‘Synkefri’: Man mærker hjertet bag ujævn dansk film om tragisk drukneulykke
Der gemmer sig en personlig historie – og en stor sorg – bag biografaktuelle ’Synkefri’.
Instruktør Christian Andersens anden spillefilm (efter lowbudget-thrilleren ’Ingen skal sove’) foregår i fiskerbyen Hirtshals i 1981, hvor der fandt en tragisk drukneulykke sted.
I alt ni mænd mistede en aften livet på havet i et stormvejr, da redningsbåden RF2 sejlede ud for at hjælpe en nødstedt fiskekutter, og begge både kæntrede.
Ulykken er nok ikke kendt for de fleste danskere, men den unge, selvlærte instruktør har selv haft den tæt inde på livet. Hans mor mistede nemlig sin daværende mand til bølgerne under forliset.
I ’Synkefri’ mister også den unge teenager Henrik (Sylvester Byder) sin far Rasmus (Anders Brink Madsen) til RF2-forliset. Ikke nok med det, så får faren som redningsbådens kaptajn også offentligt skylden for, at aktionen endte så grueligt galt.
Da Henrik får mistanke om, at RF2 faktisk var dårligt bygget – på trods af, at den skulle være synkefri – sætter han alt ind på at afsløre komplottet. Han vil vise »pikhovederne på tv«, at drukneulykken ikke var hans fars skyld.
’Synkefri’ bruger en god del af spilletiden på dette opklaringsplot, hvor Henrik som temperamentsfuld amatørdetektiv får hjælp af en Vendsyssel Tidende-journalist, som ser en potentiel skandale.
Det er indledningsvis spændende at følge drengens opklaring, med en solidt spillende Sylvester Byder i front. De lokale, halvt fordrukne fiskere er ikke glade for den mulige afsløring. Både fordi de muligvis dækker over noget, men også fordi de frygter, at mere tv-dækning af sagen vil koste havnen arbejdspladser.
Ret hurtigt finder man dog ud af, at sagen egentlig ikke er kompliceret at opklare. Den drejer faktisk bare om én ting: En filmrulle med en optagelse fra de officielle synkeprøver af RF2. Man savner altså de overraskende drejninger, som et godt krimiplot bør indeholde.
Så er ’Synkefri’ bedre, når den beskæftiger sig med de sorgramte, efterladte familier. Her skinner instruktørens personlige tilknytning til projektet også mere igennem. Han synes i hvert fald at have en god forståelse for dysfunktionelle familierelationer efter et stort tab.
Ligesom den gråbrune colour grading lægger sig over filmens velkomponerede billeder, hviler sorgen tungt over hovedpersonerne. Mens Henrik forsøger at holde de svære følelser stangen med sit detektivprojekt, står hans mor Iben, spillet forrygende af Johanne Louise Schmidt, tilbage med ansvaret for både sit arbejde og den lille familie.
Christian Andersen portrætterer fiskermiljøet som et sted, der ikke egner sig synderligt godt til sorgbearbejdning. For de jyske familier taler kun kortfattet om de svære ting og lukker sjældent følelserne ud. Og mændene vover sig kun ud i alvorssnakke, hvis de befinder sig på det lokale værtshus og har en åbnet flaskeøl foran sig på en rødternet dug.
Netop miljøskildringen står stærkt i ’Synkefri’. Og man kan mærke, der er gjort ekstra meget ud af at genskabe 80’er-tidsbilledet troværdigt. Fra første scener strømmer C.V. Jørgensens røst skrattende ud af en bilradio. Senere er vi vidne til en husmors spøjse hjemmesolarie – en dille, som øjensynligt gik over sammen med 80’erne.
Desværre mister filmen pusten mod slut.
Det førnævnte opklaringsplots forventede store afsløring føles i stedet som en ærgerligt flad og langstrakt udtoning. Og den indtil da veltempererede sorgfortælling eskalerer omvendt meget pludseligt til sidst mod en overdramatisk yderlighed. Det virker, som om filmen her forsøger at indsætte et følelsesladet klimaks, der ellers ikke opstod naturligt.
Man kan mærke ambitionerne og hjertet bag ’Synkefri’, så det er ærgerligt, at fortællingen ikke kommer helt i mål.
Kort sagt:
Man mærker instruktørens personlige tilknytning til tragedien i ’Synkefri’, når han beskæftiger sig med sorg og familierelationer. Desværre kommer den ambitiøse film ikke helt i mål, hverken med sin sorgfortælling eller med sit krimiplot.