’Dead Boy Detectives’: Netflix-spinoff til ‘The Sandman’ savner uhygge og fantasi

’Dead Boy Detectives’: Netflix-spinoff til ‘The Sandman’ savner uhygge og fantasi
'Dead Boy Detectives'. (Foto: Ed Araquel/Netflix)

Efter at have set ’Dead Boy Detectives’ følte jeg mig inspireret til selv at foretage en lille efterforskning:

Hvordan i alverden er en fortælling om døde, mysterieopklarende teenagere blevet så utroligt kedelig?

Netflix-serien kommer ellers rigtigt godt fra start. The Dead Boy Detective Agency drives af spøgelsesduoen Edwin (George Rexstrew) og Charles (Jayden Revri). Edwin har været død i over hundrede år og er hjernen bag foretagendet, mens den muntre Charles, som døde i slutningen af 80’erne, udgør muskelkraften i operationen.

Sammen løser de overnaturlige mysterier i London og hjælper andre spøgelser med at »krydse over« til det hinsides. En skæbne, de selv har undgået ved at gemme sig fra personificeringen af døden, Death. ’Dead Boy Detectives’ er nemlig en løs spinoff til den fantasifulde Neil Gaiman-serie ’The Sandman’.

‘Dead Boy Detectives’. (Foto: Netflix)

Vi introduceres for detektiverne i en hæsblæsende jagt på et spøgelse fra Første Verdenskrig, der – besat af en ond gasmaske – terroriserer Londons gader. Her står seriens potentiale stærkest. Rexstrew og Revri har god kemi som bedste venner, der har tilbragt hvert vågent øjeblik sammen i over 30 år.

Jagten slutter i en overraskende rørende scene, da masken flås af det vrede gespenst, og han indser, at krigen har været vundet i over 100 år, og han endelig kan få fred. Det er desværre sidste gang, at serien gør noget rigtigt interessant.

Detektiverne hyres til at foretage en eksorcisme på den clairvoyante Crystal (Kassius Nelson), som bogstaveligt talt er besat af sin manipulerende dæmon-ekskæreste. De lykkedes, men alle Crystals erindringer er forsvundet, og hun ser ingen anden udvej end at blive hos spøgelserne.

Ved hendes hjælp opklarer detektiverne en sag i den amerikanske by Port Townsend, men efter et møde med en magisk kat er de tvunget til at blive i byen. Heldigvis har byens døde indbyggere rigeligt med mysterier, der skal opklares.

‘Dead Boy Detectives’. (Foto: Netflix)

Serien er bygget op i en Monster of the Week-struktur med en ny sag i hvert afsnit. I de forskellige efterforskninger sporer man glimt af originalitet, men deres modstandere og allierede føles som noget, man har set mange gange før.

Som skurken Night Nurse (Ruth Connell), der som agent for ’hittegodsafdelingen’ i efterlivet er fast besluttet på at tvinge drengene til at »krydse over«. Livet efter døden som et bureaukratisk mareridt er næppe en original idé, og ’Dead Boy Detectives’ gør meget lidt for at forny den. Det eneste, vi får, er en anspændt kontordame, der hurtigt bliver trættende.

Som serien skrider frem, konfronteres man med det største mysterium, som ikke engang de døde teenagere ville kunne opklare: Hvem har Netflix haft i tankerne, mens de lavede serien?

Man kan forestille sig, at ’Dead Boy Detectives’ forsøger at udfylde et ‘Chilling Adventures of Sabrina’ og ’Riverdale’-formet hul i kartoteket. Men teenagedramaet ender uforløst.

For det er ganske enkelt utroligt vanskeligt at føle noget for de døde detektiver og deres ledsagere, hvis interaktioner primært består af spydige kommentarer og sarkastiske ’jokes’. Det fungerer for en stund, men når samtalen så pludselig vendes mod emner som sorg, seksualitet og giftige parforhold, føles det malplaceret.  

‘Dead Boy Detectives’. (Foto: Netflix)

Trods sin relativt makabre præmis har ’Dead Boy Detectives’ heller aldrig modet til at være oprigtigt uhyggelig. Tag nu bare afsnittet ’The Case of the Devlin House’, hvor en kvinde og hendes børn er fanget i en tidssløjfe, tvunget til at blive myrdet af hendes jaloux mand igen og igen. Et skræmmende scenarie, men man spises af med lidt bloddryp på et tæppe og nærmest komisk overdrevne lydeffekter.

Som forfatter til de tegneserier, serien er baseret på, har Neil Gaiman har ageret producent på serien, men i ’Dead Boy Detectives’ er hans ikoniske opfindsomhed og sans for det absurde nærmest helt fraværende.

I det mindste var ’Riverdale’ gakket nok til at være underholdende.


Kort sagt:
’Dead Boy Detectives’ kommer stærkt fra start, men mangler opfindsomhed og dybde til at blive rigtigt underholdende. Case closed.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Dead Boy Detectives’. Serie. Serieskabere: Steve Yockey, Beth Schwartz. Medvirkende: George Rexstrew, Jayden Hevri, Kassius Nelson, Yuyu Kitamura m.fl. Spilletid: 8 afsnit á ca. 50 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af