‘Sound of Freedom’: Amerikansk biografsensation er direkte usmagelig
Hvad har ’Indiana Jones and the Dial of Destiny’, ’Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’, ‘Fast X’ og ‘Transformers: Rise of the Beasts’ til fælles?
Ingen af disse dyre actionbaskere har solgt lige så mange billetter i de amerikanske biografer som (i Hollywood-sammenhæng) lavbudgetsthrilleren ’Sound of Freedom’ – årets store kommercielle overraskelse i USA med et budget på 14,6 millioner dollar og billetindtægter på over 184 millioner.
Hvordan kunne det lade sig gøre?
For det første gjorde ’Sound of Freedom’s indiefilmdistributør Angel Studios brug af en utraditionel pay it forward-strategi. Under rulleteksterne holder filmens hovedrolleindehaver Jim Caviezel en brandtale, hvor han beder publikum om at scanne en QR-kode og betale for et valgfrit antal billetter, som andre mennesker kan indløse ganske gratis – og som tæller med i billetsalget, om de så bliver brugt eller ej.
For det andet er filmen, der fiktionaliserer den tidligere amerikanske efterretningsagent Tim Ballards redningsaktion for at befri børn fra sexslaveri i Mexico, berygtet for at være elsket af den amerikanske højrefløj.
Donald Trump er så begejstret for ’Sound of Freedom’, at han har afholdt en privat visning af filmen. Samtidig har instruktør Alejandro Monteverde følt sig nødsaget til at afslå, at filmens plot har noget som helst at gøre med den kontroversielle QAnon-bevægelse, som tror på en konspirationsteori om, at verdens magtfulde politikere og kendisser er del af en satanistisk, bloddrikkende pædofiliring.
QAnon-koblingen er er også møntet på Jim Caviezel, som selv tror på konspirationsteorien og gladelig spreder den i offentligheden. Dog har Monteverde påpeget, at arbejdet med filmen begyndte tilbage i 2015, to år før QAnon overhovedet eksisterede.
Efter sommerens skærmydsler er ’Sound of Freedom’ nu kommet til de danske biografer. Og jeg kan konstatere, at filmen ikke er god. Dog fremstår den humanistisk snarere end politisk motiveret.
Filmen har meget tykke kristne undertoner. For eksempel udtaler Caviezel sloganet »Guds børn er ikke til salg« – både i rollen som Ballard og som sig selv i den førnævnte video under rulleteksterne.
Denne patostunge slutvideo kan ikke bare forbindes med ’Sound of Freedom’s kommercielle succes, men også sætte en fed streg under den overdramatiske thrillers klart største problem: Den er direkte usmagelig.
I sin nærmest prædikenklingende tale udnævner Caviezel (der sjovt nok spillede Jesus i ’The Passion of the Christ’) ’Sound of Freedom’ til den nye ’Onkel Toms hytte’ – romanen, der er kendt for at ændre amerikanernes syn på slaveriet før borgerkrigen.
»Stafetten er nu givet videre til jer«, siger Caviezel og beder publikum om at købe pay it forward-billetter for at sætte en stopper for børnesexhandel – som om filmens kommercielle succes kan redde de stakkels ofre.
Det er ikke kun Caviezels enetale (distributørens, ikke instruktørens påfund), der giver en dårlig smag i munden.
Det fik jeg for eksempel også, da hovedkarakteren drager til Mexico for at teame op med den meget spøjse sidekarakter Vampiro (Bill Camp) – en gangsterboss, som har gjort det til sin mission at købe og befri børnesexslaver.
På et tidspunkt fortæller Vampiro om den oplevelse, der gav ham sit kald her i livet. En aften var han sammen med en 14-årig sexarbejder, og bagefter fik han så dårlig samvittighed, at han hørte Gud. Nu skulle han gå i modsat retning og hjælpe børnene.
»Når Gud siger, hvad du skal gøre, så gør du det«, fortæller gangsteren med våde øjne, mens strygerne på lydsiden mere end indikerer, at man skal blive rørt og føle sympati for afsenderen af den afskyelige anekdote.
Underlægningsmusikken er et gennemgående problem for ’Sound of Freedom’. For spændingsfilmen er overlæsset med højtidelig korsang og dramatiske strygere, som gør alt for at fremprovokere følelser i publikum. Effekten er lige modsat, især fordi Monteverde og medforfatter Rod Barr har fyldt manuskriptet med klodsede replikker som »It’s a messed up world, man«.
Patosfyldt musik er selvfølgelig ikke forkasteligt i sig selv. Men det bliver den, når den akkompagnerer, hvad der ligner virkelige overvågningsoptagelser af børnekidnapninger.
Selv når vi følger fiktive udgaver af ofrene, svælger filmen i ofrenes ubehag. ’Sound of Freedom’ afholder sig lykkeligvis fra at vise overgrebene direkte, men kameraet hviler meget, meget længe på de grædende børns ansigter før og efter.
’Sound of Freedom’s hovedærinde er jo ifølge filmen selv at få os til at tænke på virkelighedens børn, der bliver udsat for de forfærdelige forbrydelser (ifølge en tekst til slut er USA verdens største marked for handel med børn).
Med en så udtalt forbindelse til virkeligheden – fiktionsfilm eller ej – følger et ansvar for at behandle de traumatiserede ofre og pårørende respektfuldt.
I stedet føles det her nærmest som et nyt, filmisk overgreb på dem.
Kort sagt:
Det sensationelle biografhit ’Sound of Freedom’ hævder at gøre en forskel for børneofre af sexslaveri, men behandler virkelighedens traumer både smag- og respektløst.