Fedtspillende Oscar-show snyltede på ‘Barbie’s kenergy

Man skal aldrig starte en præsentation med at sige undskyld. Den læresætning er jeg i hvert fald blevet pisket med af alt fra folkeskolelærere til feministiske forbilleder gennem tiden.

Derfor dalede mine forhåbninger til årets Oscar-uddeling hurtigt helt ned i kulkælderen, da vært Jimmy Kimmel sparkede hele affæren i gang med at undskylde for ‘Barbie’-elefanten i rummet: De manglende, men også for længst uddebatterede forbigåelser af Greta Gerwig og Margot Robbie som instruktør og skuespiller.

Det blev en symptomatisk undervældende start for værten, der sidste år var et habilt holdepunkt efter corona-tumult og lussingefadæse, men i år virkede pensionsmoden. 

Showet ville blive langt, filmene var for lange, Jimmy Kimmel havde sultet sig for at være vært, lød nogle af temaerne i introens gumpetunge jokes. 

Her var det tætteste på komisk vildskab i stedet ikke ét – men hele to navne-ordspil!

At Cillian Murphys komedienavn var »Silly Ann« og så en ekstremt tøhø-agtig vits om, hvilken en af de to nominerede ved navn Yorgos (‘Poor Things’-instruktør Yorgos Lanthimos og samme films klipper Yorgos Mavropsaridis) der mon ville vinde? »Yorgos is as good as mine«, rungede punchlinen, mens joken faldt tungt til jorden. Emma Stone vendte sågar øjne af en træt joke om ‘Poor Things’ mange nøgenscener.

Det hjalp heller ikke ligefrem på energien, at prisuddelingen var spået til at blive en af de mest forudsigelige i årevis. Alligevel var det, som om man havde opgivet at gøre rejsen mod ‘Oppenheimer’-triumfen det mindste medrivende. 

Det stod allerede klart, da der blev inviteret til taksigelsesseance af ellers underkendte filmarbejdere allerede i åbningsmonologen. Hvilket var prisværdigt og passende efter et filmår med historiske strejker. Men også et frontalangreb på showets momentum og underholdningsværdi allerede fra de første minutter.

Senere fik vi også en videohomage til branchens stuntmænd, der for det ellers actionfyldte fag var ironisk røvsyg.  

I en tid med allestedsnærværende samfundskonflikt var det tydeligt, at man for alt i verden ikke ønskede en historieløs Oscar-uddeling. Derfor havde man bragt en gammel tradition tilbage, hvor hele fem tidligere vindere var med på scenen til at uddele skuespilpriserne og hylde hver enkelt nomineret med en tilstræbt personlige nomineringstekst op.

Det føltes dog oftere som konfirmationstaler fra en fjern ældre slægtning. Og starpower til trods kan intet lave om på, at få ting er så kedelige som rygklapperi Hollywood-skuespillere imellem. 

At to stjernenavne så ikke var mødt op til at tage imod statuetterne, hjalp heller ikke på stemningen. Man savnede ‘Drengen og hejren’s Hayao Miyazaki, der kunne have peppet den ellers halvkedelige kategori for Bedste animationsfilm op, ligesom Wes Anderson kunne have gjort det samme som vinder af Bedste live action-kortfilm.

På den røde løber inden showet vrimlede det med politiske budskaber på gæsternes tøj i form af fredsdue-brocher og røde nåle, der bad om våbenhvile i Gaza. På scenen var der dog lige så langt mellem opsangene, som der var for John Cena, der trippede nøgen fra backstage til midterscenen, da han uddelte prisen for bedste kostumer (inden annonceringen blev han dog iført en toga, der lignede en draperet kæmpeforhud). 

‘20 Days in Mariupol’-instruktør Msytyslav Chernov var blandt de få, der skar igennem ligegyldigheden. Hans tankevækkende tale om en film, han hellere ville have været fri for at behøve at lave, var blandt de politiske højdepunkter.

Jonathan Glazer talte også ind i nutidens konflikt i Gaza. »Holocaust bliver kapret af en besættelse, der har ledt til konflikt for så mange uskyldige mennesker«, sagde han i vindertalen for ‘The Zone of Interest’, efter han fik prisen overrakt af Dwayne Johnson og Bad Bunny.

Mest bizart blev det dog, da Chernov og hans dokumentarhold forlod scenen til ‘I’m Just Ken’ som exitmusik. 

Det overraskede ikke ligefrem, at mændene bag to af feltets mest direkte politiske film satte fokus på verdenssituationen. Men det overraskede alligevel, at ingen andre gjorde det. På TV 2-dækningen af den røde løber fik Abdel Aziz Mahmoud i forbifarten spurgt ind til Mark Ruffalos røde Gaza-nål. Skuespilleren lovede at addressere sagen, hvis han vandt, men det gjorde han som forudset desværre ikke. Og for de fleste andre gæster forblev budskabet siddende på habitflippen. 

I en højpolitisk Hollywood-tid såvel som et decideret fremragende filmår, var prisuddelingen generelt en utroligt tam affære. Hvor humor og alvor fusionerede til en højere enhed i sommerens Barbenheimer-fænomen, udstillede de to films væsensforskelle alt, hvad der var galt med Oscar-showet 2024. 

Det meste af tiden hædrede showet ‘Oppenheimer’ ved at være langt, usjovt og kedeligt. Det tætteste på en eksplosion blev til gengæld leveret af ‘Barbie’-lejren.  

For mens filmen tabte på statuettefronten, snyltede showet igen og igen på ‘Barbie’s humor og kenergy i sine få ægte morsomme øjeblikke. Her udgjorde Ryan Goslings sceneoptræden med ‘I’m Just Ken’ med falskspillende Slash og fællessang en enestående pause, der for en kort stund gav kunstigt åndedræt til en fedtspillende opvisning i et show dedikeret til devisen better safe than sorry. 

»Am I not hot, when I’m in my feelings?«, lyder et af Ken-hymnens melodramatiske spørgsmål. Og selvom der blev fældet et par tårer og pletskud i pristalerne undervejs, savnede man netop nogen, der var ægte i følelsernes vold.

I stedet strandede årets Oscar-uddeling et stenet sted mellem ufarligt og helt vildt kedeligt.