Til næste år skal danskerne og svenskerne slå hinanden ihjel på det store lærred, når Claes Bang som Kong Christian 2. blæser til kamp mod »svenske bondeknolde« i ‘Stockholm Bloodbath’.
Vi har tidligere fået en forsmag på den engelsksprogede film om det stockholmske blodbad, der udspillede sig i 1520, men nu er der landet en trailer i fuld længde, hvor man kan smugkigge på nogle af de stort anlagte krigsscener.
‘Stockholm Bloodbath’ udspiller sig omkring det historiske slag, hvor den danske konge tog blodige midler i brug for at erobre den svenske krone fra rigsforstanderen Sten Sture (Adam Pålsson).
En storpolitisk kamp der i filmen lader til også at blive kørt i stilling som en dyst mellem ubegavede mænd på den danske front og hårdtslående kvinder på den svenske.
Udover Kong Claes møder man Jakob Oftebro som ærkebiskop Gustav Trolle, Ulrich Thomsen som Hemming Gadh og Mikkel Boe Følsgaard som håndlangeren Didrick Slagheck. Deres magtovertagelse møder dog modstand i form af svenske adelsdame Kristina Gyllenstierna (Emily Beecham), der var gift med Sture og kom til at lede den svenske modstand.
Danskernes aktion igangsætter også et voldsomt hævnønske hos to unge svenske søstre, spillet af Alba August og Sophie Cookson, hvis familie bliver dræbt af danske krigere. De drager derfor afsted for at de skyldige til ansvar.
Instruktøren bag er svenske Mikael Håfström, der er kendt for manuskriptet til kostskoleklassikeren ‘Ondskab’ og som instruktør på ‘Leva livet’ med en ung Fares Fares. Håfstrøm har efterfølgende gjort karriere i Hollywood, hvor han har instrueret actionfilmen Netflix-filmen ‘Outside The Wire’ og afsnit af ‘Bloodline’.
‘Stockholm Bloodbath’ får premiere 18. januar.