I sit ’The Daily Show’-comeback viser Jon Stewart, at han stadig er den skarpeste satiriker i spillet
Det var under stor mediebevågenhed – og med programmets højeste seertal i seks år – at Jon Stewart sidste mandag satte sig tilbage i værtsstolen på ’The Daily Show’ for første gang siden afskeden i 2015.
Da Stewart forlod showet for ni år siden, opstod der et vakuum i nyhedssatirebilledet, som blev forsøgt fyldt ud med det ene show efter det andet, af hvilke det længere HBO-magasin ’Last Week Tonight’ med John Oliver overlevede, mens de fleste late night-programmer indtog mere politiserede positioner.
Dog føltes intet – hverken Trevor Noahs version af ’The Daily Show’ eller Stewarts egne projekter som Apple TV+-serien ’The Problem with Jon Stewart’ – helt lige så dagsordenssættende som Stewarts ’The Daily Show’, og jeg har selv argumenteret for, at post-Stewart æraens politiske satire i stedet findes på YouTube.
Den post-æra er nu aflyst. Manden, der gjorde ’The Daily Show’ til en essentiel del af nyhedsbilledet, er tilbage på ugentlig basis (herhjemme kan det ses gratis på Pluto TV). Men rykker det noget i det amerikanske mediebillede, der er præget af landets betændte politiske situation?
I første program holdt Stewart de første 20 minutter for sig selv og demonstrerede, at hans evne til at spidde det amerikanske politiske systems absurditet stadig er knivskarp. Samtidig med at han tog pis på sig selv for at vende tilbage til jobbet som en gammel mand – ligesom de formodede præsidentkandidater Trump og Biden.
Uden at forklejne det vilde Trump-cirkus krummede han tæer over Bidens fodfejl og påpegede med seriøs mine, at det ikke er vælgerne eller mediernes ansvar at holde hånden over ham.
Det brokkede nogle venstrefløjskommentatorer sig over i den følgende uge, hvilket Stewart elegant punkterede ved at fremhæve Tucker Carlsons ukritiske interview med Vladimir Putin i denne uges program.
Det lader til, at han med den ugentlige tjans er i stand til at skabe en tydelig rød tråd i hvert enkelt program, hvor en indledende monolog bliver fulgt op af et korrespondent-indslag og et interview om samme tema.
Efter at have overstået gensynets formalia og selvransagelse i første program tror jeg på, at Stewart bliver et stort aktiv for programmet. Han har stadig en uovertruffen fingerspidsfornemmelse for, hvordan systemet skal udstilles – og evnerne som performer til at levere det effektfuldt.
Det eneste fejltrin kom i første afsnit, da han lagde vittighederne på hylden for at kritisere sin egen overfladiske forståelse af, hvordan man gør en forskel i verden. En fin, om end lidt indforstået måde at anerkende, at han selv må udvikle sig for at være relevant for programmet, men det endte som en lidt mærkelig moraliseren om, at verden ikke bliver bedre af sig selv.
Det kan godt være, man kunne tro det, da Stewart stoppede under Obama i 2015. Dengang var Donald Trumps hudfarve en joke, Corona en øl og så videre.
Men nu prøver Trump efter et fejlslagent kupforsøg at blive præsident igen, og Tucker Carlson – manden som Stewart jordede så meget på tv, at han blev fyret fra CNN – interviewer nu en krigsførende Vladimir Putin.
Vi ved godt, at verden ikke bliver bedre af sig selv. Den pointe føles ikke frisk i 2024.
Med det sagt kan Stewart som ingen anden satiriker i løbet af valgåret få en mere direkte dagsordenssættende stemme end både de daglige late night-programmer, der må behandle dagens nyheder i løbet af et par hurtige jokes, og Jonn Oliver, der ikke har samme fokus rettet med ugens største nyheder.
Og uanset hvor gode kanaler jeg har anbefalet på YouTube, så eksisterer de stadig uden for den samtale, der foregår i de største medier.
Stewart håber tilsyneladende på at kunne gøre en forskel i valgkampen og dermed få en betydning for det amerikanske demokrati, men om hans gennemslagskraft er stor nok til at rykke noget politisk – eller overhovedet trænge igennem på højrefløjen, der er så optaget af autokrater som Putin, der undertvinger pressen – tvivler jeg dog stadig stærkt på.
Jeg vil stille mig tilfreds med, at han stadig er den sjoveste og skarpeste satiriker i spillet.
Kort sagt:
Jon Stewart viser, at hans satiriske væsen bestemt ikke er rustet, men hans første program tilbage i værtsstolen på ’The Daily Show’ havde lidt for meget unødvendig moraliseren.