DE UNDERKENDTE. Som barn må Carrie Coon ikke spille skuespil for sine forældre. I stedet vælger hun at spille fodbold. En dag i highschool, mens hun venter på, at træningen skal begynde, går hun til audition på skolens dramaopsætning. Hun får hovedrollen.
Som college-studerende tumler hun rundt mellem forskellige skolastiske retninger, fortsætter med fodbolden og deltager i nogle få skuespil. Det er hendes college-professor – en forhenværende teatermand – der anbefaler hende at søge ind på en kandidatuddannelse i drama.
Processen er sælsom. Coon parkerer sig på et Hotel i Ohio, mens hun ansøger til flere skoler på samme tid igennem monologer og line-readings af tvivlsomme manuskripter. Når hun kommer tilbage, sidder hendes tante og mor i lobbyen og griner og drikker drinks i baren.
»how did it goeee?«
Det går lige. Coon kommer ind som den sidste på universitetet i Wisconsin-Madison, og positionen som sidstevalgte, bliver gennemgående for hendes karriere.
For Carrie Coon har altid skullet kæmpe for sine roller. Fire års praktik på et teater, dernæst til Chicago, hvor hun betræder de skrå brædder lokalt, indtil tredje opsætning går til Broadway. Fra Broadway og til Hollywood, men aldrig helt til stjernerne. Som hun engang har sagt i et interview:
»On a list of twelve actresses, I am number twelve«.
Det er konstateret uden bitterhed. I virkeligheden føler hun sig heldig. Men heldet er snarere med dem, der hyrer hende, for Carrie Coon er en af de skuespillere, der altid brilliere i de præstationer, hun får lov at give videre. Her er tre af de bedste:
1. Gloria Burgle i ’Fargo’
Jeg beskrev på et tidspunkt Coons rolle i serieversionen af ’Fargo’ som en kedsommelig efterligning af den kvindelige betjent i den første sæson. Efter at have genset den tredje installation af den Coen-inspirerede serie må jeg trække denne dom tilbage på kysten for strandede fejlvurderinger.
Carrie Coons version af den fornuftige og retfærdighedssøgende betjent ligger muligvis tæt op ad Allison Tolmans hovedperson i sæson 1, men i modsætning til den venlige og mere eftergivende Molly Solverson spiller Coon en karakter, som ulmer af indestængt vrede under sin Minnesota-niceness, hvilket bringer hende tættere på Patrick Wilsons fabelagtige Lou i mestersæsonen imellem.
Rollen som Gloria Burgle beviser, hvordan Coon kan spille med temperamentet bag masken – en evne, der gør hendes figurer intense og dragende, selv når de virker tilforladelige. Coons karakterer har altid karakter, og med Gloria Burgles beviser hun talentet for at portrættere den hengemte, betændte nerve, der danser under huden hos kontrollerede mennesker, der føler sig fangede imellem håbløshed og raseri.
2. Margo Dunne i ’Gone Girl’
Borte med Ben Affleck handler mest om Ben Affleck. Alligevel stjæler Coon billedet i dialogerne med Batman uden maske, om end hun er udvalgt som Robin i sidevognen.
Bevares, det er en del af historiens præmis, at Afflecks karakter er en kontrolleret charlatan, og Rosamund Pike en afkoblet psykopat, men Coons menneskelige karisma er yderst tiltrængt for en film, der med sit kølige og kontrollerede Fincher-islæt kommer faretruende tæt på at falde i Nolan-fælden, hvor hjerteblod koagulerer under konceptualiseret afkøling.
I en lidt overtænkt film, hvor størstedelen af rollebesætningen taler og spiller som velskrevne vasaller til et plotdrivende formål, er Margo Dunne publikums følelsesmæssige anker, der reagerer som et almindeligt menneske på det konstante vanvid, der udspiller sig i et tiltagende urealistisk omfang.
Med ’Gone Girl’ har Coon bevist, at hun ikke kun er dygtig til at holde på følelserne. Hun kan også eksplodere troværdigt.
3. Nora Durst i ’The Leftovers’
Dunne. Durst. Burgle. Måske får Carrie Coon alle de her plumpe efternavne af en årsag?
I Damon Lindeloffs aparte og fantastiske HBO-serie ’The Leftovers’ spiller hun atter en – på overfladen – jordnær kvinde med tempereret personlighed. En almindelig husmor udsat for en statistisk anomali.
Lindeloffs præmis er enkel: To procent af verdens befolkning forsvinder som dug for solen. Tilfældet vil, at Nora Durst mister hele sin nære familie. I seriens begyndelse virker Durst som en afbalanceret enke, der har lært at tåle den uretfærdighed, som ulykken har kastet over hende.
Indtil man finder ud af, at hun i sin fritid påfører sig en kevlarvest og hyrer prostituerede til at skyde hende i brystet med et håndvåben – bare for at føle noget. Den uransagelige Nora Durst er Carrie Coons indtil videre største rolle, som burde have kastet et væld af muligheder efter hende i sit kølvand.
Med undtagelse af ’Fargo’ – sæson 3 – er hendes talent imidlertid stadig en mosgroet skattekiste, som alt for ofte bliver brugt som brevpresser, som det var tilfældet i Steven Spielbergs ’The Post’, hvor hun sammenlagt siger mindre end en introvert IT-medarbejder på et Teams-møde, eller ’Avengers Infinity War’ 1 og 2, hvor hun blev oversminket med heavymetal-farver og udstyret med hornproteser for dernæst at blive kørt over af et sci-fi-møllehjul.
Hvis der findes nogen retfærdighed i Hollywood (som om, bør ’The Coon’ få sit retmæssige gennembrud.