‘Copa 71’: Ny film om glemt dansk triumf omskriver fodboldhistorien med julelys i øjnene
CPH:DOX. Alle danskere (selv sportsanalfabeter som undertegnede) har hørt om det danske fodboldlandsholds legendariske sejr ved EM i 1992. Men hvor mange kender egentlig til kvindelandsholdets sejr ved verdensmesterskabet i Mexico 1971?
Det er nok en del færre, og grunden dertil gemmer sig på en måde i min foregående sætning, hvor ordet ‘kvinde’ har møvet sig ind foran ‘landshold’. For når vi taler om fodbold, er det typisk billeder af raske drenge og muskuløse mandelår, der popper op på nethinden.
Fodboldbanen er en mandearena, og sådan bør det være og har det altid været og bastabum! Eller hvad?
Hell no, bitch! Dokumentar ‘Copa 71’, der vises på årets CPH:DOX, har sat sig for at omskrive vores fodboldhistorie.
Med varme, knitrende arkivbilleder og interviews med de fodboldspillere, der dengang deltog, tager filmen os med tilbage til Mexico 1971, hvor kvindehold fra hele verden kæmpede om verdensmesterskabet foran et kæmpestort, jublende publikum.
‘Copa 71’ var på mange måder en unik historisk begivenhed og en verdensomvæltende oplevelse for de deltagende kvinder. Argentinske Elba beskriver eventyret som den smukkeste oplevelse i sit liv, og franske Nicole følte, hun fik vinger.
Da den yngre fodboldspiller og dobbelte verdensmesterskabsvinder Brandi Chastain ser billederne fra stadiet, er hendes reaktion anderledes blandet: Først bliver hun forvirret. Er det mænd, publikum jubler over? Derefter både lykkelig og samtidig meget vred. For hvorfor har hun som professionel fodboldspiller aldrig hørt om det her før?
Ann Stengård – en af de danske spillere, der deltog i Mexico – har et godt bud: Copa 71 var nærmest en slags gimmick, der stak af. Og efterfølgende, ræsonnerer Stengård, mente mændene nok, at kvinderne fik lidt for meget opmærksomhed og blev lidt misundelige. Derfor blev begivenheden tysset ned.
Hvilke ‘mænd’ hun præcist snakker om, forbliver lidt underfortalt i ‘Copa 71’, der dribler med en masse interessante teorier om kvindefodboldens undertrykkelse uden at bringe dem helt i mål.
Vi hører lidt om den misogyne superskurk FIFA og om videnskabelige artikler (skrevet af mænd selvsagt) fra starten af det 20. århundrede, der påstår, at fodbold er dårligt for kvinders helbred, hvilket førte til en tidlig bandlysning af sporten i flere lande (dybt suk).
Vi forstår desuden, at ‘Copa 71’ var et mandeorkestreret mediestunt, der kørte succesen hjem på halvlumre, sexistiske overskrifter (Kom og se kvinder i hotpants!) uden at give kvinderne ordentlig løn for deres indsats (igen: dybt suk).
Det kunne man sagtens bruge en masse tid på at bore i. Men snarere end at komme til bunds i, hvorfor verdensmesterskabet blev visket ud af historiens store penisformede viskelæder, ligger instruktørernes fokus og interesse et lidt andet sted. De vil hellere bruge god tid på at vække det uretfærdigt udviskede ‘Copa 71’ til live igen gennem snakke med kvinderne om de kampe, de selv bestemt ikke har glemt.
Med julelys i øjnene fortæller kvinderne om transformationen fra ‘tomboys’ i små landsbysamfund til heltinder på et overfyldt stadium. De beretter også om et internationalt kammeratskab mellem kampene, der – tænker jeg, måske fordomsfuldt – ikke ville eksistere mellem mandlige sportskonkurrenter.
Derudover går en stor del af tiden med at fortælle om selve kampene: Hvem var topscorer, hvem kom i semifinalen, og hvem vandt det hele (heja Danmark).
Sidstnævnte bliver lidt kedeligt for fodboldanalfabeter (ja, mig), der har svært ved at hidse sig op over diskussioner omkring straffespark. Men jeg forstår og anerkender fuldt ud trangen til at bruge filmmediet til at gøre noget af det, det kan bedst: nemlig at vise og skabe billeder, der lever videre i os.
På den måde kan det være, at vi snart begynder at se kvinder for vores indre blikke, når nogen nævner ordet ‘fodbold’.
Kort sagt:
Med stor kærlighed til sporten og kvinderne omskriver ‘Copa 71’ fodboldhistorien, så kvinderne endelig vinder.