‘The Last Voyage of the Demeter’: Dracula på en båd – hvordan kan man dog ødelægge dén præmis?
At filmatisere Demeter-massakren fra Bram Stokers ‘Dracula’ er en fantastisk fin idé.
Senest blev præmissen genialt brugt af Steven Moffat i det ene gode afsnit af Netflix’ miniserie ’Dracula’, hvor Claes Bang som nattens prins gav en kongepræstation som den åbenlyse morder, der agerer Sherlock i et mordmysterium om bord på den forbandede båd.
Et monster blandt lægfolk, der er isoleret og fanget samme sted, har lagt grobund for alt mellem himmel og helvede med Ridley Scotts ’Alien’ som kronværket.
Den dna mærker man straks i norske André Øvredals ’The Last Voyage of the Demeter’, hvor en gruppe søfolk bliver myrdet en efter en af den legendariske vampyr, som de transporterer i lasten fra Rumænien til England. De metalliske gange fra rumstationen Nostromo er måske skiftet ud med Demeterens egetræskabiner, men monsteret er lige dødeligt.
Som en askegrå grev Orlok er Dracula designet med et øje for sit ophav som et udyr af natten komplet med sylespidse tænder og lædervinger. Samtidig mister han ikke sin menneskelignende sadisme, når han med et iskoldt smil flår struberne op på sine ofre, der mere og mere desperat prøver at forskanse sig uden noget sted at flygte.
Mandskabet består af et glimrende ensemble af habile skuespillere, heriblandt Liam Cunningham, Corey Hawkins og David Dastmalchian.
Man fristes til at spørge, hvordan et så bundsolidt stykke genreschlock kan spoleres.
Filmen, der burde bære den danske titel ’Dracula på en båd’, var angiveligt offer for en forsinket produktion grundet covid-pandemien. Måske det er grunden til, at filmen fra scene til scene ligner noget, som er filmet af to vidt forskellige filmhold.
Ét øjeblik ligner produktionen en million, som da det ukendte monsters silhuet viser sig på dækket af skibet imellem lynnedslag, eller da en af vampyrens lakajer stikker sit blodige fjæs ind igennem et hul i en dør, som var han Jack Torrance.
Men lige så ofte er blockingen af actionsekvenser helt ude i hampen og klipningen så hovedløst hakkende, at man knap nok fatter, hvad der foregår, før der igen ligger en død matros i resterne af sit eget kranie.
Manuskriptet er samtidig så rodet og utroværdigt, at karaktererne pludselig finder sig isoleret fra de andre uden nogen god grund, når og hvis det er belejligt for historien, så Dracula kan jagte dem.
Iderigdommen virker til at have begyndt og sluttet med Draculas monsterdesign. Karakterarbejdet er over hele linjen til at skyde en hvid pind efter.
Dastmalchian har aldrig været kedeligere, end han er her som bådens stoiske styrmand. Cunningham mumler noget om, at pensionsalderen er lige rundt om hjørnet (en af 15 gange, hvor filmen tvinger foreshadowing ind i fortællingen med et koben). Og hvis man var i tvivl om, hvorvidt Hawkins’ karakter var en akademiker, skal han nok huske dig på det.
Vi er milevidt fra mandskabet fra ’Alien’, hvor selv katten havde en personlighed og et navn. Om bord på Demeteren føles flere af den blot ni mand store besætning vitterligt som statister.
Ikke alle film behøver naturligvis nå højderne fra ’Alien’. Mindre kan gøre det. Men ’Dracula på en båd’ (ja, fandme) er i sidste ende tættere beslægtet med ’Friday the 13th Part 8’ end Scotts klassiker.
Kort sagt:
’The Last Voyage of the Demeter’ leverer det, den lover: Dracula på en båd, der myrder matroser. Men en helt igennem ujævn produktion hæmmer resultatet fra ende til anden.