’Silent Night’: John Woo har lavet nogle af tidens bedste actionfilm – nu har han lavet en af de værste
En rasende mand iklædt julesweater, bjældeklokke om halsen og sin afdøde søns friske blod på hænderne ser rødere end Rudolfs næse i sin febrilske jagt på de gangstere, som skød lilleputten i forbifarten.
Det kunne lyde som en sketch over Liam Neesons mange hævnfilm. Men for den legendariske Hong Kong-instruktør John Woo burde den operaagtigt ophøjede introduktion af ’Silent Night’ – hans første amerikanske produktion i 20 år – blot være en helt normal tirsdag.
Med Hollywood-film som ’Broken Arrow’, ’Hard Target’ og ’Face/Off’ på samvittigheden introducerede Woo sin ekstravagante, melodramatiske bullet ballet for vesterlændingene igennem 90’erne.
Her flyver .45-kugler, actionmænd og hvide duer igennem luften i slo-mo, alt imens skurkagtige kriminelle får ventileret kroppene af vendettadrevne lovhåndhævere.
Var det ikke for den vilde og voldsomme åbningssekvens, der ender med, at den rasende far Brian (Joel Kinnaman) får en kugle igennem stemmebåndene, ville man dog næppe kunne gætte, at ’Silent Night’ var skabt af en af verdens engang mest ambitiøse actioninstruktører.
Filmens store gimmick er dens ordløse selvtægtshelt, men af uransagelige årsager behandler samtlige karakterer ham, som var han døvstum.
Udover politiradioer, der knevrer løs i baggrunden om eskalerende bandekrige, kan der ikke være mere end en håndfuld replikker mellem den onde gangsterboss, den lidende kone og loyale politimakker (Kid Cudi), som udgør karaktergalleriet af tegneseriefigurer.
Handling taler måske højere end ord, men ’Silent Night’ leverer heller ikke på actionfronten.
Hvad de fleste film klarer med en fem minutter lang træningsmontage, tager i denne film tre stive kvarter. Her placerer Brian sig på reservebænken, alt imens han tager push-ups og skuler ondt ad de gemene bandemedlemmer igennem en teleskoplinse, mens en enkelt tåre triller ned ad konens kind.
Da helvede endelig (endelig!) bryder løs, er actionsekvenserne præsenteret med amatøragtigt håndarbejde. Woo ønsker tydeligvis at gå i bedene på den mere taktile action fra ’John Wick’-filmene, men virker komplet uvant i at skulle instruere den.
Især en onetake skudkamp op ad en lejlighedstrappeopgang hen imod slutningen er pinligt ringe udført, hvor de ’usynlige’ klip er alt andet end usynlige, de digitale blodeffekter skærer i øjnene, og stuntarbejdet udføres med en pensionistparat træthed.
Filmens mest iøjnefaldende øjeblikke ender i stedet med at være dens hysterisk morsomme afbildning af USA’s lovløse byliv.
På vej hjem fra hospitalet ser Brian den ene mexicanske gangbanger med ansigtstatoveringer efter den anden, der uddeler kanyler som slik til teenagere. Det er sat på spidsen i en sådan grad, at selv Nancy Reagan og Trump ville bede manuskriptforfatter Robert Archer Lynn om at skrue lidt ned for de racistiske stereotyper.
Det er naturligvis ikke noget nyt for Woo, der altid har haft en femårigs forståelse for røvere og politi. Men i mesterværkerne ’The Killer’ og ’Hard-boiled’ filtrerede han den blåøjede naivitet igennem en lynende skarp sans for kinetisk action.
’Silent Night’ har ingen af de kvaliteter. Den må slå sig til tåls med at være dræbende kedelig.
Kort sagt:
Den legendariske actioninstruktør John Woo skifter de hvide duer og bullet ballet ud med racistiske stereotyper, tandløs action og en kedsommelig, ordløs selvtægtudøver. Måske det er på høje tid, at han bare nyder sit otium.