’Brøndbypigerne’: Bevægende DR-dokumentarserie er min måske bedste fodboldoplevelse nogensinde
Jeg har vel rundt regnet set 3,5 fodboldkampe i mit liv. Og primært den slags man kan opleve på forbifarten af en lille støvet aalborgensisk plæne, hvor et par seniorer tøffer rundt til oldboys-stævner.
Jeg er vel bare ikke det, man ville anse som en sportsidiot eller boldentusiast, og det var derfor en helt reel bekymring, om jeg mon ville kunne sætte pris på – eller overhovedet kunne forstå – en dokumentar om unge menneskers forhold til benskinner og offside-regler.
Til min glædelige overraskelse fandt jeg dog hurtigt ud af, at:
1. DR’s ’Brøndbypigerne’ ikke ’blot’ er et portræt af fodboldens forunderlige og benskinnende verden. Den er ligeledes en velsmurt coming-of-age-fortælling om usikkerhed, gruppedynamik, autoriteter, og hvad det vil sige at være en ung kvinde på grønt trimmet græs.
2. Man hverken behøver at være klog på svær bold eller store børn, før man sætter sig foran skærmen. Alt vi skal vide for at nyde denne serie fortælles nemlig af pigerne selv.
For nænsomt anført af instruktørerne Isabel Kille og Anne Sofie Juul Jensen kommer publikum helt tæt på Brøndby IF’s U1-elitepigehold, der generøst deler sved og tanker med os. Og allerede fra det første af seriens i alt 10 afsnit er det tydeligt, at gruppen er lige så fuld af kompetencer som kontraster og alsidighed.
Herved stilles der ikke blot et overlegent fodboldhold, men også et virkelig godt seriecast. Så godt, at dokumentaren med sin næsten arketypiske rollebesætning let kunne forveksles med en Jonas Risvig’sk ungdomsfortælling om almengyldige følelser og runde ting, der triller.
I en skarpt iscenesat intro med rap og Beverly Hills-lignende hoveddrej præsenteres de forskellige ’karakterer’, der blandt andre tæller den iltre AB, den stjernefarende keeper Isa og den nytilkomne og ydmyge kantspiller Mathilde, der skal finde sin plads på banen og i flokken.
Endnu en kantspiller er Thilde. Hun har desværre erfaret, at et hyperfeminint udtryk begrænser hende i dette fortsat mandsdominerede sportsmiljø, og hun er derfor – beklageligt nok – bevidst om, at hun må løbe ekstra hurtigt for at nå samme anerkendelse som nogle af sine kollegaer/konkurrenter.
Sådanne påvirkelige fortællinger deles, når vi lukkes ind i holdets professionelle safespace: omklædningsrummet. Her gør pigerne sig holdstærke inden turneringer, men sårbare, når de i eneinterviews ærligt beretter om sportskarrierens – og livets – mange valg, fravalg, sejre og utallige ofringer.
Det er nemlig ikke altid nemt at balancere en ungdomstilværelse med en drøm om at forblive tilknyttet en af landets største fodboldklubber. Med et tonstungt pres og en gennemgribende frygt for at blive frarøvet et rygnummer eller en plads på banen – eller på bænken – må pigerne have øjet på den blågule bold. Hele. Fucking. Tiden. Og hvis de ikke har det, får det konsekvenser.
Elitesportens formaninger og hårde kår er til at mærke, når seriens håndholdte og dynamiske kamera fanger hyppige tårer, afvisninger og skideballer fra den nye cheftræner Lasse. Det grænser sig til det ubehagelige og ubegribelige. Heldigvis fanges der også jubelscener, talentudvikling og venskabelig TikTok-dans, hvilket gør, at man forstår (fodbold)kampen – selv vi, der ikke har helt styr på reglerne.
For det er faktisk ikke udelukkende sportsudøvere in spe, der vil kunne spejle sig i de vinderorienterede piger. En bred forventningspresset ungdom vil med stor sikkerhed kunne genkende det berigende såvel dybt udmattende ved en hverdag fuld af ambitioner og eftertragtede mål.
Desuden følger vi ikke blot de energiske hurtigløbere på vejen mod sydsidens top, men også på vejen ind i voksenlivet. Det gør serien til en virkelig god og vedkommende fodboldoplevelse. Måske min bedste nogensinde.
Jeg kan i al fald afsløre, at ’Brøndbypigerne’ på alle måder er mere bevægende end pensionerede mænd i løb og støttestrømper på nordjysk græs.
Kort sagt:
’Brøndbypigerne’ er en generøs dokumentarisk ungdomsserie om fodbold og alt det, den (ikke) rammer og rummer