‘Heartbreak High sæson 2’: Netflix’ highschool-serie har ‘Euphoria’s tyngde og ‘Sex Education’s lethed
Det er helt umuligt ikke at holde rækken af nyere highschool-ensembleserier op mod hinanden.
Amerikanske ’Euphoria’, britiske ’Sex Education’, svenske ’Young Royals’ og australske ’Heartbreak High’. Det er de serier, der kommer til at have beskrevet og defineret de yngste gen Z’eres teenageår, og man kan nu fastslå deres tværgående kendetegn:
Æstetikken er ikke til at tage fejl af, og der er ikke sket det store med den, siden ’Euphoria’ lagde de første brosten tilbage i 2019: Det er farverig makeup, gerne med glimmer og rhinsten og gerne med motiver malet på ansigtet.
Varianterne af de klassiske highschool-kategorier (alfaer, nørder, sportsidioter osv.) lægger vægt på, hvor queer den påkaldende gruppe er, og hvor ’bevidstgjorte’ de er om deres psykiske helbred og udtalte race- og kønstilhørsforhold. Den forbudte kærlighed opstår gerne mellem to, der er på hver deres side af det identitetspolitiske spektrum. Og det er reglen, ikke undtagelsen, at flere af seriernes kærlighedsdramaer er mellem to ikke-ciskønnede.
Selvom ’Heartbreak High’ er et reboot af 90’er-hittet under samme titel, er 2020’er-versionen tilpasset, så den rummer alt det ovenstående. Den er ret præcist en 50/50 blanding af ’Euphoria’s tyngde og ’Sex Education’s lethed.
Anden sæson af Netflix-serien starter og slutter med, at alt står i brand. Det, der bliver brændt ned, er årets vildfarelser og værdikampe. Spørgsmålet er, hvad der så skal rejse sig fra asken?
Den nye sæson er generelt lettere end den første, men arbejder fint med efterdønningerne af for eksempel overgrebet, Harper (Asher Yasbincek) var udsat for forud for sæson 1. Harpers historie er med længder den bedste.
I begyndelsen af sæsonen kæmper Harper med systemet, der alt andet end belønner en rebelsk, unlikable underklassepige som hende. I sagen mod drengegruppen følger vi også søde Darrens (James Majoos) kæreste, Ca$h (Will McDonald), der sidder varetægtsfængslet og forsøger at frigøre sig fra det hårde miljø, han har befundet sig i hele sin opvækst.
Udenfor møderne med sin tildelte advokat bliver Harper af sine venner pylret så meget om, at hun er ved at eksplodere. Kontrasterne bliver for meget, og Harper vælger at sige fuck det og afbryde retssagen, så hun kan komme videre med sit liv. I seriens helhed er det en lille sidehistorie, men den vækker minder om det fremragende Netflix-hit ’Unbelievable’ med en passende stikpille til retssystemet.
Ellers består sæsonen mest af to zigzaggende hovedplots. Det ene er skolens valgkamp om posten som elevrådsrepræsentant – som, lidt besynderligt, i virkeligheden handler om en værdikamp mellem venstrefløjens kompromisløse politiske korrekthed, repræsenteret af moralens vogter Sasha So (Gemma Chua-Tran), og højrefløjens småkonspiratoriske men’s rights-konservatisme, i valgkampen repræsenteret af Spencer ’Spider’ (Bryn Chapman Parish). Han bliver opildnet til at lede et mandeoprør med navnet CUMLORDS af skolens nye radikale lærer, Voss (Angus Sampson).
Som et tredje alternativ stiller også Amerie (Ayesha Madon) op. Hun har ikke rigtigt nogen profil, andet end at hun gerne vil »bevise, at hun ikke er et dårligt menneske« oven på map bitch-skandalen fra sæson 1. Dén mission bliver imidlertid besværliggjort af det andet hovedplot, hvor hun begynder at blive chikaneret af en anonym mobber, som vennerne døber Bird Psycho, fordi det første angreb bestod af at efterlade døde fugle til Amerie.
Quinn går all in på jagten på den mystiske gerningsmand – måske for all in, og det skruer op for spændingerne i vennegruppen. I trods vælger Quinn at stoppe med at prøve at maskere sin autisme. Det leder blandt andet til en tale ved den afsluttende paneldebat, hvor hun kalder kandidaternes egoprojekter ud. Chloe Hayden er svært charmerende i rollen som Quinn, og hendes storyline bliver virkelig båret af den bemærkelsesværdige skuespilpræstation.
Samme karisma savner hovedpersonen Amerie og de to mænd, som er involveret i en kærlighedstrekant med hende – Malakai (Thomas Weatherall), som var hendes love interest i sæson 1, og den nye biseksuelle dreng i klassen, Rowan (Sam Rechner). Typisk for disse ensembleserier er hovedpersonen den mindst spændende.
Lidt ærgerligt er det, hvordan det hele ender tilbage ved branden fra introen. Det, der skal rejse sig fra asken, virker til at være status quo. Nok er det realistisk, men det er også en lidt kedelig ambition at slutte på.
Kort sagt:
Anden sæson af ’Heartbreak High’ samler tendenser fra hele paletten af samtidens ungdomsserier. Det giver nogle fremragende sidehistorier – og andre, som bare er helt ok.