‘Tore’: Svensk Netflix-serie excellerer i bjergtagende præstationer og nuttede øjeblikke
27-årige Tore (William Spetz) bor hos sin far, Bosse (Peter Haber), arbejder i Bosses begravelsesforretning, er guncle til sin bedsteveninde Linns to børn og ønsker sig ikke noget andet liv.
Da hans far dør pludseligt i et trafikuheld, bliver han tvunget til at rykke sig, og i en fast besluttet kamp for ikke at mærke sorgen, kaster han sig ud i en passiv virkelighedsflugt med rigtigt meget arbejde og rigtig meget klub.
Lyder resuméet bekendt?
Den svenske Netflix-serie ’Tore’ låner en del af præmissen fra ’Six Feet Under’, hvorfra karakteren Tore har store ligheder med Michael C. Halls David Fisher. Det er fint at sende et (ikke ret subtilt) kærlighedsbrev til serieverdenens mest legendariske provinsbøsse, når man vil lave et 2023-spin på en lignende karakter.
Og ’Tore’ fjerner sig heldigvis stemnings- og genremæssigt tilstrækkeligt fra Alan Balls mesterværk til, at sammenligningen ikke tynger.
William Spetz er både hovedrolleindehaver og hovedforfatter til ’Tore’. I Danmark vil man måske genkende ham fra en mindre rolle i en anden Stockholmbaseret Netflix-serie, ’Quicksand’, men i Sverige har han trods sin unge alder været et kendt navn i offentligheden, siden han slog igennem på YouTube omkring 2012.
’Tore’ veksler imellem at være medrivende og distancerende.
William Spetz spiller virkelig overbevisende. Han har komisk timing, og serien er bedst, når den kører ren mørk komedie.
Når Tore for eksempel møder alt for tidligt ind på arbejde efter en bytur ude af kontrol og med Hannah Montana-solbriller foran sine forslåede øjne insisterer på ikke at sætte sig ned med sin kollega, fordi han »står helt fint her« i vindueskarmen, overdrevent begejstret over »hvilken stor forskel det gør!« at få pudset vinduet. »Det er værre, end det ser ud til«, kommer han igen og igen til at sige om sit blodige sæbeøje. Den slags sproglige glitches leverer Spetz præcist med udtryksløse øjne og et stort servicesmil.
En anden ret bjergtagende præstation er Carlos Romero Cruz i rollen som stamklubbens in house-drag queen, Shady Meat. I tredje afsnit opfører hun en magisk version af Meredith Brooks’ ’Bitch’ for et utaknemmeligt publikum, der helst vil have den ligegyldige højtalermusik og deres anonymitet tilbage.
Det er ikke første gang, jeg ser en low end-drag queen i rollen som moderne shaman i fortabte karakterers liv, og Cruz bærer stærkt den transformative energi bag banale replikker som »pas på dig selv« og »speak or die!«, der kunføles indsigtsfulde, når dén, der siger det, mener det, og den, der lytter, befinder sig i en åben grænsetilstand mellem ung og voksen, kvinde og mand, levende og død.
Venskabet med den aldrende Heidi (Karin Bertling), som Tore finder et skæbnefællesskab med, da hun også lige har mistet sin nærmeste, lykkes med lidt af det samme. Men ikke alle æg, der bliver lagt i den transformative kurv – og der er mange forskellige æg – udklækker på lige vellykket vis.
’Tore’ falder nemlig også i det, jeg vil kalde ’Trainspotting’-fælden. Hvor den nærmest tvangsmæssigt forklarer scener, der rækker ud over den naturalistiske spillestil og æstetik, med et frimærke på tungen eller deslige.
Når man beskæftiger sig med noget så tungt som sorg, må man selvfølgelig gribe til billedsproget. Men her har vi at gøre med en karakter, der aldrig har drukket, haft sex eller boet alene.
Kunne man forestille sig at lade ham gribe ud efter en anden slags destruktivitet end stoffer – og finde andre veje til et udvidet formsprog? Det er et lidt fejt valg.
Heldigvis får vi en nuttet forelskelse i den nye blomsterbinder, Erik (Hannes Fohlin), og et par søde interaktioner med Linns søn. Og hermed en smule jordforbindelse igen.
Kort sagt:
’Tore’ kører lidt fast i en kedelig flirt med stoffer og RGB-belysning, men brillerer på word salads, solidt skuespil og små, nuttede øjeblikke.