’Ønsket’: Disneys nye film er halvanden times propaganda
Elsker du Find Holger-formater, og mangler du en ok sjov leg til din biograf-lokerede julefrokost, så brug ’Ønsket’ som afsæt.
Reglerne er simple: Se filmen og spot så mange referencer til ældre Disney-klassikere som muligt. Flest fundne udløser en cortado og en tur i DGI-byens svømmehal.
At ’Frost’-skabernes nyeste animerede musical har et udmærket potentiale til at blive et selskabsindslag i en setting, hvor voksne mennesker drikker sig fulde, er muligvis det bedste, jeg har at sige om den.
Lad mig begynde, hvor både ’Ønsket’ og et utal af andre Disney-film begynder: Med en gammel eventyrbog og en introduktion af et kongeriges hersker.
Bevæbnet med magiske kræfter og en velplejet mundkusse lever den smukke og elskede kong Magnifico (Chris Pine) sit bedste liv på middelhavsøen Rosas. Her regerer han ikke blot over øens folk, men også deres individuelle ønsker.
Ønskerne er opmagasinerede på et slags loftsrum og går først i opfyldelse, når magtherren lige orker at hente dem og klare det medfølgende papirarbejde – du ved, sådan lidt ligesom med boligsikringsansøgninger.
Nå, men det er der umiddelbart ikke nogen, der synes er underligt eller uretfærdigt, altså lige indtil filmens hovedperson, den optimistiske og fregnede Asha (Ariana DeBose), opdager noget lusket ved Magnificos system. Gisp.
Efter nogle scener, hvor Asha lige skal gentænke sin solidaritet til kongehuset og græde, løbe og synge lidt, falder en stjerne pludselig ned fra himlen. Den er buttet, nuttet og får planter og dyr til at tale, heriblandt geden Valentino (Alan Tudyk), der som det obligatoriske sidekick leverer enkelte sjove momenter.
Men vigtigst af alt får mødet med himmellegemet Asha til at indse, at den stærkeste ønskeopfyldende kraft findes blandt stjernerne – og at stjernerne findes og skinner i os.
Pling, pling, pling indsæt selv en svag starttone til Jesper Fårekyllings ikoniske sang ’When You Wish Upon a Star’. Eller det behøver du jo netop ikke, det er allerede gjort for dig.
For filmen slipper ikke en funklende mulighed for at sende en hilsen til sine forgængere – eller at bruge dem aktivt i formidlingen af budskaber. Nogle referencer er åbenlyse, andre mere skjulte og nogle med et twist, som når Ashas venner er en repræsentationsmæssig modernisering af de syv små dværge.
Ja, det er sjovt at udpege de mange cameos og intertekstuelle henvisninger, men de forkludrer et i forvejen kedeligt plot og minder os egentlig bare om alt det, ’Ønsket’ ikke er.
Den er ikke velskrevet, ikke gennemtænkt, ikke magisk, og man er hyperbevidst om, at filmens sange på ingen måde er lige så mindeværdige eller på banger-niveau som ’Let it Go’ eller den, hvor The Rock lægger stemme til en mand i et hula-skørt.
Det betyder ikke, at det musikalske aspekt er dårligt. Ariana DuBose er en vidunderlig sanger og garant for kuldegysninger. Med blå toner og en ubesværet rislen gør hun Asha til en hovedrolle, man gerne vil lytte til – hvilket er hendes største styrke.
For selvom Asha er formet efter Disneys ’nye’ kvindefigur-skabelon, der tillader hende at være autonom, sjov og farverig, er hun ingenlunde en lige så vellykket karakter som sine søstre fra ’Frost’ eller ’To på flugt’.
Chris Pines oplagte præstation som den selvsmagende konge er derimod et lyspunkt. For i hans selskab leveres en tematisk berøring af magt og fascisme, hvilket uden tvivl er filmens bedste og mest medrivende elementer. Disse går muligvis over hovederne på det yngste publikum, men lige i maven og nervebanerne på det voksne.
Det modsatte må siges om filmens visuelle identitet, der forsøger at forene Disneys tidlige tegnestil bestående af blyantsstreger og vandfarver med den nyere animationsteknologi. Det giver nogle enkelte smukke billeder – betinget af at karaktererne står stille. Bevæger de sig, ligner det en Barbie-film, og altså ikke Gerwigs hotpink-monsterhit, men de der animerede sataner som børn i 00’erne så søndag morgen på TV 2.
Disneys eneste rigtige formål med det halvanden time lange stykke animerede propaganda synes at være at markere sine 100 år som den absolutte tegne- og animationsfilmmastodont. Faktisk forsøger den ikke blot at tydeliggøre Disneys egen stjernestatus, men da filmens brug af ordet ’ønske’ er en samlebetegnelse for alt, der giver liv, lys og magi, kroner Disney sig da også lige som kapitalismens og populærkulturens primære ønskeudbyder.
Det modsiger på superkikset vis den sluttelige morale om, at ønsker ikke må tilhøre en anden magt end dig selv, og jeg gider derfor ikke engang at overveje at give ’Ønsket’ mere end to stjerner.
Men for en film, hvor blot en enkel stjerne kan få en ged til at tale, er to jo slet ikke så skidt.
Kort sagt:
Trods trolddom og tryllestøv er ’Ønsket’ ikke i nærheden af at rumme samme mængde magi som tidligere Disney-klassikere.