne svæver langt over jorden ved hjælp af en drone, mens nærbillederne stiller helt skarpt på iskrystaller, vanddråber, bobler og dyreliv.
Samtidig klipper instruktøren også til billeder af farens aldrende krop, der bevæger sig støt og roligt gennem den smukke natur. Kameraet fokuserer på de mange hvide hår i mandens øre, den rynkede hud på hænderne, de tydelige blodårer og de lange, spinkle ben.
Det ville være decideret svært at lave grimme billeder på en location som Oldedalen. Og billederne i ’Songs of Earth’ er virkelig smukke, selvom enkelte af droneskuddene godt kan fremstå en kende mekaniske.
Filmens største æstetiske styrke finder man dog i det voluminøse og detaljerige lyddesign, som skruer op for alle de små lyde i naturen, eksempelvis knasen inde fra en isgletsjer og en kollage af biers summen. Det sensoriske lydbillede tager publikum tættere på de naturskabte små kunstværker.
»Da jeg blev født, vendte mine fødder den forkerte vej«, fortæller faren, der måtte gennem en masse operationer som barn, men nu, til trods for sin høje alder, stadig hyppigt går sine lange vandreture.
Hans glæde ved at være til, ved naturens og livets gaver skinner tydeligt igennem. Døden hænger dog også over ’Songs of Earth’.
»Jeg kan ikke … det er for hårdt«, udbryder Magnhild under en gammel folkevise, som hun synger sammen med sin mand. Hun frygter døden. Frygter at miste ham. »Husk de gode tider«, er hans fredfyldte tilgang til emnet.
Flere steder filmer Olin sin far på lang afstand, så man virkelig kan mærke, hvor lille mennesket er i forhold til Moder Jord. Vi lærer også om menneskelivets sårbarhed gennem familiens slægtshistorie, som Jørgen løbende fortæller om i en voiceover, tilsat sorthvide arkivfotos.
Oldendalen har ikke bare været et smukt, men også et farligt sted at bo i. Utallige familiemedlemmer er omkommet under en oversvømmelse, og Jørgen var selv døden nær, da han fik blindtarmsbetændelse i 1946 og måtte bæres i timevis gennem et bistert uvejr til en anden landsbys hospital.
Selv denne dramatiske anekdote bliver, ligesom resten af ’Songs of Earth’ fortalt i et roligt tempo, der får spilletiden til at føles en del længere end sine 90 minutter. Da Jørgen mod slut begynder at fortælle om dengang, Oldedalen fik telefonlinjer, var jeg personligt klar til at få afrundet filmen.
Olin trækker den lidt længere med en epilog, der blandt andet viser store isklumper falde af en smeltende gletsjer. Indtil da har filmen kort berørt klimaforandringernes indvirken på Oldedalen, hvor elven aldrig har været større end nu på grund af smeltevandet.
Klimatematikken er dog mest en eftertanke i ’Songs of Earth’, der, ligesom sine hovedpersoner, synes mest optaget af fortidens lange slægtsbånd, der løber parallelt med den evige og evigt fascinerende natur.
Kort sagt:
Den meditative dokumentarfilm ’Songs of Earth’ hylder naturen, kærligheden og livets gang med smukke billeder og et sensorisk lyddesign.