Guy Ritchie er tilbage.
Instruktøren slog igennem med sit karakteristiske take på Tarantino-agtig vold, humor og farverige gangstere i ’Lock, Stock, and Two Smoking Barrels’ og ’Snatch’ omkring årtusindskiftet, men er med årene blevet mere og mere en parodi på sig selv i film som ’Kong Arthur’, ’Sherlock Holmes’ og ’Operation Fortune’.
Men sidste år overraskede han med Afghanistan-filmen ’The Covenant’ med Dar Salim i en stor rolle, og Salim må være hans lykkefugl, for nu viser Guy Ritchie igen, at han stadig kan præstere på højt niveau, med Netflix-serien ’The Gentlemen’, hvor danskeren dukker op i et par afsnit.
Serien er en slags spinoff af Ritchies film af samme navn fra 2019. Det er hverken stor eller dyb seriekunst, men passer perfekt til det behov for letfordøjelig underholdning, som mange af os trods alt også søger på Netflix indimellem. Og fuldførte tillige en ganske sjov pointe om, at moralen i det britiske samfunds absolutte top er nogenlunde lige så tvivlsom som i forbryderbander på samfundets bund.
Soundvenues anmelder Lars Knudsen uddelte fire fortjente stjerner til serien, som er blevet et pænt hit for tjenesten, hvor den har været i top 10 over de mest populære serier i fire uger på verdensplan og snart er blevet set halvanden millioner gange. I Danmark er den stadig den næstmest populære serie på tjenesten efter sci-fi-eposset ’3 Body Problem’.
Med ’The Gentlemen’ demonstrerer Ritchie først og fremmest, at han kan skabe underholdende krimiintriger og kulørte karakterer som få. Ikke et afsnit uden introduktionen af en ny badass, slesk eller udspekuleret skurk – faktisk i en sådan grad, at man også når et mæthedspunkt til sidst, når boksepromoteren Henry Collins pludselig dukker op som en central figur, der både arrangerer kompliceret matchfixing, vil overtage hele hashmarkedet og selv skyder folk ned fra en motorcykel. Selv i Ritchie-land bliver det for meget af det gode.
Men andre af karaktererne kunne man øjeblikkeligt holde af, uanset hvor patetiske, magtsyge eller psykopatiske de var.
Iblandt et karaktergalleri, hvor førnævnte Dar Salim gjorde en fin figur som kompromisløs fixer, og både bildronningen Lady Sabrina, travellers-bossen JP og slotsforvalteren Geoff (Ritchie-yndling Vinnie Jones) var dejlige bekendtskaber blandt mange, mange, mange andre, var det her mine favoritter.
Efterfulgt af to, som kunne have løftet serien til et andet niveau.
De bedste #5: Stanley Johnston
For alle, der har savnet Gus Fring efter afslutningen på både ’Breaking Bad’ og ’Better Call Saul’, blev ’The Gentlemen’ det tætteste, man kom på et uventet gensyn.
Okay, Giancarlo Espositos karakter hedder ret beset Stanley Johnston (med et t!) og serverer ikke kyllinge-fastfood, men milliondyr spiritus i fashionable omgivelser. Men han har skabt sit imperium på metamfetamin – og spiller rollen med nogenlunde den samme høflige elegance, som gjorde Gus Fring til en ikonisk skurk.
Esposito vil nok få svært ved nogensinde helt at bryde ud af eller leve op til ’Breaking Bad’-rollen, så på en måde er det befriende blot at se ham gentage den i nye omgivelser. For han er så vanvittigt god til den, både charmerende og uhyggelig som en værdig modstander til Eddie og Susie Glass.
De bedste #4: Jimmy
Åh, Jimmy. Tåget potgeni og håbløs romantiker. Blandt alle de mange hårde typer i ’The Gentlemen’ var en ægte blød mand – og pacifist! – det, der skulle til for at bibringe en anden form for humor og energi i fortællingen, som var afgørende i længden.
Jimmys naive romance med en smuk kvinde, han ’tilfældigt’ møder på en diner, kostede Glass-familien dyrt, men var det hele værd for os andre, der kunne more os kosteligt over den drømmende hashers drømme om ægte kærlighed.
Som med alle andre figurer var Jimmy en type, som Guy Ritchie ikke desto mindre pustede liv i med god hjælp fra det ubeskrevne blad Michel Vu i rollen.
De bedste #3: Gospel John
Af perlerækken af flamboyante bad guys var den kirkelige satan Gospel John den mest karismatiske. Den gudfrygtige mand, der vist havde overset den del af Jesu lære med at vende den anden kind til, blev spillet af det relativt upåagtede navn Pearce Quigley, som skabte forrygende intensitet i scenerne, hvor han afsøgte sandheden bag sin ustyrlige gangsterbrors forsvinden.
Igen er der jo uomtvisteligt tale om en arketype, eller kliché, som ikke desto mindre blev ekstremt underholdende helt frem mod finalen, hvor der blev lagt op til den helt store belejring af hertugens domicil.
Gospel John var indbegrebet af en Guy Ritchie-karakter, der på få scener trådte i karakter med en helt klar psykopatisk profil båret af det besnærende skisma mellem tro og vold.
De bedste #2: Susie Glass
’The Gentlemen’ havde ikke for alvor fungeret, hvis Susie Glass-figuren var faldet til jorden – særligt ikke hovedrollen taget i betragtning, jævnfør nedenfor.
Arvingen, der forvalter sin fars rige med forretningstæft og snarrådighed, blev seriens vel nok mest afrundede karakter, fordi hun bag sit skråsikre ydre som en af de få rent faktisk viste små glimt af tvivl og behov for hjælp.
Også i denne rolle fandt Guy Ritchie en skuespiller, Kaya Scodelario, der trods optrædener i blandt andet ’Maze Runner’-franchisen stadig havde sit egentlige gennembrud til gode. Det fik hun så her som Eddies nye partner, der skal vise sin far, at hun er den rette til at overtage hans rige.
De bedste #1: Freddy Horniman
Hvis Jimmy var en idiot på den naivt charmerende måde, var Eddies storebror Freddy idiot på den helt igennem røvhulsagtigt usymaptiske facon.
Gambler, stofmisbruger, opportunist, egoist, snigende broderforråder … Der var vitterligt ikke meget at holde af ved Freddie, der fortjent blev frarøvet hertugdømmet og siden var roden til alle hans families problemer.
Og alligevel kom jeg til at holde af ham, dette spejl af vores alle sammens mest patetiske drifter. Da han i afmagt over sin ydmygelse i kyllingekostume pløkker hovedet af den voldsomt enerverende og overraskende skuespilkyndige Tommy Dixon, var det svært ikke at fatte en lille smule sympati for ham, hvor dum aktionen ellers var.
Med sit ukurante miks af nihilisme, deroute og urealistiske ambitioner var Freddy som taget ud af ’Succession’ på den gode måde (modsat den dårlige, se herunder). Og det er et stort kompliment til skuespilleren bag, Daniel Ings, at man tænker, at han sagtens kunne have begået sig i HBO’s noget mere vægtige serieværk.
Fesenper #1: Bobby Glass
Nu er det meget sjældent, man har behov for at sætte en finger på noget, den britiske klasseskuespiller Ray Winstone laver, og han er heller ikke dårlig i rollen som Glass-familiens luksusindespærrede overhoved, Bobby.
Men karakteren famlede alligevel lidt i det store flamboyante persongalleri som en for letkøbt b-udgave af Brian Cox’ Logan Roy i ’Succession’ fuldendt med charmeklud, gule glas i solbrillerne og duekommunikation som en blanding af Harry Potter og Ken Loach.
Hele fængsels-setuppet med gourmet-kok og omgivelser som taget ud af et schweizisk wellness-retreat var også en tand tosset, selv i en fuldkommen rundtosset serie som ’The Gentlemen’.
Fesenper #2: Eddie Horniman
Vi slutter ved den varme kartoffel. Selve seriens hovedperson. Eddie Horniman (ja, det hedder han altså), spillet af Theo James.
Hertugkaptajnen, der breaker bad,var egentlig en fin figur, der som sådan passede godt til den lidt glatte og endimensionelle skuespiller, der slog igennem i ’Divergent’-franchisen.
Men omvendt har James bare heller ikke kvaliteterne til at løfte figuren til et niveau, der for alvor gjorde ham psykologisk interessant midt i det karikerede univers. Eddie kunne potentielt have været en karakter, man investerede sig meget mere i. I stedet havde han svært ved at leve op til de mange karismatiske folk omkring ham.
Med andre ord: Theo James fik fortællingen fint nok i land. Han tilførte den bare ikke noget ekstra.
’The Gentlemen’ kan ses på Netflix.