’Physical: 100’ sæson 2: Ny sæson af sydkoreansk Netflix-show er et fantastisk forlænget skolefrikvarter
Nogle ser reality-tv med oprigtig indlevelse, andre med ironisk distance. Når jeg ser det, får jeg lyst til at hoppe ud ad vinduet.
Alligevel elsker jeg ’Physical: 100’ og finder Netflix-programmet dybt forfriskende, selvom jeg ikke 100 procent ved hvorfor. Måske er årsagen, at den er sydkoreansk produceret, og at underholdningskulturen tydeligvis er anderledes centreret omkring gensidig respekt, hvilket Cathrine Lykke Pedersen også skrev om hos Soundvenue under lanceringen af den første sæson.
Men det er ikke tilstrækkeligt til at svare på, hvorfor ’Physical: 100’ forekommer mig at være godt og inspirerende tv i en genre, jeg generelt finder ulidelig.
Lad os starte med det basale. Hvad er ’Physical: 100’ overhovedet?
Kort fortalt et gameshow. En squid-game-inspireret battle royale mellem 100 forskellige mennesker med 100 forskellige kroppe. OL-atleter, bodybuildere, tv-personligheder, crossfittere, youtubere, brandmænd, skuespillere, MMA-fightere, boksere, you name it … Alle skal de konkurrere i sindrigt udtænkte discipliner, som markerer udskilningsløbet mod toppen, hvor den absolutte atlet vil præsidere som den ultimative Atlas.
Hver især får de støbt deres overkrop i gips som et trofæ, der skal holdes intakt under turneringens strabadser, for når man ryger ud, skal busten smadres med en stor hammer.
Her er en masse ting, som hver for sig ville irritere mig voldsomt i alle andre formater, men som ikke irriterer mig i ’Physical:100’.
Introduktionerne er ufatteligt langsommelige. Hele det første afsnit er stort set dedikeret til at se deltagerne gå ind ad en port fem gange i træk (forklaret i næste punkt) og sige »goddav«, mens de deltagere, der allerede er mødt op, svarer »hej-hej-tilbage-og-woooo-du-er-veltrænet«.
Men der er noget sært sødt ved de konstante positive tilkendegivelser, fordi begejstringen altid er kombineret med en ærbødig forlegenhed. Desuden skaber produktionen en slags anime-agtig overnaturlighed omkring de deltagende, som deler tegneserieformatets begejstring for det usandsynligt exceptionelle, simpelthen umulige kroppe, hvoraf flere tydeligvis er blevet fodret med andet end kakaomælk og kyllingebryst.
En af deltagerne er så muskelsvulmende enorm, at de andre bare kalder ham for ‘Thanos’. Om ikke andet er det dybt fascinerende.
De konstante og frenetiske replays burde også være uudholdelige. Der er altså ikke tale om et enkelt replay af noget særligt vildt og vigtigt, som man kender fra en fodboldkamp eller lignende, men i stedet fem på hinanden følgende gentagelser af fænomener som højst er mildt opsigtsvækkende: som når en deltager falder lidt, men genvinder balancen, eller nogen taber noget, men griber det igen, og som desuden ikke efterredigeres for reallyd, hvilket betyder, at man hører det samme ‘oooh’ ‘oooh’ ‘oooh’, indtil man burde få klassisk uhelbredeligt spat.
Men i længden bliver det nærmest hypnotiserende og igen – underligt naivt på en tiltrækkende måde, der får mig til at ønske, at der var flere replays i mit eget liv.
Der er også de dumme og meget ligegyldige udtalelser i talking-heads-klippene, der lider af en dobbelt neutralitet i kraft af, at 1) Deltagerne er meget ydmyge og høflige, og derfor sjældent siger noget, der er dramatisk, og 2) Der ikke er så meget at sige, som seeren ikke selv er i stand til at se.
Hvilket betyder, at man ender med et klip, hvor deltager A og B kæmper om en bold, og deltager A mister bolden og taber spillet og derpå til kameraet udtaler, at »hvis deltager B ikke havde haft bolden i stedet for at have bolden, så ville deltager A måske have haft bedre chancer for at få fat bolden og dermed kvalificere sig til næste runde«.
Men det er også lige meget. Ligesom det er ligegyldigt, at produktionen er alt for overtænkt og unødvendigt efterabende i sin dystopiske Squid Game-setting med et talende Sauron-øje og kutteklædte sikkerhedsfolk.
Det er lidt mindre ligegyldigt, at sidste års produktion blev anklaget for snyd med finalen, men alligevel bryder det ikke illusionen, for jeg ser ikke ’Physical: 100’, fordi jeg oprigtigt har tiltro til, at programmet finder ‘den fuldendte atletiske krop’. Jeg ser det, fordi det er en leg. Programmet ved godt, trods produktionens højtidelighed, at det mest er for sjov. Deltagerne ved det. Selv Thanos ved det.
Og nu ved jeg også, hvorfor jeg kan lide ’Physical: 100’, selvom det er reality. Det er forfriskende, fordi serien ved, at den er baseret på legesyg underholdning, der – ligesom enhver god leg – på én gang tager sig selv seriøst, samtidig med at den anerkender sig selv som et spil, der kun giver mening inden for rammen af en delt fantasi.
Kort sagt:
’Physical: 100’ er et fantastisk forlænget skolefrikvarter, hvor jorden kan være giftig, og helte bliver støbt ved at sparke dåsen ud i de afgørende minutter.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.