OP- OG NEDTURE. Nina Rask er sjov.
Det har hun for længst cementeret via sit satiriske samarbejde med Lasse Dein, med komedieserien ‘Too Sune’ om en falleret stand-up-komiker i et mandsdomineret comedy-miljø og med en nominering som Årets Talent ved Zulu Comedy Galla sidste år.
Hun er også en lovende ung skuespiller, har hun efterhånden bevist med roller i blandt andet tv-serierne ‘Sex’ og senest ‘Carmen Curlers’ og teaterforestillingen ‘Grubleren’ af Anna Juul.
Og så er hun en af sin generations vigtigste nonbinære stemmer som en queerperson, der selv har gennemgået en topoperation og poseret med bar brystkasse på forsiden af Eurowoman.
Senere på måneden er Rask aktuel i en større birolle i Ole Bornedals genoplivning af sit 90’er-gyserhit, når ‘Nattevagten – dæmoner går i arv’ har premiere. Og for tiden er hun aktuel med sit første soloshow, ‘Nina er sjov’ på Det Kongelige Teater.
‘Nina er sjov’er et stykke ny dansk dramatik om kærlighed, skam, had, toksisk maskulinitet og fremtidsdrømme og -scenarier – på godt og ondt. Forestillingen er en monolog, hvor Nina Rask tager stand-up genren under satirisk behandling og vender den klassiske stand-ups konventioner på hovedet. Marie Bjørn har skabt teksten i samarbejde med Rask og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen.
Træt af at blive ydmyget
I showet optræder Nina Rask som en fiktionaliseret udgave af sig selv. Hun kalder showet »et hjertebarn«, fordi det handler om nogle af de komplekser, som er aktuelle i hendes eget liv og spejler, hvor hun selv er i sin proces.
»Karakteren Nina står et sted, hvor hun på den ene side har stort behov for at nedgøre the classic masculine funny guy, som hun har alle mulige både følelsesmæssige, personlige, politiske og teoretiske grunde til at være virkelig træt af. Hun er træt af altid at være blevet ydmyget, undermineret og undertrykt af den type, og samtidig vil hun på den anden side rigtigt gerne være ham«, fortæller Rask, da vi fanger hende på telefonen kort inden premieren.
»Det er en splittelse, som afføder en masse selvhad, men også en masse vrede mod de mænd og kvinder, som hun føler er skyld i at have placeret den splittelse i hende. Og det er da klart noget, jeg kan genkende fra mine egne levede erfaringer med maskulinitet«, siger hun, med et lille grin i stemmen, før vi dykker ned i Soundvenues interviewformat om livets eksistentielle og/eller professionelle op- og nedture.
Hvilken dag var den vigtigste dag i din karriere?
»Der har været flere vigtige dage, men hvis jeg skal komme med nogle bud, har det været den dag, jeg var til casting på min første kortfilm ‘Emmafilmemma’ (af instruktør Kristian Sejrbo Lidegaard, red.) og følte, at jeg ramte noget meget naturligt, hvor jeg kom i kontakt med noget, som var sådan: Fuck mand, der er noget her«.
»Jeg blev så også valgt til rollen, og det var jo ikke et gennembrud at være med i den kortfilm, men det var ligesom et afsæt for mig, fordi jeg fik en meget lille tå inden for den verden og fik lov til at prøve det. Jeg spillede en virkelig hardcore ung pige, som lavede noget happy slapping. Det var ret syret. Den energi havde jeg åbenbart slet ikke noget problem med at tappe ind i. Det var bare en fed oplevelse, hvor jeg fik følelsen af: Det kunne jeg godt gøre mange gange, det her«.
»Det var også en mega vigtig dag, da jeg kom ind på DR Talentholdet. Det har måske ikke været starten på min skuespilkarriere, men på mange af de andre ting, som jeg har lavet«.
Blæret og kontroversielt
Hvad har skuffet dig mest i din karriere?
»Jeg føler nogle gange, at der kan være en tendens til, at mange, som laver tv, podcast, film og alt muligt, kan have et hyperfokus på det der med, at vi skal have alle med. Alle skal kunne forstå det, og det kan godt gå lidt ud over produktet. Det er ærgerligt, at man ikke har mere tillid til, at folk også kan finde ting interessante, selvom de måske ikke direkte kan relatere til det selv«.
»Jeg synes nogle gange, at man underminerer publikum lidt, hvilket afholder folk fra at tage nogle chancer. Samtidig har jeg selvfølgelig heller aldrig været den, som har siddet på pengene og skullet sørge for, at alt gik i nul, så det er nok også nemt at brokke sig over som kunstner«.
Hvilken situation i dit liv har krævet størst mod?
»Da jeg lavede forsiden på Eurowoman, tænkte jeg egentlig ikke over, at det var vildt, men bagefter fik jeg en del reaktioner, som var sådan: Hold da op, tænk at stille sig op i sådan et kommercielt og bredt blad. Der følte jeg helt klart bagefter: ’Gud, det var måske ret modigt’. Det var bare et billede af mig i bar overkrop, som stod og friserede mit hår«.
»Jeg tror, det var kombinationen af at vise en topoperation på et så kommercielt blad. Jeg vidste godt, at det var en blæret ting, men jeg tænkte ikke over, at det skulle være kontroversielt. Jeg forstår det godt, men det synes jeg jo ikke, at det burde være. Synligheden af transkroppe er jo ret begrænset i det offentlige rum. Desværre er transpersoner og transkroppe stadig oppe til debat på en meget objektiverende måde, så hver gang man synliggør transpersoner og transkroppe, kan det give anledning til en masse holdninger og sure opstød, fordi transpersoner stadig i dag er noget, nogen enten er for eller imod«.
Intens førstegangsjitter
Hvad er din største fortrydelse?
»Når jeg har lavet noget presse og medvirket i interviews, har jeg nogle gange haft svært ved at finde skillelinjen mellem, hvad der er min historie, og hvad der er andres historie. Det kan være svært ikke at komme til at inddrage andre folk, når man skal fortælle om sit liv og sine følelser. Nogle gange har jeg udtalt mig om nogle ting, hvor dem, jeg har udtalt mig om, har været sådan: ‘Hey, not cool. Spørg mig lige om lov, før du fortæller noget om mig’. Det har på ingen måde været min mening at træde nogen over tæerne, så det er jeg sgu ked af. At det tog mig tid at finde den grænse«.
Hvornår var du sidst virkelig bange?
»Første gang vi skulle vise ‘Nina er sjov’ til en testvisning, var jeg sgu ret bange for, hvordan det ville blive taget imod, og om det ville det falde til jorden. Det var ikke, fordi jeg troede, det ville det, men der var helt klart sådan en meget, meget intens førstegangsjitter over det der med, at jeg skulle lave stand-up, hvilket jeg ikke har lavet før på den måde. Det er også en lidt voldsom tekst, som handler om nogle svære og hårde ting, så jeg tror bare, jeg var bange for, om folk kunne forstå, hvorfor vi synes, det er vigtigt og nødvendigt, eller om folk bare ville tænke: ’Hallo, det er alt for meget’«.
Hvornår følte du sidst et øjebliks lykke?
»Det var måske i forgårs, da jeg snakkede i telefon med min kæreste om, at vi skulle ses dagen efter, og hvor meget vi glædede os til at se hinanden. Det var bare rigtig cute. Der fik jeg sådan et stik af lykke«.
Hvornår var du sidst virkelig ked af det?
»Her forleden ringede min far og sagde, at vores familiehund, som er hans, men som jeg har haft, siden jeg var barn, havde fået sådan en ting på maven, og så fik jeg følelsen af, at hun snart ville dø. Det gør mig ret ked af det. Men jeg har ikke hørt mere, så jeg håber, at intet nyt er godt nyt«.
På arbejde for at være likeable
Hvornår var du mest stolt af dig selv?
»I mange år af mit liv har jeg været ret opsat på at overkompensere for en masse ting og været ret meget på arbejde for at være likeable. Min værdi har meget ligget i, hvad jeg kunne give til folk, og hvilken funktion jeg kunne være, frem for bare at være. De senere år har jeg prøvet at læne mig ind i at prøve at forstå, at mine relationer også bliver meget dybere, når jeg tør være ufunktionsdygtig og lade andre holde mig eller redde mig«.
»Det er i hvert fald noget, som min kæreste har været god til at lære mig. Det er bare virkelig, virkelig meget, meget, meget grænseoverskridende, og det tror jeg, det er, når man bygger de der overlevelsesmekanismer op, fra man er helt ung uden at lægge mærke til det, som bliver ens holdepunkt. Det er ens beskyttelsessystem, som man på en eller anden måde piller fra hinanden«.
»Hvis man er meget ovre i andre og regner deres behov ud, er det jo en nem måde at blive elsket på. Det er en livslang tillidsøvelse at stole på, at folk også er der og kan lide en, hvis man ikke hele tiden har noget at tilbyde. Professionelt er jeg også mega stolt af at have været med til at lave ‘Nina er sjov’, som jeg synes er sjovt, vedkommende og vigtigt og noget, som jeg ikke har set før«.
Hvad gør du, hvis du har brug for en optur i din hverdag?
»Jeg er faktisk ikke typen, der har vildt mange hobbyer, men det kunne være at lave noget god mad. Så kunne jeg godt finde på at lave en fræk pastasauce eller noget wok måske. Jeg er blevet ret glad for at gå i Sjællandsgade Bad. Så går jeg ned i det der koldtvandsbassin og så i sauna bagefter. Det giver sådan et kick. Ellers ringer jeg til en god ven eller min kæreste og sludrer«.
Kærlighedssange gav mening
Hvad var din største forspildte chance?
»Noget, som jeg var rigtigt ærgerlig over, at jeg ikke kom til at lave, var et comedy-show, hvor Hannah Gadsby samlede queer-komikere fra hele verden til sådan en Netflix-special. Det blev jeg castet til og kom også videre i processen, men endte med ikke at blive valgt, og det var jeg fandme ærgerlig over. Jeg er kæmpe Hannah Gadsby-fan, og det kunne bare havde været fucking sejt at lave«.
Hvilket nederlag har gjort dig stærkere?
»Jeg føler, at jeg lærte sindssygt meget, første gang jeg fik mit hjerte knust som 16-årig. Der fik jeg adgang til et følelsesregister, som jeg godt nok ikke lige havde set komme, og de der meget, meget stærke kræfter, der ligger i længslen«.
»Det var meget sådan en oplevelse af, at alle kærlighedssange pludselig gav mening på et helt andet plan. Man føler næsten, at verden er delt op i dem, der har prøvet at blive forladt, og dem, der ikke har prøvet det, for de forstår det bare ikke«.
»Og så har jeg jo også haft nogle år med angst og forskellige mentale ting, som har lært mig ekstremt meget om at være menneske. Hvad det vil sige at være psykisk sårbar, hvordan man snakker med folk, der er psykisk sårbare, og hvad man har brug for, når man er psykisk sårbar«.
’Nina er sjov’ kører på Det Kongelige Teater til og med 14. december. ’Nattevagten – dæmoner går i arv’ har premiere 14. december.