’The Book of Clarence’: Jesus Kristus – hvordan fanden er denne film gået så galt?
Fra ‘The Last Temptation of Christ’ til ‘Exodus: Gods and Kings’ findes der snart ikke nok fingre i verden til at tælle alle de kridhvide skuespillere, som gennem tiden har sat ansigt på bibelske sagnfigurer.
Således er det kærkomment, at den streamingaktuelle ’The Book of Clarence’ gør sit for at give Jesus, Jomfru Maria og resten af Det Nye Testamentes karaktergalleri lidt kulør i kinderne. Og det er da også som sød musik til ørene, at den er instrueret af Jeymes Samuel, der gav os den ambitiøse western-pastiche ’The Harder They Fall’.
Hvordan kan det gå galt?
Nej det var ikke et spørgsmål. Hvordan fanden er det gået så galt!
Clarence (LaKeith Stanfield) er en desperat hustler og pusher i det romerbesatte Jerusalem anno år 33, hvor Jesus af Nazaret styrer gaderne med sine arrogante apostler, der inkluderer Clarences tvillingebror Thomas.
Da han falder i unåde hos den lokale harem-leder, beslutter Clarence sig for at ascendere i hierarkiet som en falsk profet ikke for folket, men for kold mammon og indflydelse.
På papiret skulle man altså tro, at ’The Book of Clarence’ er en religiøs satire, der peger fingre ad institutioner, som lover frigørelse og aspirerer til fred blandt alle, men som til syvende og sidst blot tjener dem i toppen af fødekæden.
Men instruktør Samuel er for stoisk og prædikende til for alvor at grine i ansigtet af kristendommens arnested.
De få forkølede forsøg på vittigheder falder komplet til jorden. Ja altså medmindre man har en særlig svaghed for jokes, der er lige så gamle som Jerusalem selv.
Er Josef ikke lidt af en hanrej, siden Jomfru Maria hævder at være blevet befrugtet af en engel? Hvad hvis Johannes Døberen nær druknede sine subjekter i floden Jordan? Og hvorfor har romernes statuer så små penisser?
Andre historiske figurer som Pontius Pilatus og Judas kigger forbi som glorificerede cameos, men de bidrager ikke med noget. I stedet er ’The Book of Clarence’ det meste af tiden et sobert karakterdrama, hvor Clarence må tage Jesus’ doktriner til sig for at blive en bedre mand.
Chokerende nok falder dramaet komplet sammen, da Stanfield – en af 10’ernes mest interessante skuespillere – leverer en søvndyssende og intetsigende præstation. At han giver den samme præstation som Thomas og Clarence er blot prikken over i’et.
Hele skylden kan dog ikke lægges på skuldrene af den normalt så spændende skuespiller, da manuskriptet ikke giver ham meget andet at arbejde med end en ligegyldig romance og en flok kedeligt diabolske centurionere.
Med denne rodebunke af forskellige ideer og indtryk er det svært at få øje på, hvad ambitionen har været med ’The Book of Clarence’. Altså andet end at give Det Nye Testamente en afroamerikansk makeover.
I enkelte øjeblikke – som i manifestationen af Jesus’ mirakler – genkendes man Samuels mere flamboyante, fandenivoldske energi fra hans underholdende ’The Harder They Fall’.
Men generelt er der ikke meget filmmagi over ’The Book of Clarence’.
Kort sagt:
Film om opportunistisk falsk profet stiller ikke spørgsmålstegn ved den kristne religion, men snarere ved instruktør Jeymes Samuel og skuespiller LaKeith Stanfields talent.