‘Food, Inc. 2’: Chok! Den amerikanske fødevareindustri er stadig noget lort
CPH:DOX. Jeg husker tydeligt mit møde med den sensationelle fødevaredokumentar ‘Food, Inc’.
Dokumentaren fra 2008 blev et Oscar-nomineret fænomen med sin effektive og chokerende kortlægning af USA’s madindustrielle kompleks på en måde, hvor alle kunne være med. Den lærte mig noget i stil med, at majsstivelse er satan, og at det er fire fabrikker, der producerer kød til samtligere McDonalds-burgere.
Jeg så den som barn i folkeskolen, ligesom vi så en masse andre af den æras forargede vidnesbyrd om amerikanernes farlige fastfoodnation. Jamie Oliver, der forsøgte at fodre skolebørn med broccoli, mens de hellere ville have nuggets af blendede kyllingeknogler. Pomfritter og ketchup, der blev kategoriseret som grøntsager.
Der var også Morgan Spurlocks vanvittige ‘Super Size Me’-eksperiment, som først og fremmest gjorde mig bange for, at en enkelt cheeseburger ville give mig et hjerteanfald. Bedst af alt var det, når billedrørsfjernsynet blev rullet ind, så vi kunne se Michael Moore tøffe rundt med sit kamerahold og vise sine film om, at USA er verdens dummeste land.
They don’t make them like that anymore. Så på en måde er det herligt at svælge lidt i ‘Food, Inc. 2’s 00’er-agtige chokfaktor, selvom det ikke længere har helt samme nyhedsværdi.
For hvem kunne have gættet det: Den amerikanske madindustri er stadig noget lort!
‘Food, Inc. 2’ er på den ene side en film med en velforklaret og vigtig pointe, der desværre kun er blevet mere aktuel siden etterens premiere. Der er noget alment interessant over filmens evne til at drage paralleller i den amerikanske kulturhistorie – selv når det gælder ellers usexede emner som landbrug og arbejdsvilkår.
Men samtidig er den også håbløst amerikansk på en måde, der gør dokumentaroplevelsen næsten tegneserieagtig. I stedet for at se på ‘Food, Inc. 2’s fortælling om industrikomplekset omkring fødevareproduktion som hele verdens problem, skaber filmens kampagneagtige æstetik, retorik og højdramatiske musik let en stemning af, at vi ser på et helt ekstremt vidnesbyrd fra et land, vi længe har kendt for at have en absurd fødevare- og madkultur.
Selvom den nærmere burde få os til at tænke over, at Danmarks egen svine- og kyllingeindustri også er pænt ulækker.
Som seer behøver man aldrig tænke selv, men kan læne sig tilbage og få forklaret kapitalisme for burhøns: Hvordan det faktum, at enkelte kødproducenter stadig sidder på op til 80 procent af produktionen, gør dem problematisk urørlige, når det gælder ansvar for bæredygtighed. Og at industrien stadig kan fastholde kummerlige arbejdsforhold, der misbruger arbejdskraft fra dårligt stillede og immigranter.
Det er stadig de fattige, det går ud over, for … sådan er kapitalismen.
I lys af den højaktuelle danske landbrugsdebat om vores milliardsubsidierede, men miljørådvilde landbrug, er man de facto skeptisk over for ‘Food, Inc. 2’ patosfortællinger om bønderne i Iowa, der med ‘mellemstore’ gårde på 450 køer bliver sat ud af spillet af såkaldte mega-dairies.
Det tenderer make america great again med muh-køer at høre sætninger som »I want rural America to be vibrant again«. Men det er relevant.
Ikke kun som skrækeksempel, men også fordi de absurde tilstande i USA går ud over hele planeten. Billederne af de enorme mængder køer, der opdrættes i den californiske ørken stik imod al fornuft, burde give alle lyst til at blive veganere.
Hvis man har sund fornuft og en lille smule forhåndsinteresse i fødevareproduktion, er det ikke ligefrem en overraskelse, når ‘Food, Inc. 2’ vender kameraet mod kødfri alternativer. Der muligvis udgør et bedre alternativ til animalske produkter, men samtidig er godt i gang med at skabe sit eget greenwashede skodsystem.
Ingen kan tage skade af ‘Food, Inc. 2’ som folkeoplysning. Hverken i indhold eller formidling er der dog meget nyt under solen.
Forarbejdet mad er også skidt, selvom det er vegansk. Kødindustrien er syg. Majs udgør stadig en form for satanistisk masseødelæggelsesvåben i hænderne på kapitalismen. Meget af verdens dårligdom er stadig McDonald’s skyld.
Kort sagt:
Der er deprimerende lidt nyt under solen i kampagnekikset efterfølger til sensationel fødevaredokumentar.