’Tillsammans 99’: Reunion med svensk mesterværk er morsomt og smerteligt
Kollektivkomedien ’Tillsammans’ fra 2000, om et svensk bofællesskab af hippier og deres børn i 1975, er i min lille røde bog et mesterværk med fantastiske børneskuespillere og en nuanceret skildring af både de ræverøde og borgerdyrene.
Lukas Moodyssons klassiker sluttede med en livsbekræftende fodboldkamp på tværs af generationer og politiske observationer. Det er på ingen måde en film, der viger uden om det svære, men der er en fornemmelse af, at ensomheden kan overvindes.
’Tillsammans 99’ foregår 25 år senere, hvor kollektivet kun består af to, den søde, men konfliktsky Göran (Gustaf Hammarsten) og Klasse (Shanti Roney), der stadig er forelsket i Lasse (Jonas Karlsson).
Formand Mao-plakaten i køkkenet hænger der stadig, men fællesskabet er blevet erstattet med tosomhed af en slags. Göran og Klasse holder fortsat køkkenmøder, også selvom der ikke er grundlag for de store rundbordsdiskussioner. Rekrutteringen til kollektivet går sløjt, i stedet er hovedemnet til mødet, at Göran rengør tallerknerne i for kold vand og med for lidt sulfo.
Historiens tog er kørt, det er 1999. Men selvfølgelig skal så mange som muligt skrabes sammen til et rendezvous. Filmen slipper uden om sin egen grundpræmis, det reducerede kollektiv, ved at Klasse holder en surprise-fødselsdagsfest for Göran. Med en masse af de gamle hoveder til stede i ældre udgaver. Og nogle enkelte gådefulde nye.
Den totalt grænseløse Lena (Anja Lundqvist) brugte kollektivet og den frie livsstil som et påskud for at have mest mulig sex med andre, selvom hun som udgangspunkt delte seng med Göran. Hun har været psykisk syg, efter de kylede hende ud, hun har også en stum datter (Clara Christiansson Drake) med, der gemmer på hemmeligheder.
Lena er stadig mildest talt en mundfuld, men filmen rejser for mig at se det revisionistiske spørgsmål, om det egentlig var på sin plads at smide hende ud på røv og albuer, som det skete i den første film?
Erik (Olle Sari) angrer sin socialistfortid og er næsten faldet i den modsatte grøft. Han kræver et opgør med fortidens romantisering af kommunismen og klandrer Göran for at skrive artikler om pacifisme og Gandhi, som ingen kommer til at læse, mens ingen i kollektivet på noget tidspunkt har taget afstand til eksempelvis styret i Nordkorea.
Signe (Cecilia Frode) og Sigvard (Lars Frode) var i den første film så socialistiske, at Tillsammans-kollektivet var for ideologisk slapt for dem. Der var ikke tilstrækkelig hård kurs over for Pippi Langstrømpe, der med sin glæde ved guldmønter udviste kapitalistiske karaktertræk, og de forlod kollektivet og filmen, da Göran købte et sort-hvid-tv til børnene. Og her kommer en af filmens mere nemme ironier: I ’Tillsammans 99’ er de begge to blevet tv-medarbejdere, den ene laver endda børne-tv.
David Dencik spiller Peter, som møder op med blomster og ost til Göran og kan alles navne – men ingen kan huske, hvem han er. Var hans karakter overhovedet med i den oprindelige film, hvor han må have været et barn? Jeg husker ham heller ikke.
Lukas Mooddysson får svaret til at hænge og blafre i vinden på en interessant måde. Som om der kan være en form for blackout til stede. Mange af de øvrige børn fra den første film har valgt at blive væk i deres voksne inkarnationer, men alligevel bliver generationerne spillet ud mod hinanden, da Lasse tager sin yngre kæreste Mirjam (Julia Heveus) med. Det giver mulighed for både at drøfte intimbarbering, og om det er bedre at være engageret som i 70’erne end at være ironisk som i 90’erne.
Børnene er flygtet langt væk, og ’Tillsammans 99’ har færre søde øjeblikke end den oprindelige film, her er mere bitterhed og borderline-psykose, og ensomheden virker sværere at knuse.
Det vil muligvis ærgre dem, der håber på en lige så opmuntrende film som den gamle. Fortsættelsen er trods gode grin undervejs mere et stykke mørk realisme i stil med Thomas Vinterbergs ’Festen’ og afslutningen af Roy Anderssons gennembrudsfilm ’En kærlighedshistorie’. Man mærker, hvor farligt det kan være at samle sig i festligt lag i en gruppe, der har så meget levet liv imellem sig. Der er så mange gamle konflikter og knuste drømme i rummet.
Instruktøren kalder det selv sin bedste film. Det er nok lige knap og nap. Men det er mærkbart i biografmørket, at han betragter sine dybt fejlbarlige personer med stor kærlighed og omsorg.
’Tillsammans 99’ vil næppe blive nævnt i samme åndedrag som ’Fucking Åmål’, selvom den trods alt er lysår mere tilgængelig end ’Et Hul i Mit Hjerte’ og andet fra Lukas Moodyssons mere nihilistiske periode.
Han får mange gode og interessante scener ud af gensynet, der er skiftevist morsomt og dybt smerteligt.
Kort sagt:
Som kæmpefan af den første film mærker jeg i ’Tillsammans 99’ tidens gang, som var jeg til reunion i min egen gamle klasse. Det er et ærkeskandinavisk komediedrama, jeg dog ikke vil vende tilbage til lige så ofte.