’Uskylden’: Vold og undertrykkelse siver ind i børnenes verden i modig iransk film
Når det kommer til filmkunst, anses Iran som et af verdens fremmeste lande. Den ene iranske film efter den anden bliver hyldet på vestlige festivaler – til trods for, at landets undertrykkende præstestyre gør alt, hvad de kan, for at straffe sine filmskabere, hvis de agerer for systemkritisk.
Stjerneeksemplet på dette fænomen er instruktøren Jafar Panahi, som stadig er produktiv og hyppigt udtages til europæiske filmfestivaler – selvom han i 2010 blev idømt husarrest og et 20-årigt forbud mod at lave film efter systemkritiske udtalelser.
Så langt er den yngre iranske filmskaber Amir Toodehroosta ikke kommet endnu – hverken i forhold til festivalhæder eller afstraffelse. Med sin anden spillefilm, ’Uskylden’, lægger han sig dog i et lignende samfundskritisk spor.
Der er meget på spil i ’Uskylden’. Meget mere end hovedpersonerne selv aner. De er nemlig blot seks år.
Den biografaktuelle film udspiller sig udelukkende inden for murene på en børnehave, hvor drengen Roham stifter bekendtskab med nogle af de typiske udfordringer tidligt i livet. Han er for eksempel forelsket i pigen Rana (faktisk vil han gerne giftes med hende) og bliver drillet af bøllen Azad.
Børnenes dilemmaer støder imidlertid også sammen med langt mere alvorlige problemer fra de voksnes verden. Vold, smerte og ubehag siver i løbet af ’Uskylden’ ind i børnehavens rammer, som langt fra er så trygge, som de burde være.
Dermed trækker filmen tråde til Janafar Panahis læremester Abbas Kiarostamis 70’er-klassiker ’Hvor er min vens hus?’, der ligeledes følger en ung drengs forsøg på at navigere efter de voksnes uretfærdige forventninger og krav.
Irans skoler er ved lov kønsopdelte, men det er børnehaverne ikke. Drenge og piger får således lov til at snuse til hinandens verdner i løbet af ’Uskylden’, inden de i slutningen af filmen bliver splittet op. Det betyder dog langt fra, at kønsrollerne ikke er tydeligt til stede.
»Hvis du rykker på tørklædet, bliver du smidt af scenen«, får en lille pige for eksempel at vide, da børnene har musiktime og skiftes til at optræde for hinanden.
Snart efter måber musiklæreren, da en lille dreng begynder at synge en sang om at ryste sin numse. »Du har brug for en religionskonsulent«, udbryder han forarget til pædagogen på stuen. Snart herefter får børnehaven flittigt besøg af netop sådan en konsulent, der lærer børnene at synge mere passende, religiøse sange og at leve efter de hellige skrifter.
Det iranske præstestyre spiller en aktiv del i udformningen af de små menneskers verdensbillede – og undertrykkelsen af deres nysgerrighed og deres drømme. »Hvad pynter kvinder sig med?«, spørger konsulenten børnene. De foreslår smukke genstande som halskæder og fingerringe. »En hijab«, lyder svaret.
Selvom religionslæren giver mindre plads til fjollerier, er børnene i centrum for fortællingen stadig charmerende og legesyge. Det resulterer i en række komiske øjeblikke, og mange af dem kommer fra Azads særprægede bemærkninger. Den attitudefulde gavtyv forklarer for eksempel, at han vil have tre jobs, når han bliver voksen: astronaut, forsker og bilsælger.
Det helt store spørgsmål i børnehaven er, hvordan man får børn. Religionskonsulenten forklarer, at en gift mand og kvinde beder til Gud – så giver Gud dem et barn. Men børnene er skeptiske over for redegørelsen, og Azad hvisker en anden forklaring i ørene på dem, som vil betale ham med søde sager.
Undervejs aner Roham, at noget er galt. Rana har blå mærker på sine arme, som hun ikke vil vise til de voksne. Bliver hun slået derhjemme?
Vejen til opklaringen af dette er relativt bumlet, for ’Uskylden’ fortæller sin historie i en til tider retningsløs slice of life-dramaturgi, der får scenerne til næsten at føles dokumentariske. Det betyder også, at filmens midte føles lovligt langstrakt og ufokuseret.
Instruktøren formår dog at afrunde ’Uskylden’ på både uhyggelig og spændende vis, da Roham lærer flere og flere lyssky hemmeligheder om de andre børnehavebørn at kende.
Hans opdagelser gør særligt indtryk, fordi vi gennem hele filmen ser virkeligheden fra hans og de andre børns perspektiv. Kameraet er altid placeret i børnehøjde, så de voksnes ansigter først kommer med i billedet, når de sætter sig på hug.
Det radikale og modige stilgreb medfører, at vi konstant følger de kompetente barneskuespilleres ansigtsudtryk, der kommunikerer megen tvivl og forvirring.
For nok ser Roham de samme ting som filmens publikum. Men vi forstår langt bedre, end han gør, hvad der foregår omkring ham.
Kort sagt:
Med både humor og uhyggelig alvor skildrer dramaet ’Uskylden’ det iranske samfund set fra børnehavebørns perspektiv.