’Jeg er morderen!’: Fransk komedie vender krimigenren forfriskende på hovedet
Et svømmebassin, en solbeskinnet herskabsvilla og en kvindes skrig i baggrunden. Sådan starter François Ozons nye film, ’Jeg er morderen!’, og sådan kunne mange af den produktive franskmands tidligere film også godt være startet.
Den 56-årige instruktør kan godt skrue ned for charmen. Det gjorde han for eksempel med den sobre, ’Spotlight’-klingende pædofiliskandalefilm ’Gud være lovet’ fra 2018.
Men Ozon er nu bedst kendt for sine stilede, solbeskinnede, intrigefyldte og undertiden slibrige og erotiske dramaer – film som ’Swimming Pool’ (2004), ’Selv i de bedste hjem’ (2012), ’Ung & smuk’ (2013) og ’Dobbelt begær’ (2017).
’Jeg er morderen!’ indeholder også både mord, hemmeligheder og en smule (unødvendig) kvindelig nøgenhed. Dog har vi at gøre med en sjælden rendyrket komedie fra Ozons hånd, baseret på det gamle franske teaterstykke ’Mon crime’ fra 1934.
Kvindeskriget i periodefilmens begyndelse kommer fra den unge skuespiller Madeleine (Nadia Tereszkiewicz), og villaen tilhører teaterproducenten Montferrand. Han har inviteret Madeleine hjem til sig for at snakke om en potentiel rolle, men har først og fremmest klamme bagtanker. Da han springer på hende, vrister hun sig fri og flygter hjem til sin roomie, advokaten Pauline (Rebecca Marder).
Senere banker en politimand på døren til deres lille pariserlejlighed. Montferrand er blevet skudt i hovedet, og Madeleine er mistænkt for mordet.
Dette oplæg kunne være blevet til en dyster krimi, men Ozon tager plottet og tonen i den modsatte retning. For både politifolk og dommere er ikke bare korrupte, de er også lettere idiotiske. Og kvinderne udnytter det til deres fordel.
»Vi må få vores kvinder til at makke ret – ved at dømme hende her til døden!«, råber anklageren i retten. »Kun når vi laver fejl, har vi lige rettigheder«, siger Pauline på Madeleine og resten af de franske kvinders vegne.
Ved list og et par brandtaler i retten formår Madeleine at erklære sig skyldig i mordet og blive frifundet, fordi det var i selvforsvar. I medierne bliver hun fremstillet som kvindernes frihedskæmper. Pludselig er hun en celebrity, og hendes førhen håbløse skuespilkarriere kører nu på skinner. Altså lige indtil den rigtige morder dukker op og vil have sin bid af kagen.
Ozons screwball-komedie præsenterer publikum for en glittet, pangfarvet udgave af 1930’ernes Paris, der føles næsten kvalmende nostalgisk og lalleglad ved første indtryk.
Når først lystløgnerplottet kommer i omdrejninger efter godt en halv times tid, bliver ’Jeg er morderen!’ imidlertid ganske morsom.
Det er her, det franske ikon Isabelle Huppert træder ind i filmen og sparker farcen ordentligt i gang med stor charme og hurtig repliklevering. De to unge hovedrolleindehavere, Nadia Tereszkiewicz og Rebecca Marder, gør det egentlig upåklageligt, men med sin birolle som falleret og pengehungrende stumfilmstjerne tager Huppert ejerskab over løjerne.
Selvom den originale fortælling er 90 år gammel, føles det forfriskende at overvære en krimi blive vendt på hovedet – hvor alle rent faktisk gerne vil være morderen.
Det er også sjovt at se, hvilken effekt Madeleines (løgn)historie får på omverden. For snart drømmer alle filmens kvinder om at slå deres uduelige mænd ihjel – og én af dem gør det rent faktisk.
Bagved hovedplottet fungerer filmen desuden som en let hyldest til 30’ernes filmindustri. Vi er med Madeleine på en teaterscene, på et stort opsat filmset og i den lokale biograf. En række subjektive flashback-scener, der opstiller forskellige teorier for mordet på producenten, er desuden lavet med sorthvide billeder i et smalt format, som mimer datidens film.
’Jeg er morderen!’ er ikke Ozons største filmbedrift, men det stilen er som altid særdeles gennemført.
Kort sagt:
Den alsidige franske instruktør François Ozon er aktuel med en sjælden rendyrket komedie, som faktisk føles forfriskende trods et 90 år gammelt teaterforlæg.