’Ripple’: Joey Moes debutfilm burde nok aldrig have haft biografpremiere
Joey Moe forstår sig på pop. Og det er ingen dårlig ting, når man vil lave en krimi-thriller om true crime.
’Ripple’ mangler da heller ikke sine charmerende eller underholdende øjeblikke. Moe spillefilmdebuterer ganske bemærkelsesværdigt direkte fra den alternative filmskole Super8 i de danske biografer, og det er en sjælden bedrift.
Men desværre er ’Ripple’ mest af alt en skolefilm, der formodentlig primært når det store lærred på grund af Moes solide popstjernekarriere.
Lotus (Diêm Camille) har været en ansigtsløs stemme bag den ultrapopulære podcast ’Dø’, hvis succes er betinget af lytternes store, men ret usmagelige appetit på historier om virkelige, myrdede mennesker (Hej ’Mørkeland’!).
Så det er noget af et scoop, da Lotus vælger at optræde hos den lettere fallerede talkshow-vært Hammer, som spilles rutinepræget af Ulrich Thomsen. Han gør også denne film en kæmpe tjeneste med sin deltagelse.
Mens Lotus taler med Hammer, har den charmerende punk-blåhårede punker bag mixerpulten, Marrit, fundet Lotus’ telefon. Her livestreamer en fyr, at han er ved at skære en kvinde i småstykker, fordi podcasteren har valgt at optræde med sin egen dødsunderholdning. »Hæ, hæ, hææ!«, griner han slesk.
Morderen er altså en form for spejl på den ellers så hyggelige true crime-uhygge. Fangede man ikke umiddelbart den, står der skrevet med spraymaling »den enes død, den andens brød« bag den skrigende kvinde, der har en lærredssæk på hovedet af typen, som vist udelukkende produceres til gidseltagninger og gyserfilm.
Men Marrit har heldigvis et kaffe-skattekort-slidt visitkort med nummeret på Erneeraq (Rasmus Hammerich), der er taget i den Blå Planets hajtunnel (?) for at have nedtur over, at han er blevet suspenderet fra sit job som lidt for dedikeret politibetjent.
Hun fortæller om den skrigende kvinde, men da Erneeraq kontakter politigården, vil de af uransagelige årsager hverken lukke tv-programmet ned eller gøre mere for at finde den døende kvinde. Hvilket – som meget andet i ’Ripple’ – virker urealistisk.
Generelt er filmen stærkt tynget af et meget tungt multiplot-manuskript med alt for mange bifigurer, som filmen ikke helt formår at holde styr på.
Det er en svær kunst at klippe mange tråde sammen til en sammenhængende historie, og indimellem går det galt for de debuterende filmfolk, når morderen og Marrit for eksempel pludselig får øjenkontakt med hinanden på gangen bag tv-showet, uden at man som publikum har nogen anelse om, hvordan Marrit skulle vide, hvem morderen var.
Samtidig vil filmen også gerne komme med et større budskab, og den spidse ’Mørkeland’-satire er både sjov og på kornet, men desværre mudrer filmen sin egen gode pointe.
’Ripple’ vil nemlig være kritisk over for de mennesker, der både tjener penge på og lader sig underholde af andre menneskers død – men er på samme tid en film, der svælger i billeder af en kvinde, som skæres i stykker med en kniv i et baglokale af en misogyn stjernepsykopat spillet som en kopitaske-version af Robert De Niro.
Det er lidt småhyklerisk. Apropos De Niro som at pege fingre ad sig selv i spejlet.
Samtidig vil den i et klassisk Hollywood-multiplot vise, at begivenheder kan sprede sig i vandet med en allegori over The Boston Strangler, der kvalte kvinder i 1960’erne. Det falder desværre lidt til jorden, fordi de mange tråde i fortællingen ikke væves tilstrækkeligt sammen.
Filmmagerne har tydeligt skrabet værket sammen på et meget lavt budget. Det syner af knofedt, og flere af indstillingerne er gode, farvemættede og dragende.
Men man spørger også sig selv, om det havde været bedre, hvis filmen udelukkende havde fået sin premiere til afgangen fra Super8, for som spillefilmformat bliver det for tydeligt, at ambitionen har været stor, men budgettet for småt.
Kort sagt:
Joey Moes debutfilm om true crime har masser af charme i sine sjove bikarakterer, sine gode billeder, sin poppethed – men den hører mere til på skolebænken foran de andre aspirerende filmmagere fra Super8 end i biograferne.