’Inshallah en dreng’: Knugende film om undertrykkelse sætter et nyt filmland på kortet
»Når en kvinde mister sin mand, mister hun faktisk alt i livet«, siger en sortklædt kvinde i starten af ’Inshallah en dreng’ – sidste års Oscar-kandidat fra det relativt ubeskrevne filmland Jordan.
Kvinden er gæst hos hovedpersonen Nawal, der kort forinden er blevet enke efter sin ægtemand Adnans pludselige død. Og som nu står i en stor knibe. For som citatet indikerer, har kvinder tæt på ingen rettigheder i Jordans patriarkalske samfund.
Da hun ikke står som ejer af deres lejlighed og pickuptruck, og fordi hun ikke har en søn – ’kun’ datteren Nora – skal hele arven deles ligeligt mellem Adnans søskende og Nawal. I realiteten betyder det, at lejligheden skal sælges, og at Nawal snart kan stå uden tag over hovedet. Adnan skyldte penge til sin bror Rifqi, der selv er i pengenød og presser på for at få boligsalget igennem.
»Det handler ikke om penge. Det er vores ret«, lyder det dybt provokerende fra Rifqi, der ikke vil eller kan forstå uretfærdigheden i situationen. Som et es i ærmet truer han med at overtage forældremyndigheden over Nora, for det er også hans ret, mener han.
Nawal laver det eneste træk, hun kan komme i tanke om: Hun siger, at hun er gravid, selvom hun ikke er sikker på, at det er sandt. Hvis hun føder en dreng, vil han nemlig arve sin fars ejendom.
Man forstår godt, at ’Inshallah en dreng’ sidste år fik premiere under filmfestivalen i Cannes (i parallelprogrammet Critics’ Week). For instruktør Amjad Al Rasheeds spillefilmdebut indskriver sig i samme stolte tradition af socialrealistiske dramaer, som Cannes-kendingene Asghar Farhadi, Ken Loach og Jean-Pierre og Luc Dardenne tilhører.
’Inshallah en dreng’ handler ikke kun om forskel på rettigheder mellem mænd og kvinder. Det er også en fortælling om klasseskel. Gennem Nawals arbejde som hjemmehjælper hos en rig familie ser vi kontrasten mellem deres store hjem og hendes lille lejlighed, som i øvrigt har mus i køkkenet.
Den modige og stolte hovedperson føles som et rigtigt menneske. Æren kan tilskrives den palæstinensiske skuespiller Mouna Hawa, som indtager rollen med naturligt spil og med troværdig kemi over for resten af castet.
Æren kan måske også tilskrives, at Al Rasheed har baseret sit manuskript på en virkelig bekendts oplevelse. For selvom filmens budskab står meget tydeligt frem, føles Nawals historie ikke som en skematisk konstruktion.
Det står anderledes til med bikarakteren Lauren, som er Nawals arbejdsgivers voksne datter. Lauren udsættes for både vold i hjemmet og en stram abortlovgivning i et sideløbende plotspor, og det virker lidt, som om karakteren er skrevet ind i manuskriptet for at man også lige kunne få disse problematikker med. Ikke mindst fordi hun med halvkunstige replikker som »Vi lever i middelalderen, så fortrydelsespiller er forbudt her i landet« tydeligvis fungerer som budbringer af filmens systemkritiske pointer.
Grundlæggende balancerer instruktøren dog dramaet med sikker hånd. Der er meget på spil i den intrigefyldte fortælling, som sjældent lader sine karakterer få pusten. Løbende bliver dramaet mere og mere intenst og nervepirrende, uden det fremstår teatralsk.
»Du er stærk i troen. Det er Guds vilje, ikke?«, siger Nawals bror undervejs i filmen, der også har Gud med i sin titel (’inshallah’ er arabisk for ’om Gud vil’). Netop Gud spiller en afgørende og allestedsnærværende rolle i den knugende fortælling.
Guds ord bruges som argument for systematisk undertrykkelse af kvinder, der kun er frie, hvis mændene tillader det. Gud er også i sidste ende den eneste, Nawal kan søge hjælp hos – der skal nærmest et mirakel til at redde hende.
Kort sagt:
’Inshallah en dreng’ sætter Jordan på filmverdenskortet med en knugende fortælling om en kvinde fanget i patriarkatets kløer.