’I Shall Not Hate’: Verdensberømt palæstinensers hjerteskærende historie fortjener en bedre film
CPH:DOX. Ingen kan benægte, at Izzeldin Abuelaishs historie er fascinerende.
Den palæstinensiske læge blev nomineret til Nobels fredspris i 2011, da han udgav bogen ’I Shall Not Hate’ få år efter at have mistet tre af sine døtre i et uprovokeret angreb på sit hjem af det israelske militær i 2009.
I bogen tog han sin personlige tragedie og omformede den til et budskab om forsoning snarere end had og hævn, hvilket blandt andet fik notabiliteter som Barack Obama til at citere Abuelaish.
Men til trods for den hjerteskærende historie er Tal Bardas CPH:DOX-aktuelle dokumentar en filmisk fuser, der aldrig formår at gøre Abuelaishs fortælling levende og oprigtigt virkningsfuld.
Filmen er skåret efter den traditionelle biopic-formular, der slavisk gennemgår overfladiske nedslag i Abuelaishs liv. Stilforvirringen er total, når den veksler mellem opstillede talking head-interviews, animerede rekonstruktioner af Abuelaishs fortid, arkivmateriale og unødigt teatralsk underlægningsmusik.
Vi møder først Abuelaish som ung dreng, hvor han bliver indlagt på hospitalet med en voldsom feber. Her erfarer han, at et job som læge formentlig vil være den eneste udvej, hvis han gerne vil væk fra sit liv i flygtningelejren i Gaza.
Han bliver uddannet i Egypten og bliver senere den første palæstinensiske læge, der får arbejde på en israelsk fødegang, hvor han hjælper tusindvis af jødiske kvinder med deres fødsler.
Det giver ham adgang til venskaber på den anden side af grænsen, men lige meget hjælper det i 2009, da en tank pludselig affyrer mod hans hjem og tager livet af tre af hans døtre. Det kunne være en hændelse, der var druknet i mængden af tragedier i Gaza, men Abuelaish får den ide at ringe til en israelsk journalist, mens angrebet finder sted, i håb om at det vil få militæret til at trække sig tilbage.
Live-optagelserne fra tv-studiet, hvor journalisten nægter at lægge på, mens Abuelaish hulkende fortæller, at han har mistet tre af sine døtre, er svære at ryste af sig. Klippet gik viralt og er blevet beskrevet som et af de mest voldsomme optrin på israelsk tv nogensinde.
Måske derfor gjorde det så meget stærkere indtryk, da Abuelaish siden fortalte, at han ikke nærede had til Israel, men kun var interesseret i, at staten gav en officiel undskyldning – hvilket stadig ikke er sket i dag, selv efter en lang kamp i højesteretten hvor militæret gang på gang er kommet med nye påstande om, hvorfor de mente, at Abuelaishs boligbygning var mistænkelig.
Abuelaishs kamp for medmenneskelighed frem for fordømmelse er beundringsværdig, men filmen om ham strander desværre ved det overfladiske og det sensationelle.
Kort sagt:
Nobelpris-nominerede Izzeldin Abuelaish er utvivlsomt et dybt fascinerende menneske, men dokumentaren om ham formår aldrig at gøre hans historie levende.