’The Jinx Part Two’: True crime-fænomen er tilbage – men hvordan lever man op til en sensation?
Hvorfor skinner solen? Hvorfor går dagen på hæld? Hvorfor deltog Robert Durst i ’The Jinx’?
Det fundamentale spørgsmål må hr. Robert ’Bob’ Durst have stillet sig selv mange gange siden 2015. Året, hvor dokumentaristen Andrew Jareckis true crime-serie ’The Jinx’ fik premiere. En serie om Dursts uheldige tilværelse, hvor først hans kone, så hans bedste veninde og så hans nabo forsvandt eller blev dræbt.
Det skulle også blive året, hvor verden så med, da Durst tilsyneladende tilstod førnævnte mord. »Killed them all, of course«, hviskede han, mens han troede, han havde helle på et badeværelse. En ulykkesfugl forvandlede sig til en morder for øjnene af os. Der blev siden sat spørgsmålstegn ved klipningen, og om det kunne tolkes så entydigt som en tilståelse. Men i øjeblikket var det tv-historie.
Havde Durst tiet stille, havde han måske aldrig skullet betale for sine synder. Men som statsadvokaten John Lewin siger i den nye sæson: »Bob står over for to muligheder: Én er hold din mund, sig ingenting. Og den anden er at tale. Og Bob vil altid tale. Altid«.
Nu ni år senere er fortsættelsen landet, og den handler om alt det, der skete, efter kameraerne slukkede. Om Dursts sidste år, retssagen mod ham og flere nye opdagelser i sagerne.
Der bliver ved med at ske lige dele bizarre og bedrøvelige ting i Durst privilegerede sfære. Som hans sidste flugt fra politiet, der indebærer en ansigtstro latexmaske. Eller hans rungende identitetsmarkør af et »BOOOOB!« i fængslets telefonsystem. Ja, sågar en kærlighedstrekant mellem ham, konen Debbie og én vis Susie, der lover at bygge Durst en kærlighedsrede.
Men til forskel fra første sæson er Durst ikke længere en aktiv deltager i ’The Jinx’. Den nerve og intimitet hans optræden gav serien, forsøger Jarecki nu at genskabe gennem interviews med dem, der stod Durst nærmest. For nu hvor Durst ikke længere selv er betragteren, hvordan betragter hans tætteste ham så?
Dursts omgangskreds bliver den nye sæsons livsvidner og historiebærere. Særligt vennen Nick Chavez, der, udover et kunstnerisk virke som pervers sanger med hits som ‘Cum stains on my pillow’, fortæller åbent om sin splittelse mellem loyaliteten over for Durst og Susan Berman, som Durst i dag er dømt for at have dræbt. For som han selv siger: »Hvad gør du, når din bedste ven slår din anden bedste ven ihjel?«
Det er i de modsætninger og den splittelse, at ’The Jinx’ nye sæson fungerer allerbedst. I splittelsen mellem fornuft og følelse, det rigtige og forkerte. Det vækker minder om de diskrepanser, der gav den originale ’The Jinx’ så meget kant, hvor tro og empati hurtigt blev til tvivl og afsky og vice versa.
Helt overordnet er ’The Jinx Part Two’ en meget loyal efterfølger, der ufortrødent fortsætter, hvor anden sæson slap. Visuelt og stemningsmæssigt ænser man nærmest ikke, at der er ni år mellem de to sæsoner.
Den tætte forbindelse mellem de to sæsoner er både en gevinst og et onde for Jarecki. For i genforeningen med ’The Jinx’ som fænomen er det svært at glemme første sæsons originalitet og sensation – den kan en sæson på den anden side af Dursts retssag, domsfældelse og død umuligt genskabe.
Og i forsøget på både at videreføre og innovere ender den nye sæson mest af alt med at træde vande.
Det bliver særligt tydeligt i den nye sæsons uundgåelige metalag. Første sæson af ’The Jinx’ er udgangspunktet for handlingen i anden sæson, og derfor ser vi også Durst i introsekvensen iscenesættes som tilskuer til sæson et. Når Jarecki interviewer de medvirkende om situationer forårsaget af serien, mærker man lysten til at genskabe det opdagende og umiddelbare – men det er ikke så nemt, når forgængeren har åbenbaret det meste.
Det samme gælder den stilfulde leg med rekonstruktioner. I den oprindelige ’The Jinx’ transformerede vidneudsagn sig til billeder, der skiftevis blev etableret og pillet fra hinanden, således at seeren konstant blev konfronteret med uvisheden. Anden halvdel lægger sig i direkte stilistisk forlængelse, men søger nu i højere grad at understrege frem for at udfordre. Serien er ikke længere i tvivl om, hvis parti den tager.
Og bevares, afdøde Robert Durst fortjente heller ikke mere taletid. Men selvom ’The Jinx’ nu får det sidste ord i sagen, så er det langtfra ligetil at formulere det.
Kort sagt:
’The Jinx Part Two’ tager alt det bedste fra sin epokegørende forgænger, men har af samme grund også svært ved at finde sit eget ståsted næsten et årti senere.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.